Konen var taget på forretningsrejse, datteren hos sine bedsteforældre, og Søren var blevet alene hjemme. Det føltes næsten uvant. Hans kone, Mette, rejste sjældent væk, men denne gang var hendes kollega blevet syg, og så måtte hun tage af sted og underskrive en vigtig kontrakt på firmaets vegne.
På vej hjem fra arbejde gik det op for Søren, at han slet ikke havde aftensmad derhjemme. Nu, hvor Mette ikke var hjemme, måtte han tage sagen i egen hånd.
Han kunne selvfølgelig tage forbi sine forældre, men så ville datteren straks kræve, at han blev, og så ville der følge lektielæsning, leg og larm uden mors opsyn og ingen ro overhovedet. Og han længtes virkelig efter lidt fred, for på jobbet var der ekstra travlt op til jul.
Først overvejede han take-away, men endte alligevel med at stoppe ved Netto. Butikslivet var ikke hans yndlingsbeskæftigelse, det irriterede ham faktisk.
Folk fyldte vogne og kurve, maste mod kasserne og stod utålmodigt i kø. Søren stillede sig i én af dem med sin halvt fyldte kurv lidt mad og et par dåser god mørk øl.
Han forestillede sig en rolig aften, helt uden krav, hvor han bare kunne slappe af.
Foran ham stod en lille, spinkel ældre dame i en gammel uldsfrakke og et strikket tørklæde, som hele tiden gled af hovedet, og som hun tålmodigt satte på plads. Da det blev hendes tur, lagde hun et franskbrød, sukker, smøreost og et par poser gryn op på båndet. Så ikke mere.
Hun lagde penge på disken, og kasseekspedienten talte dem op med et træt og lettere irriteret udtryk.
Der mangler tyve kroner! lød det endelig.
Kvindens hænder rodede febrilsk i lommerne, hun blev nervøs og sagde:
Lige et øjeblik, skat, jeg har nogle småpenge
Jeg er altså ikke din skat, og kan du ikke gøre det lidt hurtigere? Du sinker køen, sagde ekspedienten utålmodigt og så på hende med et skævt smil.
Søren brød sig ikke om situationen og kunne ikke lade være med at række ekspedienten pengene med ordene:
Kom, lad os nu afslutte det her. Vi vil jo bare alle gerne hjem.
Episoden kunne være endt dér, men den ældre kvinde tog sine varer, vendte sig mod Søren og sagde:
Tak, unge mand, men jeg har faktisk
Ekspedienten afbrød hende surt:
Kan du ikke flytte dig, dame! Der er folk, der venter!
Fornærmet og rystet over kassens kulde og utålmodighed, hastede damen mod udgangen på sine små, skrøbelige ben. Søren følte med hende. “Sikke dog lidt venlighed og forståelse vi kan mønstre for hinanden,” tænkte han.
Han kom endelig selv ud af myretuen, men ude ved indgangen stod damen og smilede varmt.
Jeg fandt småpengene i min pung! Tag dem, vær så venlig, sagde hun og rakte ham et par sammenkrøllede mønter.
Skyldfølelsen greb ham, og han svarede hurtigt:
Nej, nej, det var så lidt. Jeg må indrømme, jeg var vist også lidt træt og utålmodig dérinde. Beklager.
Uden at tænke over det tog han hendes lidt forældede net fra 70erne.
Bor du langt væk? Skal jeg køre dig hjem? spurgte han for at gøre bod.
Nej, jeg bor rundt om hjørnet, ung mand. Jeg går selv.
Men han fulgtes alligevel med hende. At finde bilen på Nettos parkeringsplads og vente på lyskrydset ville tage længere tid end en rask spadseretur. Samtidig begyndte de at snakke.
Bor du helt alene? Har du ingen til at hjælpe dig? spurgte han venligt.
Jeg er alene, ja. Jeg havde et barnebarn, ligesom dig. Sød dreng, altid hjælpsom. Han arbejdede på et autoværksted, de sagde, han havde hænderne skruet ordentligt på. Jeg havde ham siden, han gik i femte klasse, for hans forældre var væk.
Hun blev stille, ordene syntes tunge. Søren kunne mærke, at hendes historie var ham bekendt, næsten som om han havde hørt den før.
Sidste år døde han så Kan du huske ulykken ude på motorvejen, hvor syv biler ramte hinanden? Min Sune var iblandt dem. Kun to overlevede; men de, ja, du forstår.
Hun fortsatte, men i Sørens hoved begyndte det at ringe. Sune! Hans gamle klassekammerats tragedie han havde endda været med til begravelsen, kunne han nu huske. Og dér i lejligheden med den gamle dame blev det klart:
Er du Kirsten? spurgte han blidt.
Kirsten Pedersen, ja. Men hvordan kan du kende mig?
Han fortalte, at han havde gået i klasse med Sune og havde kendt hendes barnebarn fra både skole og værksted.
Da Sune blev begravet, var jeg på hospitalet med hjertet Jeg troede virkelig ikke, jeg skulle overleve sorgen.
De nåede huset, gik op til anden sal, og Kirsten bød ham indenfor.
Vil du ikke drikke en kop te? Hvis du har tid altså, tilbød hun.
Søren sagde ja; hun lavede te og han lagde sine indkøb på det lille køkkenbord, og insisterede på, at hun skulle beholde dem. Så meget var det jo ikke: lidt spegepølse, smør, en dåse makrel, småkager, bananer og æblejuice.
Det blev ikke sidste gang, Søren kom forbi. Han kom nu jævnligt for at høre om hun manglede noget derhjemme eller havde brug for hjælp til noget praktisk.
Hun takkede pænt, sagde sjældent ja til noget stort, men en dag over teen begyndte hun at fortælle:
Jeg er født i 1935. Jeg havde en lillebror, far døde tidligt, så mor sled for os begge, til også hun blev syg. – Jeg kan stadig høre lastbilen, der samlede de døde. Min mor blev også hentet. Jeg løb efter og råbte på hende lille var jeg, og forstod ikke helt. Senere kom vi på børnehjem, min bror og jeg, indtil min onkel og tante tog os med til den her by. Her voksede jeg op, blev gift.
Og din familie i dag? spurgte Søren.
Jeg har måttet sige farvel til dem alle Min mand døde for år tilbage af sygdom. Siden mistede jeg datteren og svigersønnen. De tog til Vesterhavet og gik ud at bade om natten. Der var strøm, og de blev revet ud. Begge druknede. Så jeg stod kun med Sune.
Hvad med din bror?
Han bor i Aalborg. Han hjælper med lidt penge, overfører til en konto, men jeg bruger den ikke jeg kan ikke huske koden, selvom den står skrevet et sted. Og jeg er bange for at miste tallene.
Må jeg hjælpe dig med det? Lad os ringe til ham, tilbød Søren for at opmuntre den nedtrykte kvinde.
Hun fandt en lille bog med numre frem, og under Lillebror stod hans telefonnummer. Søren tastede det ind, og en glad stemme svarede med det samme. Han præsenterede sig:
Hej Ole, du taler med Søren. Jeg er hjemme hos din søster Kirsten, hendes barnebarn og jeg gik i klasse sammen.
Derefter gav han telefonen til Kirsten, og søskende talte sammen efter lang tids tavshed. Tårerne løb ned ad hendes kinder, men hun smilede gennem dem.
Han sagde, han snart kommer på besøg! Endelig kan jeg præsentere dig for ham. Tak, Søren. Du er et godt menneske. Jeg har ikke ringet til ham længe, jeg har ikke råd til at holde mobil. Ole ringer indimellem til min nabo og hilser.
Det var en anden verden for Søren, et liv præget af sorg.
Tænk, hvor meget den lille kvinde har måtte udstå Har skæbnen virkelig været så hård mod hende? tænkte han.
Men herefter begyndte han selv at besøge sine egne forældre oftere og spørge mere ind til deres liv. Han sørgede også for at huske Kirsten, købte hende en simpel mobiltelefon, lagde både sit og Oles nummer ind og satte penge ind på hendes taletid, så hun kunne ringe, når hun havde brug for det.
Han lærte hende at bruge betalingskortet, så hun ikke længere skulle generes af utålmodige kasserekspedienter, hver gang hun talte sine mønter op.
Kirsten takkede ham ofte, strikkede en varm hue med vanter til datteren, som blev henrykt.
Mette roste ham for hans omsorg og inviterede efterhånden Kirsten hjem til middag. I starten var hun lidt genert, men hun blev hurtigt tryg hos familien. Mettes egen mormor var død for to år siden, så også hun følte hurtigt varme følelser for den ældre kvinde.
Lidt omsorg og opmærksomhed det er ofte alt, der skal til for at gøre en ensom ældre glad. Bare at vide, at man ikke er helt alene, at nogen vil hjælpe og lytte.
Og når Søren gik fra Kirsten Pedersens lejlighed, hørte han ofte i opgangen:
Gud velsigne dig, min dreng. Tak for alting.
Nogle gange tager livet uventede drejninger, og vi opdager, at det største vi kan give, er vores tid, vores medfølelse og en smule af vores hjerte. For vi kender aldrig til de kampe, folk kæmper og den mindste handling kan gøre en verden til forskel.
