Altså, du forstår slet ikke, hvad der skete hjemme hos os i kolonihaven i weekenden. Min svigerinde, Birgitte, havde lovet at hjælpe mig med at få lavet køkkenhaven du ved, hyppe kartofler, plukke solbær og alt det der. Hun ringer nogle dage forinden og siger: Ej, Malene, vi klarer det i et snuptag, det skal du ikke tænke på! Vi kommer flere stykker. Jeg selv, Charlotte, måske også Tove. Vi napper det hele på en halv dag, og så griller vi bagefter! Du bare tænd op i grillen, så ordner vi resten.
Jeg ruller med øjnene, tørrer hænderne i forklædet og kigger ud på alle kartofler og solbærbuske, der nærmest råber efter at blive passet. Jeg har stadig ondt i ryggen fra sidste søndag, men hvad skal man gøre. Jeg siger til Birgitte: Er du helt sikker? Det er sgu hårdt arbejde, og det er varmt ikke bare sådan lidt havehygge. Hvis I bare vil slappe af, finder vi et andet tidspunkt, når Søren og jeg selv har taget slæbet. Birgitte svarer fornærmet: Ej, hold op! Vi hjælper da, så din ryg ikke knækker helt. Det er familiehjælp for dig, min pige! og så smækker hun røret på med et Vi ses kl. 12! Dress code: praktisk tøj!”
Søren sidder ved køkkenbordet og prøver at smøre sig en leverpostejsmad uden at vride ryggen. Han gav sin ryg det sidste knæk på byggeriet for to uger siden, så nu lusker han rundt som en gammel chef med dårlig ryg. Kommer de så? spørger han, da han ser mig stå og glo.
Jeps, de laver ankomst, svarer jeg og snitter tilbage i spidskålen. Birgitte tropper op med kvindehold. Hun lover, de når både kartofler og bær.
Søren griner: Birgitte… og arbejde. Ja, det vil jeg nok se, før jeg tror på! Jeg vælger at tro på det bedste. Birgitte er trods alt voksen, har to børn (som hun dog har plantet hos farmor i weekenden), så hun burde jo godt selv kunne regne ud, at en køkkenhave ikke dyrker sig selv.
Jeg rydder op i huset, skræller to kilo nye kartofler, laver en ordentlig omgang koldskål til varmen og lægger næsten fem kilo nakkefilet i marinade. Man skal jo sørge godt for dem, hvis de arbejder så tænker man.
Klokken 12 står alt klart, jeg har nået at luge gulerødderne, har taget et hurtigt bad og taget shorts og t-shirt på. Solen bager og det hele damper af sol og dild.
Men der er intet tegn på dem kl. 12. Ikke 13 heller. Søren har lagt sig i hængekøjen under æbletræet og blinker til mig som for at sige du kan jo se, hvad der sker. Timerne smuldrer, kartoflerne begynder at ligne kolde rester, koldskålen trækker på køleskabet, og de bedste arbejdstimer siver ud i solen.
Først lidt i tre hører jeg en bil. Ud over grusstien kommer Birgittes sølv-farvede SUV rullende, dunkende med Mads Langers nyeste sang ud af vinduet. Jeg får åbnet lågen, og ud vælter først Birgitte kæmpe solbriller, bred stråhat og florlet sommerkjole, der passer bedre til Bellevue end til en køkkenhave på Amager. Med sig har hun Charlotte og Tove, to af hendes veninder, jeg kun har mødt til store fødselsdage. Også de er klædt til strandtur, med farvestrålende badedragter under gennemsigtige kaftaner og sandaler med plateau.
Halløj, køkkenhavefolk! råber Birgitte og kommer udstrakt mod mig. Nej, hvor er her varmt, vi er nærmest smeltet væk i bilen. Har I noget koldt at drikke? Koldskål eller måske bare en sodavand?
De farer direkte mod bagagerummet, og jeg tænker, at nu hiver de arbejdstøj op. Men næ, i stedet hiver de tre sammenklappelige liggestole frem, en stor køletaske med drinks, en oppustelig enhjørning og en Bluetooth-højtaler.
Hvad… skal I til at ligge ved poolen? får jeg fremstammet.
Ja altså! Man skal jo slappe lidt af også det var da meningen, ik? siger Tove og slår grinende ud med armene.
Jeg kigger over på Søren, der har hevet sig op fra hængekøjen udtrykket nu sker det! står nærmest skrevet i panden på ham.
Birgitte, I ved godt, det handler om at hyppe kartofler og plukke bær, ikke? Det er ikke campingtur.
Slap nu af, Søren, siger Birgitte og kysser ham på kinden, så læbestiften hænger som et mærkat. Vi tager bare lige et glas, lidt koldskål, så smutter vi ud i solen og får noget fra hånden, når det ikke er så brandvarmt mere. Vi arbejder bedst, når vi er glade ik piger?!
Helt sikkert! jubler veninderne, allerede i gang med at folde liggestolene ud midt på den plæne, jeg blodigt kæmpede med sidste weekend. Ud kommer tæpper, solcreme, ugeblade og cider på dåse.
Nå, Malene, hvad står du der for? Kom lige med nogle glas og lidt til ganen. Du har da noget koldskål? råber Charlotte, mens hun smider kaftanen og sætter sig i bikini.
Jamen det var altså meningen, vi skulle spise, når vi var færdige… prøver jeg, men bliver bare grint af.
Ej nu må du ikke være nærig, Malene! siger Birgitte og vifter let med hånden. Vi er ved at dø af sult kom nu, vær værtsfamilie!
Jeg har vitterligt lyst til at knalde døren i hovedet på dem, men med Søren og hans dumme ryg og hele familiemæssige frygt for panik scener, siger jeg bare tørt: Okay. Men efter koldskålen, så er det kartoffeltid!
Frokosten går hurtigt over i venindesnak om mænd, nye bikinier og sladder fra Facebook. Jeg sidder og tygger min mad i stilhed, mens de høvler koldskål og småkager ned. Da de endelig læner sig tilbage og sukker tilfredse, går jeg i gang med at samle tallerkner ind og siger: Nå piger, solen er faldet, så nu er det tid.
Tid til hvad? spørger Tove søvnigt. Vi har jo lige spist!
Tid til kartoffeljagt og bær. Jeg har spande og havehandsker klar.
De ser på hinanden og fniser.
Er du seriøs? Nu? Efter mad? Jeg får migræne i den sol, Malene, siger Birgitte og tager solenbrillerne af. Lad os nu lige hvile maden af først.
Men jeg er stålsat: I lovede det. Og jeg står altså ikke med det hele selv.
Jojo, lidt senere, vifter Birgitte af. Tænd noget musik, vi skal lige summe!
Så runger Medina over hele kolonihaveforeningen, og de tre damer smider sig på liggestolene igen og åbner en ny omgang drinks.
Jeg står i døren med hænderne fulde af tallerkner, sveden hagler ned ad ryggen, og jeg brænder inde med ordene. Søren sidder på bænken ovre i hjørnet, ser ud som om jorden gerne må sluge ham, så pinligt er det.
Så går jeg i haven. Binder tørklædet om hovedet, tager hakken og går i gang med rækkerne. Jorden er tør, solen bager, og jeg hakker ukrudt med en vrede, jeg slet ikke vidste, jeg havde.
Timerne går. Grinet, glasskålenes klirren og popmusikken er baggrund til min ensomme arbejdsforestilling mellem kartofler og solbær.
Da klokken nærmer sig syv, har jeg fyldt en hel spand solbær, og nu kommer de spadserende ned ad stien: Birgitte og hendes veninder, svedige, solbrændte og allerede en kende berusede.
Nå, Askepot, er du ikke snart færdig? Vi er blevet lækkersultne er grillen klar? udbryder Charlotte.
Jeg retter ryggen og prøver at tømme bøtten for bær: Så I kommer for at hjælpe nu, eller hvad?
Birgitte ruller med øjnene: Arh, Malene, vi kan da ikke arbejde nu! Tove har lige fået lavet negle, Charlotte er overophedet, og myggene er kommet frem. Vi tager det i morgen tidlig lover! Nu skal vi have kød. Søren sagde, du har marineret nakkefilet. Uhmmm!
Jeg stirrer på dem. Det går op for mig, at jeg har været husholderske for en flok hensynsløse gæster på badeferie.
Der er ingen grillmad, siger jeg lavmælt.
Hva?! Hvorfor ikke? Du sagde jo… kommer det fra Birgitte.
Ja, til dem der hjælper. Det var aftalen, Birgitte. I har ikke løftet en finger. I har brugt min have som strand, drukket min koldskål og grinet højt mens jeg selv sled. I får ikke grill nu.
Veninderne fnyser fornærmet: Men vi er jo gæster?
Gæster opfører sig ordentligt. I har bare udnyttet. Find jeres ting. I skal hjem.
Ej, jeg er altså ikke ædru nok til at køre! protesterer Birgitte, stædigt. Vi bliver og sover, og i morgen, SÅ tager vi resten.
Huset er låst, køleskabet er låst, og jeg åbner ikke op. Man opfører sig ordentligt, hvis man vil være her. I har en halv time til at bestille taxi ellers slipper jeg naboens Fido løs.
Birgitte ved jo godt, jeg ikke kan lide store hunde, men Fido naboens labrador bruger vi altså kun, hvis der virkelig er brug for det, og hun aner jo ikke, hvor han er.
Du bluffer! råber hun, men veninderne begynder allerede at pakke liggestole sammen.
Det her kommer jeg aldrig til at tilgive dig! hvæser Birgitte, mens de hiver enhjørningen og alle sagerne sammen. Søren står på afstand og følger med, uden så meget som at løfte en finger.
Taxien ankommer, og inden længe er der stille igen. Birgittes bil står parkeret hun havde trods alt drukket for meget til at tage den selv. Hverken hendes veninder eller hun sagde farvel de fór bare ind i taxien og væk derfra.
Indenfor i huset sætter jeg mig med spanden fuld af bær, hænderne ryster.
Er de væk? spørger jeg.
Ja, de kørte, siger Søren og sætter sig. Han krammer mig rundt om skuldrene og sukker: Undskyld, Malene. Jeg skulle aldrig have sagt ja til det cirkus.
Det skulle du nok ikke, svarer jeg, men lener mig ind til ham. Du er jo god og det er familie…
Familiemedlemmer som Birgitte kan nogen gange tage prisen, siger han. Hun sagde, jeg skyldte hende penge for benzin.
Jeg kan ikke lade være med at grine.
Hvad sagde du?
At jeg trak det fra huslejen på stranden, de havde taget.
Vi griner begge to, og Søren spørger: Og alt det kød skal det bare smides ud?
Overhovedet ikke! Tænd grillen nu skal vi have aftensmad. Bare os to, ro og grillmad kun vores yndlingsmusik og cikader.
Den aften blev en af årets bedste. Vi grinede, spiste møre koteletter, drak iskold danskvand med hyldeblomst, og snakkede om løst og fast under stjernerne.
Birgittes bil stod på vores grund i tre dage, indtil hendes mand kom forbi og hentede den uden et ord ud over et lavmælt hej. Birgitte selv ringede ikke før en måned senere, og da klagede hun til min svigermor over, at vi havde sat hende og pigerne på porten, sultet dem og næsten smidt dem ud i kulden. Min svigermor, som heldigvis har kendt sin datter i årtier, ringede til mig og sagde kun: Du gjorde det rigtige, skat. Det skulle være gjort for længe siden.
Lige siden har der været nye regler i haven jeg har sat et lille skilt ved lågen: Den der ikke graver, spiser ikke! Og næste gang Birgitte troppede op alene og uden badedragt satte jeg hende prompte til at plukke æbler. Hun brokkede sig lidt, men hun gik i gang. For nu havde hun forstået, at her i huset er der kun grill for dem, der har gravet.
Liggestolene købte Søren og jeg selv. Nu slapper vi af i dem om aftenen, nyder udsigten over køkkenhaven og glæder os over, at vi kun deler vores grillmad med dem, der gider tage et spadestik eller to.
Og du, næste gang nogen lover guld og grønne skove så spørg lige, om de tropper op i gummistøvler eller sandaler!
