Åh, jeg må bare fortælle dig det, ven. Det føles mærkeligt, men du skal høre, hvordan det hele gik for Katrine. Altså, hun fandt ud af sin mand Thomas utroskab fuldstændigt ved et tilfælde typisk, ikke? Man hører altid, at det er konen, der er den sidste til at vide noget. Først bagefter forstod Katrine, hvorfor hendes kollegaer havde sendt de der sære blikke og hvisket bag ryggen på hende. Ingen hemmelighed: hendes bedste veninde Mette havde haft en affære med Thomas. Men Katrine anede ingenting.
Så sker det en torsdag aften og det var faktisk ret uventet. Katrine arbejder som læge på sygehuset og skulle egentlig være på nattevagt. Men kort før fyraften kom hendes kollega Line hen:
Katrine, kan vi bytte vagter? Jeg tager i nat, og du får min vagt på lørdag. Min lillesøster skal giftes, du ved.
Katrine sagde ja hvilket hun ikke fortrød, for Line var virkelig sød, og et bryllup er jo noget særligt.
Senere på aftenen kommer Katrine hjem, glad og spændt, fordi hun ville overraske Thomas. Men det er hende, der får overraskelsen. Lige i det hun træder ind, kan hun høre stemmer inde fra soveværelset Thomas og … ja, selvfølgelig Mette. Der er ingen tvivl om, hvad der foregik.
Katrine listede lige så stille ud igen. Hun sov ikke et sekund den nat, men sad bare helt fortabt på sygehuset. Hun kunne slet ikke overskue, hvordan hun nu skulle se sine kollegaer i øjnene. De vidste jo alting, mens hun kun havde tænkt på sin kærlighed til Thomas, havde stolt på ham, og bygget hele sit liv op omkring ham. For ham havde hun endda lagt drømmen om barn på hylden hver gang hun nævnte det, sagde Thomas bare, at han ikke var klar, hellere ville leve livet lidt endnu.
Og der den nat tror jeg hun forstod, at Thomas aldrig havde taget deres familie alvorligt. Hun traf så et valg, som lignede det eneste rigtige. Næste morgen indgav hun sin opsigelse og tog ferie. Da hun kom hjem, og mens Thomas var på arbejde, pakkede hun sine ting og gik direkte til stationen. Hun havde arvet et lille hus i en landsby på Fyn efter sin mormor, og hun var sikker på, at Thomas aldrig ville lede efter hende der.
På stationen købte hun ny sim-kort og smed den gamle væk. Hun brød med alt gammelt og begyndte på en frisk.
Da hun ankom til landsbyen, føltes det som at træde ind i en helt anden verden. Hun havde ikke været der siden sin mormors begravelse ti år tidligere. Alt så ud, præcis som dengang stille og roligt, lige det hun havde brug for.
Hun tog en taxa det sidste stykke, og så måtte hun kæmpe sig igennem al den vildtvoksende have til hoveddøren. Hun brugte flere uger på at ordne hus og have, og havde aldrig klaret det uden nabohjælp. Folk dér husker så tydeligt Katrines mormor Ingrid Nielsen der havde været skolelærer i mere end fyrre år og lært generationer af landsbyens børn at læse og skrive. Så mange ville nu hjælpe Katrine for Ingrid havde været elsket.
Hun blev helt overrasket over, hvor varmt folk tog imod hende, og var virkelig taknemmelig over alle, der hjalp med at reparere huset og gøre det beboeligt.
Rygterne gik hurtigt, og snart vidste hele landsbyen, at Katrine var læge. Så kom naboen Anna løbende en dag, helt ude af den:
Katrine, jeg kan desværre ikke hjælpe dig i dag min mindste har fået det skidt, hendes mave gør ondt siden i morges.
Kom, lad mig kigge på hende, sagde Katrine og tog sin lille lægetaske med hjem til Anna.
Det viste sig, at lille Emilie havde fået madforgiftning. Katrine lavede en infusion og forklarede Anna, hvad hun skulle holde øje med.
Ej, tusind tak, Katrine! Du er jo læge! Ved du, der er 60 km til nærmeste hospital, og den lokale sygeplejer holdt op for et år siden. Ingen ny er kommet endnu.
Efter det begyndte folk at komme til hende for hjælp, og Katrine kunne ikke sige nej de havde taget hende imod med åbne arme og givet hende så meget.
Da det nåede kommunen, blev Katrine tilbudt job på regionsklinikken. Men hende, hun ville ikke flytte igen.
Nej tak, jeg vil hellere tage ansvar for vores nærlægeklinik her i byen, hvis jeg må, sagde hun bestemt.
De troede knap deres egne ører en læge med så meget erfaring fra København, ville hellere arbejde i en lille by? Men Katrine stod fast, og snart genåbnede hun landsbyens sundhedsklinik.
Så sker der en aften, hvor det banker på hos hende. Hun er ikke overrasket over et sent besøg folk bliver jo syge dag og nat. Hun åbner, og der står en fremmed mand man kan se på ham, at der er noget alvorligt galt.
Katrine, sagde han med bedende stemme, jeg er kommet fra Kerte, lidt over 15 km herfra. Min datter er meget syg troede hun bare var forkølet, men nu har hun haft feber i tre dage. Vil du komme med og hjælpe hende?
Katrine begyndte straks at gøre klar, mens hun spurgte ind til symptomerne.
Da de nåede frem, lå pigen en lille, bleg pige på sengen og havde det svært med vejrtrækningen, tørre læber og hår, der var filtret. Efter undersøgelsen sagde Katrine:
Hun har det alvorligt, hun skal egentlig på hospitalet.
Men faderen, Henrik, rystede på hovedet.
Vi er bare hende og mig … hendes mor døde kort efter fødslen. Hun er det eneste jeg har, jeg kan ikke miste hende.
Men på hospitalet kan hun få hurtigere hjælp, og jeg har ikke de nødvendige mediciner her, siger Katrine.
Sig hvad hun skal have, så henter jeg det i døgnapoteket i Assens jeg har bare ingen til at passe hende.
Katrine kunne se, hvor bange han var. Hun lagde først nu rigtig mærke til ham måske omkring hendes egen alder, høj og slank med et flot strøg af brunt hår og grønne øjne. Øjenvipper, enhver kvinde ville have misundt.
Jeg bliver her hos din datter, sagde Katrine, Hvad hedder hun?
Freja, svarede Henrik, blød i stemmen.
Katrine skrev recept, og Henrik drønede til apoteket.
Frejas feber ville ikke falde, og hun græd hele tiden, kaldte på sin far. Katrine tog hende op, fik hende beroliget med en sang, og gik lidt rundt med hende, indtil hun faldt til ro.
Efter nogle timer kom Henrik tilbage med medicinen. Katrine gav Freja en indsprøjtning og sukkede:
Nu må vi bare vente.
Hele natten sad de begge ved pigens seng. Hen ad morgenen faldt feberen, og Freja begyndte at svede let.
Det er et godt tegn, sagde Katrine. Hun var helt udkørt, men glad for at hun kunne hjælpe.
Tusind tak, Katrine, gentog Henrik.
Et år gik, og Katrine arbejdede stadig som landsbyens læge, hjalp lokalbefolkningen og folk fra nabobyerne. Nu boede hun ikke længere i mormors gamle hus, men i Henriks dejlige, rummelige hjem. De blev gift et halvt år efter den dramatiske nat, hvor Frejas liv hang i en tynd tråd.
Det tog flere uger, før Freja var helt rask, men hun kom sig, og blev utrolig knyttet til Katrine. Og Katrine elskede Freja højt. Men hun tænkte ofte over den gang, hvor drømmen om morrollen smuttede mellem fingrene på hende.
Om aftenen kom Katrine træt, men lykkelig hjem til sit nye liv, hvor to af de vigtigste mennesker ventede på hende.
Og i dag tog Henrik imod hende på trappen, krammede hende, og sagde:
“Nå, fik du ferie? Jeg har allerede planlagt ruten vi tre skal ud og rejse!”
Men Katrine smilede hemmelighedsfuldt:
“Ferie fik jeg, men vi skal ikke afsted som tre, men som fire ”
Et øjeblik så Henrik bare på hende, så greb han hende og dansede rundt i gården, mens lykken boblede Henrik stivnede midt på trappen. Freja stirrede forventningsfuldt op på dem begge, og Katrine strøg forsigtigt hånden over sin mave.
“Vent… mener du?” Henrik tabte næsten vanten, han stod med. Freja sprang op, greb Katrines hånd og kiggede på hende med store øjne.
Katrine nikkede, smilede med tårer i øjnene. “Der bor én mere derinde,” sagde hun blidt.
Henrik brød ud i et grin så stort, at det næsten rungede gennem hele huset. Han løftede Freja op, snurrede rundt med hende, og satte hende ned igen, så han kunne favne Katrine tæt ind til sig.
Udenfor begyndte forårsregnen at dryppe blidt mod glasruden, og landsbyen duftede af nyt liv. Henrik kyssede Katrine i håret, Freja lagde begge arme om dem, og i det lille hjem føltes det som om alt, der engang var blevet brudt, nu var samletog mere til.
Da de omsider kom ind i stuen, tændte Katrine for mormors gamle lampe, så varmen bredte sig over de tre, snart fire, mennesker der elskede hinanden. Freja grinede og begyndte straks at tegne en familie på papir: far, mor, Freja og én mere, med et stort rødt hjerte om.
Sådan, midt i Fyns stille landskab, vidste Katrine at hun ikke bare havde fået et nyt livhun havde givet det videre.
