Marina skulle netop til at gå i seng, da nogen pludselig bankede på døren. Hun tog hurtigt sin morgenkåbe på og gik ud for at åbne. Hendes mand, Steffen, fulgte efter hende. På trappen stod nabodrengen Nikolaj. – Steffen, vil du ikke komme med over? – sagde Nikolaj. – Min mor vil gerne tale med dig. Steffen tog overtøjet på og gik hen til Nikolajs mor. – Hvad mon Maria nu skal have fat i mig for? – mumlede han på vejen. Han kom ind i naboens hus, satte sig ved hendes seng. – Der er ikke lang tid tilbage for mig, Steffen, – sagde Maria med svag stemme. – Snart er jeg væk… Jeg har en hemmelighed, jeg skal fortælle dig… Steffen så overrasket på Maria, uden at forstå noget som helst. Steffen havde altid været en mand, folk lagde mærke til. Men han elskede kun én kvinde i sit liv – sin kone Marina. Han havde elsket hende siden skolen, så længe han kunne huske. De levede godt sammen, opdragede deres tre børn, Mikkel og Ivan og den yngste datter Tanja. Steffen var godhjertet og havde hænder af guld. Ingen kunne måle sig med ham i håndværket i området. Og han arbejdede meget, for der skulle mad på bordet, drengene skulle have tøj og sko, og konen forkæles engang imellem. Hvis der kom noget nyt i butikken – lidt lækkert tøj eller fine tørklæder – så købte han det. Nogle gange parfume fra byen. Når Marina før sengetid satte sig foran spejlet i sin hvide skjorte, redte sit hår og flettede det, kunne Steffen ikke få nok af hendes skønhed. Han lå på sengen, med hænderne bag hovedet og så på hende i den klare lampelys. En glæde bredte sig i hans sjæl. Hvordan når hun alt? Rent hus, mad på bordet – morgenmad, frokost og aftensmad – og haven står snorlige. Nå ja, det var Steffens arbejdsområde, og drengene hjalp, så godt de kunne. Han elskede sine børn. Ikke forkælede dem, men lærte dem orden og respekt for deres mor. Den lille Tanja – kun tre år gammel – ligner så meget Marina med sine blå øjne. Hun kunne man simpelthen ikke lade være med at forkæle. Uanset hvor de gik, sad hun på Steffens skuldre. Og hjemme var det ingen, der turde gøre hende fortræd. Det var som om, de skammede sig lidt over deres lykke. I de fleste huse på vejen hørte man skænderier og klager. Men hos dem var alt fred og ro. For nylig var den yngste, Ivan, kommet op at skændes med nabodrengen, den store Nikolaj. Det gik hedt for sig… Marina græd og lagde kolde omslag på Ivans hævede kind… Senere gik Steffen over til naboen. Nikolaj, irettesat af sin mor, sad mut og ked af det på trappen. Da han så Steffen, vendte han sig væk. Han så ynkelig ud, og Steffen følte både medlidenhed og vrede for sin søn. Ivan havde sin far som støtte, men Nikolaj havde kun sin mor. Steffen satte sig ved siden af ham og sagde: – Du skal ikke se sådan ud. Ved du, at du har gjort noget galt? – Drengen svarede ikke. – Jeg kan se, du ved det. Du må tage ansvar. Der blev stille, og Steffen fik virkelig ondt af ham. – Nikolaj, du skal lade være med at drille mine sønner, forstår du? Drengen nikkede. Steffen klappede ham på skulderen og gik. Han lagde mærke til, at Maria kiggede efter ham gennem gardinet. Men han gik ikke hjem, benene førte ham ind i skoven, og minderne vældede frem… …De var næsten 18 – han, Maria og Marina. Skolen var slut, og der blev holdt fest i forsamlingshuset for begge landsbyers afgangsklasser. Der var sodavand, kage og dans. Alle var flotte, men Marina var den smukkeste. Hvid blondekjole, sandaler med hæl og den lange fletning. Flotte røde kinder – altid den dygtigste. Steffen havde besluttet sig for at erklære sin kærlighed denne aften – han havde været vild med hende siden femte klasse. Nu skulle han snart i militæret og havde ikke megen tid til at åbne sit hjerte. Men det gik ikke som planlagt. Ingen havde lagt mærke til, at Vladimir, skoleinspektørens søn, allerede længe havde iagttaget Marina. Han holdt sig til hende hele aftenen, og hun smilede og lo – dansede vals med ham. Steffen kunne slet ikke følge med! Han stod i midten og var trist, da Maria kom hen og tog ham i hånden for at danse. Han trak hånden til sig og gik ud. Maria fulgte efter, og de spadserede sammen til morgengry. De sad ved åen, og Maria lagde sig tæt op ad ham, men han tænkte kun på Marina. Men om efteråret, lige før Steffen skulle i militæret, lød det, at Marina skulle giftes med Vladimir. Steffen græd sårt, og hun kom endda ikke til afskedsfesten. Det store bord var dækket, alle var inviteret. Men ved siden af ham sad Maria – ikke Marina… Senere den aften, mens hele landsbyen sang og dansede, lokkede Maria ham hjem til sig. Hvad der skete, huskede Steffen kun i brudstykker. Han kom hjem tidligt næste morgen, mærkede sine forældres blikke og gik direkte i seng. Han skrev sjældent breve fra militæret – kun til sine forældre. De fortalte, at Marina var gift, og Maria var flyttet til byen for at studere. Sådan gled ungdommen forbi. Han sagde farvel til den – for altid… Da han kom hjem til landsbyen, var han blevet voksen, håret klippet kort. Marina havde allerede fået Mikkel, og den næste var på vej. Han mødte hende gravid og ikke særlig glad. – Hvordan går det, Marina? – spurgte han med bævende stemme. – Fint. Har ikke noget at klage over. Forældrene fortalte, at Vladimir drak og opførte sig dårligt over for Marina. Han havde mistet sit job og var nu almindelig lærer. Familien led meget. Da Ivan kom til verden, blev det endnu værre. Marinas mand tog på fisketur ved åen og druknede… Ingen kunne redde ham. Som enke sørgede hun sin tid. Så friede Steffen, og han giftede sig med hende og hendes to børn. Samtidig var Steffen ved at bygge hus, og forældrene hjalp med både grund og materialer. Han havde selv hænderne skruet rigtigt på – husbygning var hans speciale. Han flyttede Marina og børnene ind i det nye hus, hvor der stadig duftede af træspåner. Langsomt fik de indrettet sig, og børnene voksede op. Marina fortalte om Maria, der nu var gift og havde en søn – indimellem kom de hjem og besøgte forældrene. Og som Marina havde forestillet sig, gik der ikke lang tid, før Maria vendte hjem til landsbyen – for altid. Hendes søn var lidt ældre end Mikkel, og hun var blevet skilt – gik ikke sammen med sin mand. Først gik hun majestætisk gennem byen, men siden blev helbredet dårligt. Hun blev mere og mere bleg og lagde ikke skjul på sin misundelse over, at Marina havde fået Steffen – den mand, hun havde elsket! Men han havde aldrig villet hende. Han giftede sig med Marina og hendes to børn – og sammen fik de Tanja. Nu var drengene blevet store og skændtes. Maria talte Steffen helst ikke med. Hun var fornærmet, og han vidste ikke hvorfor. Hun standsede aldrig på gaden. Alt var stilhed og skyhed… Vinteren kom med sne og blæst. Drenge­skænderierne stoppede, men Nikolaj – Marias søn – blev stille og urolig. Snart blev det klart, at Maria var alvorligt syg. En sen aften var Marina netop på vej i seng, da porten knirkede, og nogen bankede på døren. Marina tog hurtigt morgenkåben på og gik forvirret ud for at åbne. Steffen fulgte med. Nikolaj stod på trappen. – Steffen, vil du ikke komme med over? Mor har noget hun vil sige, – sagde Nikolaj trist. Marina bød ham indenfor. Steffen tog overtøjet på og gik hen til Maria. – Hvad vil hun dog nu? – mumlede han. Den syge kvinde lå halvt oprejst på høje puder og så udmagret ud. Han satte sig nær hende og så på hende. – Jeg har ikke lang tid igen, Steffen, – sagde Maria til sidst. – Snart er jeg væk… Jeg skal fortælle dig en hemmelighed… Steffen så forvirret på Maria, uden at forstå. – Jeg vil bede dig om én ting, – fortsatte Maria. – Du må ikke svigte min Nikolaj. Kan du huske natten efter afskedsfesten? Han er din. Min mand vidste det og tog mig, selv om jeg var gravid. Derfor kunne vi aldrig leve fredeligt sammen… Maria græd tavst… …Steffen gik hjem – forvirret og med tungt hjerte. En tåget nat og et ødelagt liv for stakkels Maria… Snart blev hun begravet, hele landsbyen kom. Efter begravelseskaffen tog Steffen Nikolaj i hånden og førte ham hjem. – Nikolaj skal bo hos os – sagde han, og Marina satte sig tavst ned, armene over brystet. Han forklarede ingenting. Sagde blot, at Maria havde bedt ham om ikke at sende Nikolaj på børnehjem. Han ville gå til grunde der. Hos os skal han vokse op med omsorg… Alt blev ordnet, som det skulle. Sådan blev de til én stor familie. Tanja blev passet af sine tre brødre. Far arbejdede, Marina stod for husholdningen, og drengene hjalp efter skoletid med alt det huslige. Steffen havde affundet sig med, at Nikolaj var hans egen søn – og ligne­de ham, når man kiggede godt efter. Ingen talte om DNA og test dengang. Det var heller ikke vigtigt for ham… Han ville under alle omstændigheder aldrig have svigtet drengen – uanset om han var hans barn eller ej…