En morgen blev Ulla vækket af sin mand, som pludselig om morgenen mumlede i hendes øre:
Godmorgen, Julie.
Og straks faldt han tilbage i søvnen, imens han puttede sig kærligt ind til hende.
Ulla lå og stirrede op i loftet nu iskold indeni, som om nogen havde fyldt hende med isvand. Julie? Hvad i alverden var der lige sket her? Havde alt ikke været fint? Eller havde hun overset noget?
Manden, Simon, begyndte at bevæge sig og strakte sig.
Ulla, du er helt kold på denne måde kan man da ikke sove! Er du okay? Det er midsommer, og du ligger og fryser under dynen. Jeg laver straks en kop te.
Han traskede ud i køkkenet og fløjtede en glad melodi som om intet var hændt. Ulla blev liggende lidt, stod så diset op og gik ud for at vaske ansigtet. Hendes ben var tunge som bly, og der var kun hvidt støj i hovedet. Måske var en kop te nu løsningen.
Simon bad om pandekager. Ulla kastede et mørkt blik på ham.
Du kaldte mig Julie i morges.
Hvad, min skat?
Simon, drop nu det dumme skuespil. Du kaldte mig Julie.
Du må have hørt forkert, min pige. Ulla, Julie, det lyder jo næsten ens. Er det derfor du er iskold og sur? Uh, kvinder! Opfinder problemer og bliver selv sure. Nå, jeg må køre på arbejde på tom mave.
***
Ulla slentrede lidt hvileløst rundt hjemme, forsøgte at tage sig sammen, vandede sine planter, bagte pandekager, fik tøj på og cyklede hen til Simons arbejde. Måske havde hun virkeligt bare hørt forkert. Ulla, Julie. Det kunne jo ske.
*** *** ***
I receptionen på Simons klinik sad en ny sekretær. Ullas mave begyndte straks at snøre sig sammen af nervøsitet. Hendes morgenpanik var straks tilbage.
Sekretæren var ung, smuk, og med et vildt rødt hårpragt og brystet fremme som en påfugl.
Simon Jensen tager ikke imod gæster i dag. Jeg kan skrive dig op til næste uge.
Skriv hellere dig selv op du får mere brug for det, røg det bare ud af Ulla.
Undskyld? Sekretæren spærrede øjnene op. Hvem er du?
En ulykkeskvinde. Ulla Nielsen. Simons kone. Flyt dig lige. De fylder op med alverdens gadebisser.
Så kvækkede Simons stemme muntert ud af højtaleren:
Juliane, kom lige med kaffe til mig. Juliane?
Ulla fnøs.
Fint, jeg gør det. Jeg går ind med den.
***
Ulla? stammede Simon, da han så sin kone i døren til kontoret med en bakke. Er der noget galt?
Her er din kaffe. Og jeg har taget pandekager med. Du får skilsmissepapir med posten. Velbekomme.
Ulla, hvad er der galt? Simon begyndte at blive bare lidt rasende. Siden i morges har du været bidende sur.
Det er din receptionist, du bør skælde ud hvorfor har hun ikke sat håret op? Stor, seriøs tandlæge og så sådan en lummervariant til sekretær. Det er nærmest pinligt, Simon.
Ulla, stop nu. Jeg kan ikke med drama. Ved du hvad? Jeg tager i sommerhus en uge, indtil du er rolig igen. Når du er afkølet, må du ringe.
For sent, Simon. Jeg vil ikke leve med utroskab. Jeg tilgiver ikke sådan. Bare fortæl mig én ting: Hvorfor?
Simon sukkede, drak kaffe og rynkede brynene.
Varvara stoppede. Julie fik jeg anbefalet.
Hvor længe?
En måned siden, svarede Simon modvilligt og kiggede væk.
Hvorfor har du intet sagt? Du plejer jo at dele alt.
Jeg troede ikke Julie ville blive. Men hun klarer jobbet flot.
Jamen, det tvivler jeg ikke på.
På arbejdet! Simon blev rød. På arbejdet.
Og andet.
Det skete ved et uheld! Jeg ville ikke.
Hvis du ikke ville, havde du ladet være. Jeg flytter i dag.
Hvorhen? Simon blev nervøs.
Jeg sagde jo, jeg tager i sommerhus, indtil du er rolig. Ulla, jeg ønsker ikke skilsmisse!
Men det gør jeg. Jeg kan ikke høre mit navn fra dig mere. Ulla, Julie. Din rødhårede sekretær vil stå for mit indre blik altid. Du må ikke ødelægge min psyke mere, den er stresset nok jeg arbejder jo med børn.
Hvor går du hen? Bare bliv i lejligheden.
Hvad skal jeg med din lejlighed? Jeg har mit eget hus.
Derude i ingenting? Det gamle træhus?
Det er mit hus. Punktum.
*** *** *** *** *** ***
Huset var arvet fra hendes forældre og fyldt med minder og en let lugt af hengemt liv. Ulla havde lyst til at græde. Så mange minder og intet tilbage. Bare muggenhed.
Veninden Nanna var ikke hjælpsom, kun lidt snøvlende:
Du kan ikke bo her, Ulla. Kom nu tilbage til lejligheden. Så finder du på noget. Sælger huset køber nyt på kredit. Måske endda…
Lad nu være, ikke mere snak. Jeg kan ikke. Ville du kunne?
På dit sted? Aner det ikke.
Ulla gik gennem huset, åbnede alle vinduer.
Men det bliver da hyggeligt her med tiden. Huset er solidt, og byen er kun femten minutter væk i bil. Her er kommet mange nye huse til. Kommunen må have ordnet kloak og el. Jeg har ikke været her i fem år.
Jo jo, men hvor meget arbejde er der ikke? Du skal jo bo nu, ikke om tre år. Vil du flytte lidt ind hos mig?
Hvor? I kosteskabet?
Sasha er hos min mor på ferie, snøftede Nanna. Du kan bo i hendes værelse.
Et teenageværelse er helligt! Hvad er du for en pædagog?
Pff, tag dig nu sammen.
Kan du mærke duften? spurgte Ulla pludselig. Græsset, sommerhus, barndom.
Ja, græsset skal klippes. Du kan ikke klare det.
Jeg klarer det. Man kan bestille en havemand nu om dage. Jeg har lidt opsparing tilbage, faktisk. De sidste fem år har jeg levet på Simons klinik-penge, og min løn var bare til hygge. Simon mente jeg skulle spare op til sjov og ballade.
Han var jo ikke helt gal, sukkede Nanna.
Det troede jeg også. Men sådan kan man tage fejl. Det gør helt ondt.
Kan forestille mig.
Nej, du kan ikke. Jeg har lyst til at slå Julies fortænder ud, så Simon kan lave nye til hende. Men hun er jo ung og stærk risikerer jeg selv at miste tænderne.
Du er da ikke gammel og skrantende! fnøs Nanna. Fyrre er da ingen alder.
Hvordan fortæller jeg det til Pauline? Bare tanken er rædselsfuld. Jeg siger det først, når vi er skilt. Ellers dropper hun studierne og kommer hjem for at mægle.
Det forstår man jo faktisk godt. Tyve år sammen er det ikke trist at give slip?
Trist har kun bierne i bagdelen! Kom nu videre, Nanna.
Du er kold, Ulla! Jeg troede du ville tude.
Så må du vente længere.
Det er bare stressen, så.
Måske. Nå, ville du støtte mig? Tag dette spand. Nu henter vi vand. Jeg vasker gulve og pudser vinduer.
Du burde tage på hotel! Altså… vil du virkelig rode med det her hus?
Hvorfor ikke? Det er mine forældres hus. Jeg vil ikke rive det ned. Eller sælge.
Så hyr nogle håndværkere og designere, ordn det ordentligt det her raserianfald gavner dig jo ikke. Huset er jo også Paulines.
Jeg vil ikke bo der mere.
Vil du ikke dele det?
Simon lader nok Pauline få lejligheden. Jeg skal ikke bruge den. Det er hendes, egentlig.
Ja, Simon har jo sat et vildt sommerhus op luksusbolig med alt. Han burde efterlade dig det.
Her skal nok alt komme på plads. Hold nu op med brok, du er elendig som opbakning… Kom, vi går ned til vandposten, hvis du ikke har ombestemt dig.
Hvad med brønden?
Jeg hader brønde. Ks, jeg vil ud og gå, se om der er kommet nye naboer.
*** *** *** *** ***
Men posten var væk! I stedet var der bygget et flot nyt hus bag et pift af et hegn.
Ikke overraskende, sagde Nanna tørt. Så mange år er gået. Se, jeres huse ligger nær hinanden. Får snart brug for udvidelse, tror du ikke?
Hvorfor?
Gå rundt om huset! Hegnet er på tre sider, men mod din grund er der kun pinde. De har nok ledt efter ejeren og nu er du her.
Måske har de ikke haft tid til at sætte hegn op.
Ja ja. Se nu, en bil ruller ind i indkørslen må være ejerne.
Du kunne blive forfatter af eventyr, Nanna.
Nogle gange overgår livet eventyrene. Se, ham manden er da lidt lækker, ik’?
Nanna, luk nu. Jeg har skilsmisse og svigt på tapetet. Jeg skal ikke bruge mænd.
Hvorfor står du så her som limet fast?
Jeg spørger manden om vandposten jeg har brug for vand.
Do it.
Ulla forstod virkelig ikke hvad der gjorde Nanna så interesseret i manden. Han så sur ud, nikkede ikke engang. Han stod bare ved sin bil med hænderne i lommerne og sagde intet og selv Nanna tav. Det var en bedrift.
Manden rømmede sig endelig.
Har du brug for noget?
Jada, nogen der hugger brænde, sagde Ulla.
Han vippede fra hæl til tå.
Det kan sagtens arrangeres. Er det dig der ejer huset her?
Ja, dette lige her. Der var en vandpost engang. Jeg mangler vand.
Beklager. Du må tage fra min brønd.
Er der andre poster i området?
Nej, ikke i årevis.
Fint, så må jeg til min egen brønd.
Hvorfor gik du ikke bare derhen?
Jeg hader brønde, okay?
Har du drikkevand? hviskede Nanna.
Selvfølgelig, jeg er ikke idiot. Kør nu hjem, du stresser mig.
*** *** ***
Næste morgen blev Ulla vækket af grisehyl som i barndommen. Men huset duftede ikke af boller, og ingen bankede på og ingen døre smækkede. Tårerne pressede sig på. Hvorfor kom hun egentlig hertil? Det måtte være stressen.
Men nu hyl igen en gris? Og skridt, det raslede i græsset.
Hvem er der?! Jeg ringer til politiet!
Bare rolig, det er bare naboen. Jeg skal hente Hector.
Ulla trådte ud på trappen i pyjamas.
Hector? Er du tosset?
Hector! råbte manden uden at lytte til Ulla.
En sort lille gris kom pludselig frem og snusede mistroisk til hende.
Er den raceægte?
Jeg aner intet om grise, om jeg skal være ærlig.
Hvorfor har du en gris?
Den er strengt taget ikke min. Den kom til mig en dag og bosatte sig i mit skur. Jeg har spurgt alle, ingen mangler en gris. Jeg er blevet glad for den og søgte egentlig ikke ejer for meget. Hector er min ven. Måske blev han ment at skulle slagtes, og nu er han fri.
Hvordan endte du i en landsby med den tankegang?
Hvilken tankegang? manden blev fornærmet. Her er roligt, smukt, byen er tæt på. Jeg kan se du heller ikke er indfødt.
Mener du det?
For det første, jeg har aldrig set dig her før, for det andet, dit have er blevet til en eng. Og du er pæn.
Så, hr. Mand, drop det. Jeg har skilsmisse om en uge, jeg har stress og nerver. Jeg er faktisk farlig. Jeg voksede op her, dengang der var grise overalt. Kig ikke sådan på mine hænder. Jeg kan kløve en birk med en snehvid økse.
Hector, vi går, her er lidt for sprængfarligt. Bare tag det roligt, okay? Jeg har ikke fået mit hegn sat op endnu, Hector elsker din græsplæne.
Jeg skader ikke børn og dyr. Farvel.
*** *** *** *** ***
Næste morgen var der klagesang nu fra en hund. Det er det rene cirkus: grise, naboer, og nu hunde. Hun var jo flyttet herud for at få ro i sindet.
I går fik Ulla intet lavet. Hun gik i ring, tog endda i supermarkedet. Hyrede ikke engang folk til havearbejdet. Man skulle tro hun foretrak græsset.
Hundeskrig igen lige under vinduet. Ulla sukkede og gik ud en hvalp stod og peb.
***
Naboen tog sin tid med porten Ulla var nervøs. Døren gik endelig op; naboen, søvnig og i pyjamas som Ulla, trådte ud. Hector gryntede rundt ved hans fødder.
Er det din hund? Ulla var utålmodig.
Hvorfor tror du det?
Du mangler et hegn, grise kommer ind, så måske også hunde.
Skal du ikke bare beholde hvalpen? En god hund er uundværlig til et hus. Jeg skulle alligevel på dyreinternat i denne uge.
Jeg har aldrig haft hund. Du klarer dig med en gris.
Du får den som nabo-gave. Værsgo. Find på et navn.
Hm, lad os sige Aske, det er flot.
Ikke Aske, jeg hedder Asger. Underligt at kalde sin hund sit eget navn.
Så lad os sige Chok. Du har jo Hector allerede, og nu Chok.
Hector og Chok genialt! Tak! Og hvad hedder du?
Ulla.
Smukt navn.
Jeg går nok ind nu, sagde Ulla, uden at røre sig.
Der var gris og hvalp, og Ulla følte sig tom. Men Asger, han var da ikke helt dum. Nanna havde måske ret. Hun sagde jo man ikke skulle gifte sig med en “Nielsen”, det bringer kun elendighed. Havde hun ret.
Ulla syntes ellers efternavnet lød sjovt. Nu står hun her og griner sådan mere ironisk end glad i et hus uden vand, med et toilet i baghaven. Hun kløede sig på knæet. Bare man kunne komme i bad.
Foregår der pyjamasparty her? lød pludselig Simons stemme.
*** *** *** *** ***
Mød hinanden, sukkede Ulla. Simon, det er Asger. Asger, det er Simon. Min mand snart eks. Hvorfor er du her? Hvordan fandt du mig?
Svært er det ikke. Havelågen står åben. Så er jeg her for at høre om du har ændret mening om skilsmisse. Men ser du, det har du ikke. Du lavede scener, og nu står du her med… Hvor længe har det stået på, måske?
Længe, svarede Asger alvorligt. Ulla ville ikke gøre dig ked af det. Men nu… Hvilken dato er skilsmissen? Vi kan nok gifte os samme dag, ikke også, Ulla?
Ulla sank og holdt sig neutral.
Okay… Simon nikkede langsomt. Datteren har været her, troede sommerhuset var ledigt. Hun kom med en fyr. Tal med hende, hun ringer vist. Men du står bare her.
Simon gik ud. Ulla så spørgende på Asger.
Hvorfor sagde du sådan?
Jamen, du har jo et gammelt hus. Ingen vand, ingen gas, toilet i baghaven. Du kommer hele tiden til mig. Og alle områdets dyr ender her. Så hvorfor ikke flytte ind fra starten? Jeg har intet imod det. Min kone og jeg blev skilt for længe siden, og én er lidt kedeligt. Jeg gider ikke engang tilfældige kvinder. Kom nu vi skal ikke have flere børn, kun dyr. Du har jo datter, jeg har to. Vi får det sjovt, og jeg kan bygge dit hus om. Her er trist. Og lad os sige du til hinanden?
Mand er du rask? Hvordan skal jeg vide du ikke er en galning? Hold dig på afstand. Jeg er stresset over skilsmissen og svigt! Du er advaret.
*** *** *** *** ***
Et år senere blev de gift og fik en kat.
