Svigerindens kjole Agnete mærkede straks, at noget var galt, da hun trådte ind over dørtærsklen til restauranten. Noget føltes forkert – alt for tomt for en fredag aften, lyset var dæmpet på en unaturlig måde, og tjeneren smilede for anstrengende. Mads, som ellers var helt rolig, kneb hendes hånd hårdt. – Jeres bord, – pegede tjeneren, og Agnete trådte ind i et lille intimt rum. Hundredevis af stearinlys flakkede og kastede sære skygger på den kridhvide dug. Midt på bordet tronede en kæmpe buket mørkerøde roser – hendes yndlingsblomster. Rolig klassisk musik lød i baggrunden. – Mads, – sukkede Agnete, – hvad foregår der? I stedet for at svare, gik Mads ned på knæ, og en ring blinkede i hans nervøse hænder. – Agnete Johansen, – sagde han højtideligt, – jeg har tænkt og tænkt, hvordan jeg kunne gøre dette øjeblik specielt. Men jeg har opdaget, det er ligegyldigt hvor eller hvordan. Det vigtigste er – vil du gifte dig med mig? Hun så ind i hans spændte ansigt med den ustyrlige hårlok og forsigtige smil, og mærkede en overvældende kærlighed skylle igennem sig. – Ja, – hviskede hun. – Selvfølgelig ja! Ringen gled på fingeren. Agnete lagde sig ind til Mads og indsnusede hans velkendte aftershave med tanken – det her, det er lykke. Rent og simpelt, som en solskinsdag. Men allerede ugen efter fandt idyllen en ende. – Hvad mener I – selv? – spurgte Karen Madsen utilfreds, mens hun nervøst glattede håret bag øret. – Det kan I da ikke! Bryllup er en seriøs sag, der kræver erfaring og et kvindeligt overblik. Jeg har allerede fundet en fantastisk restaurant… – Mor, – afbrød Mads blidt, – vi sætter stor pris på din hjælp, men vi vil gerne arrangere det hele selv. – Selv? – Karen Madsen krydsede armene uroligt. – I aner intet om, hvad der kræves! Min niece… Agnete iagttog stille den kommende svigermor, der travede frem og tilbage i stuen. Karen talte ustandseligt om traditioner, om hvad der sømmede sig, om hvor vigtigt det var ”ikke at blive til grin blandt folk”. Samtidig kastede hun hurtige, kritiske blikke på hjemmet – som om hun vurderede, hvad der burde laves om. – Mor, – forsøgte Mads, – vi har allerede valgt restaurant. ”Den Hvide Jasmin”, kender du den? Karen rynkede brynene, som om hun fik tandpine. – ”Den Hvide Jasmin”? Den der moderne restaurant? Nej, nej, kun ”Klassikeren”! Der er lysekronerne så imponerende, og servietterne – og ejeren kender jeg! – Mor, – sagde Mads med en stemme, der lød som stål, – vi betaler selv for brylluppet. Og vi fejrer det, hvor vi selv ønsker. Karen var målløs. Hun hævede hagen: – Nå, som I vil. Men I er advaret. Hun forlod rummet, efterladende et spor af dyr parfume og en forudanelse om storm. – Undskyld, – smilte Mads undskyldende og lagde armen om Agnete. – Hun er bare… lidt følelsesladet. Agnete sagde ingenting. En indre stemme hviskede – det er kun begyndelsen. Og det blev det. Ugerne forvandlede sig til konstante diskussioner, hentydninger og skjulte bebrejdelser. Karen Madsen kunne finde fejl ved alt – fra blomster til borddækning. – Lyserøde pæoner? – Rystede hun på hovedet. – I september? Kun hvide liljer dur. Og buedekorationen må være mere pompøs. Og musikken… Vil I virkelig have det amatør-orkester? Jeg kan skaffe et vidunderligt kvartet fra konservatoriet… Agnete holdt fast, støttet af sin egen mor, kloge og rolige Marianne Johansen. – Lad det prelle af, – sagde hendes mor, når Agnete søgte trøst efter endnu et bryllupsdrama. – Det er din dag, du bestemmer. Din kommende svigermor har bare svært ved at slippe sønnen fri. Men det var omkring bryllupskagen, det for alvor eksploderede. – Nej, se nu her! – Karen svingede med en reklame for kager. – Tre lag? Hvor er sukkerroserne? Hvor er brudepar-figuren? – Mor, – svarede Mads træt, – vi vil bare have en enkel, elegant kage. Uden al den kitsch. – Enkel? – Karen var nærmest i tårer. – Så vil du gøre din mor til grin i hele byen? At alle skal viske – se der, den kendte arkitektmors søns bryllupskage ligner en kantinekage! Agnete kunne ikke mere: – Karen, lad os gøre det klart – det er VORES bryllup. Ikke dit. Tavsheden faldt. Karen blev bleg, så rødmede hun, rejste sig brat: – Nå, jeg kan se, jeg er overflødig her. Gør som I vil! Hun for ud, og døren bragede så glasset klirrede. – Nå, – sukkede Mads, – nu er hun fornærmet. Agnete sagde ikke noget. Hun blev bare tung i sindet. To dage efter skete noget helt utroligt. Da Agnete ankom til brudesalonen for den sidste prøvning, overhørte hun ved et tilfælde receptionisten tale i telefon: – Ja, ja, Karen Madsen, din kjole er klar til afhentning. Sikke en smuk nuance – lys creme, næsten som brudens… Agnete følte, det svimlede for hende. Hun løb ud, efterlod prøverne og fandt med rystende fingre sin mors nummer. – Mor, – græd hun, – hun gør det med vilje… Hun har købt en kjole som min egen… – Rolig, – lød Marianne Johansens faste stemme, – græd ikke, min skat. Jeg skal nok tage mig af det. – Hvordan? – stønnede Agnete. – Stol på mig – og bekymr dig ikke. Telefonen døde hen. Agnete stod på gaden, fortvivlet og næsten uden lyst til brylluppet, der kun var tre dage væk. Bryllupsmorgenen startede med regn. Agnete stod ved vinduet og forsøgte at finde ro i knæene. Bag hende summede skønhedssalonen rundt, men stemmerne var slørede. – Agnete, ikke dreje hovedet, – bad frisøren, for tredje gang i færd med en genstridig krølle. – Sådan, ja… Agnete frøs. Én tanke fyldte hovedet – hvilken kjole ville Karen iføre sig i dag? Var det nu, hun ville gøre det? – Skat! – Marianne fløj ind i værelset. – Lad mig nu se dig. Agnete vendte sig. Moren stivnede i døren, hænderne op til kinderne: – Åh, hvor er du smuk! – Mor, – Agnete fangede hendes bekymrede blik, – har du fundet på noget? Marianne smilede hemmelighedsfuldt: – Brug nu ikke energien på det. I dag er din dag – intet skal ødelægge den. På rådhuset var Agnete næsten fortumlet af spænding. Alting snurrede – højtidelig musik, registratorens stemme, Mads’ tindrende øjne, blitzene. Ringen ville ikke rigtig på først – fingrene rystede – men til sidst sad den. – Jeg erklærer jer for ægtefolk! Agnetes første kys som hustru var svævende – med øjnene i søgning efter en lys cremefarvet kjole blandt gæsterne. Men Karen Madsen var ingen steder. – Hun kommer direkte til restauranten, – hviskede Mads, der havde gennemskuet hendes tanker. – Hun ville lige ordne håret… Agnete nikkede bare, uroen voksede. Restauranten bød dem velkommen med klapsalver. ”Den Hvide Jasmin” overgik alle forventninger – hvide dueklæder, krystallysekroner, hav af blomster. Agnete glemte for en stund sin bekymring – sådan havde hun drømt det. Gæsterne fandt deres pladser, tjenere bød champagne. Agnete sad ved siden af Mads og hilste automatisk, mens hun holdt øje med indgangen. Endelig – en sort ”Mercedes” trillede op. Agnete greb sin mands hånd: – Se der… Ud steg Karen Madsen. Hun havde præcis dén kjole på – lys cremefarvet, broderet med sten, nærmest identisk med brudens. – Der… – sagde Mads stille. Men Karen nåede knap ind i restauranten, før en ung tjener dukkede op med et fad. Han snublede ind i hende med det samme, og mørkerød sauce væltede ud over det perfekte lyse silkestof. – Åh, undskyld! – undskyldte han og tørrede på pletten. – Det var kirsebærsauce… undskyld, hvor er det pinligt! Karen Madsen stod som forstenet. Udtrykket i hendes ansigt var så stærkt, at Agnete uvilkårligt måtte vende sig bort. – Jeg… jeg er straks tilbage, – mumlede svigermoren. Hun skyndte sig tilbage til bilen. Agnete fangede Mariannes blik – hun nussede fredeligt rundt med blomsterne, kun smilet i mundvigen afslørede noget. – Du ved, – sagde Mads pludselig, – jeg tror faktisk, jeg er glad for, at det skete. Agnete så forundret på ham. Han smilede en smule træt: – Jeg ser, hvordan hun styrer alt. Kontrollerer. Selv i dag ville hun overgå os. – Mads… – Nej, virkelig. – Han klemte hendes hånd. – Jeg er bare træt af det. Evige indblanding i mit liv, alle beslutninger truffet for mig. Agnete lænede sig ind til hans skulder. Udenfor trillede regnen, men i hendes indre bredte sig en dejlig ro. Karen Madsen vendte aldrig tilbage til festen, men det unge par dansede, lo, tog imod lykønskninger og følte sig fuldstændig lykkelige. Og svigermors kjole… ja, nogle gange sørger skæbnen selv for det hele. Også selvom det inkluderer kirsebærsauce, en klodset tjener og brudens mor.