Jeg rejste til et fremmed land eller måske var det bare en tåget version af København tre måneder efter, at min tidligere forlovede havde forladt mig. Det lyder vanvittigt, jeg ved det, men drømmens tyngde pressede min fornuft ned i et saltvandsakvarium. Jeg pakkede forlovelsesringen den lå gemt i min taske som en sild i torskens hav mine billeder trykkede sig mod skærmen på min telefon, og et sørgmodigt håb, som duften af gammel rugbrød, knitrede omkring mig: hvis han så mig igen, ville han fortryde.
Jeg ankom til hospitalet, hvor han arbejdede som læge. Mit eneste selskab var en lille mørkeblå kuffert og en tunge, nervøs mave. Jeg satte mig i forhallen, gemt bag avisen Politiken og lod som om jeg ventede på at besøge en patient, men på en eller anden måde var alle på gangen barfodede og talende gennem fiskebobler. Da han kom forbi i sin hvide kittel lyset brækkede sig i hans briller som i et smørhul på isen forsvandt luften fra mit bryst. Han lignede sig selv: træt, fjernt, lidt hastig, som en cyklist på vej mod Frederiksberg Bakke i modvind.
Jeg gik hen til ham og sagde, at vi burde tale sammen. Hans øjne blev runde som marcipanbrød, men han fulgte mig lydløst ned ad hospitalets drømmeagtige korridor et sted, hvor stole flød væk som svaner om natten. Min stemme lød usikker, men jeg sagde, at jeg var kommet, fordi jeg ikke kunne bære, at alt endte sådan, at jeg elskede ham endnu, at vi måtte give forholdet endnu en chance.
Hans ord hvirvlede som istapper: Han var sikker i sin beslutning, sagde han. Han ville fokusere på sit arbejde og jeg burde lade mit hjerte drive som en papirbåd videre. Stemmen var ikke vred, men kulden ramte mig som regn i november.
Jeg bed kæberne sammen, for ikke at lade tårerne dryppe. Nikkede, trak ringen op fra pungen, lod den glitre som perler i morgensolen, lagde den i hans hånd og hviskede farvel, før jeg utydeligt forlod stedet. Udenfor på en betonbænk ved indgangen, omgivet af lydene fra ambulancer som fjerne, melodiske horn brast jeg i gråd. Jeg kunne ikke holde det tilbage: for rejsen, for illusioen, for skuffelsen og ensomheden i kærlighed uden gengæld.
På den modsatte bænk sad en anden læge eller måske var det Snedronningen forklædt som sygeplejerske? og holdt pause med filterkaffe og et æble, jeg ikke kunne dufte. Efter et stykke tid, da min gråd blev svagere, nærmede han sig sagte og sagde:
Undskyld, jeg afbryder men hvis du har brug for noget, er jeg her. Går det?
Mit hoved hang som en vissen blomst. Jeg kunne kun svare:
Nej mit hjerte er knust for anden gang af den samme mand.
Hans øjne var fyldt med bekymring, åbne som en sommerhimmel. Han spurgte, om han måtte sidde ved siden af mig. Jeg nikkede, og han satte sig. Samtalen var mærkelig, løs og helt menneskelig som at tale med en fremmed i en vogn på S-toget, mens tågen slører rådhustårnet. Han tilbød mig vand, spurgte, om jeg havde nogen i byen, og jeg fortalte ham alt: at jeg kun havde rejst hertil for at se min tidligere forlovede, at vi skulle giftes, at han havde forladt mig for tre måneder siden, og at jeg stadig ikke kunne give slip på ham.
Han dømte mig ikke. Kunne lytte, tale roligt og sagde, at ingen fortjener at tigge om kærlighed. At det er naturligt at være knust, men at jeg ikke måtte blive siddende der altid. Der var ingen flirten i hans stemme kun ægte vilje til at hjælpe en vildfremmed kvinde på en bænk foran Rigshospitalet.
Vi begyndte at tale. Vi begyndte at skrive sammen. Jeg sagde, jeg ikke kunne holde ud at blive længe, jeg ville hjem hurtigt egentlig havde jeg ikke købt billet, for jeg havde håbet på forsoning. Han foreslog pludselig:
Bliv nogle dage. Mød mine venner, lad os gå ud og spise, så du ikke sidder alene på dit hotel og græder.
Jeg sagde ja. Vi gik ud, spiste smørrebrød på en mærkelig café med modsat loft, gik ture langs kanalerne i Københavns drømmeagtige nattelys og jeg mødte hans venneflok fra hospitalet, som alle havde klokker på skoene. Jeg var stadig i sorg, mit hjerte et knust knækbrød. Der skete intet imellem os; ingen kys, ingen flirt, kun lange samtaler og forsigtige smil, der for en stund fik sorgen til at lysne.
En uge senere vendte jeg hjem til Aarhus. Jeg tænkte, det ville ende dér. Men vi fortsatte med at skrive, hver dag og hver nat seks måneder med beskeder, sene opkald, stemmeoptagelser om dagligdagens små mærkværdigheder og pludselig blev han vigtig.
Så en dag, uden varsel, stod han i min gade Larsen, med sin kuffert, som om han var landet fra en anden dimension. Han skrev:
Jeg er her, jeg må se dig.
Han ventede i lufthavnen. Jeg mødte ham, og da jeg så ham, snurrede vejen rundt om os begge, som hvis fortovsstene brød løs af virkeligheden. Han krammede mig og sagde ligeud:
Jeg er forelsket. Jeg vil ikke længere kun tale gennem skærmen. Jeg måtte se dine øjne og mærke, om du føler det samme.
Mine tårer kom ikke af sorg, men af frygt, glæde, overraskelse alt på én gang. Jeg sagde ja, at jeg også havde forelsket mig, uden at vide hvornår det var sket. Og dér, midt i det uvirkelige, var det som om universet vendte alle gadelamperne mod os.
Nu, tre år senere, er vi stadig sammen. Forlovede. Vi blev viet i august på et skævt rådhus under hvide skyer, og deler nu bryllupsinvitationer til venner og familie. Nogle gange tænker jeg, at hvis ikke jeg dengang havde draget gennem drømmens land mod en mand, der afviste mig, havde jeg aldrig mødt ham, der nu er min mand.
Og selvom alt begyndte i tårer på en betonbænk foran hospitalet i en tåget København, blev det til den mærkeligste og smukkeste kærlighedshistorie, jeg nogensinde kunne have drømt.






