Familiehemmeligheder
23. marts 2024
Jeg var lige kommet hjem fra endnu en flyvning. Da jeg tog elevatoren op til tredje sal og stod foran døren til vores lejlighed, måtte jeg lige trække vejret dybt. Jeg forestillede mig, hvor glad min mand ville blive for at se mig tilbage, så jeg smilede, trykkede på ringeklokken men der kom intet svar. Jeg ringede igen og igen og tænkte, at Nikolaj sikkert sov tungt, som han plejede, fordi han først skulle møde ind på værkstedet klokken ni. Da ingen lukkede op, rodede jeg efter nøglen i bunden af min taske og låste mig selv ind.
Nikolaj, jeg er hjemme! Hvor er du, skat?
Det var tidligt hvor kunne han være gået hen? Soveværelset stod pænt og ordentligt, sengen var redt. Der var pinlig orden i køkkenet, og maden, jeg havde lavet, da jeg tog afsted, lå urørt i køleskabet.
Jeg forstår intet Kunne det virkelig passe, at han havde fundet en anden? Har han boet hos en elskerinde, hver gang jeg har været ude at flyve?
Mit hjerte hamrede, kvalmen steg op af halsen og tårerne pressede sig på, mens jeg satte mig på stuegulvet foran kufferten. Der lå gaverne, jeg igen havde købt til ham jeg havde altid noget sjovt og anderledes med hjem fra udlandet. Denne gang havde jeg haft held med at få en sjælden japansk sake-flaske gennem tolden. Pludselig slog jeg hånden over kinden og ringede til ham. Jeg var klar til at sige alt, hvad jeg tænkte, men hans mobil var slukket abonnenten er midlertidigt utilgængelig, prøv venligst senere, gentog telefontjenesten koldt.
Nej det havde jeg ikke ventet af dig end ikke telefonen lader du være tændt, så ingen kan forstyrre dig
Jeg gik uroligt rundt fra rum til rum som en arrig løvinde og skændtes med mig selv. Det gjorde jeg altid, når jeg var vred eller bekymret. Udmattet efter rejsen og uvidenheden tændte jeg for kaffemaskinen, bryggede en stærk kop og tog en smøg på altanen. Hovedet var fyldt med spekulationer, den ene tanke værre end den anden. Jeg forstod ikke, hvad jeg kunne have gjort forkert for at fortjene det her.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den dag, vi mødtes. Dengang var Nikolaj bare en stille og ærlig fyr på autoværkstedet på Amager, og jeg arbejdede som stewardesse i SAS. Jeg havde trukket min slidte Peugeot 208 ind for at få skiftet olie. Han var smurt ind i olie, men et eller andet ved ham ramte mig, så jeg gav ham mit kort uopfordret. Han ringede allerede dagen efter, og samtalen løb til solopgang. Det viste sig, at Nikolaj var opvokset på børnehjemmet i Esbjerg, lige som jeg vi vidste begge, hvordan det var at vokse op uden forældre.
Jeg husker smerten, da jeg var fjorten og blev udnyttet af vores forstander på børnehjemmet. Sagen endte i retten; jeg blev gravid og måtte have en abort. Efter den oplevelse blev jeg meget forsigtig overfor ældre mænd generelt. Hvis ikke den nye forstander havde sendt mig til psykologer og hjulpet mig i gang med uddannelsen som stewardesse, aner jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Nu sad jeg i en moderne treværelses lejlighed på Frederiksberg, med min spritnye Audi Q3 i kælderen og alligevel føltes livet rodet.
Mit første forhold holdt i tre år, indtil jeg fandt ud af, at jeg som følge af aborten ikke kunne få børn. Det slog mig helt omkuld. Senere mødte jeg Palle, der forkælede mig med kærlighed og omsorg. Men også Palle var gift og løj, så jeg måtte selv sætte punktum. Jeg svor, jeg aldrig ville kigge efter mænd igen alligevel var der et eller andet ved Nikolaj, jeg ikke kunne stå imod.
Vi blev hurtigt kærester, og en måned efter flyttede vi sammen. For et år siden blev vi gift uden fest eller gæster, men jeg følte mig alligevel heldig. Nikolaj var enkel; han ryddede op, lavede mad, kørte affaldet ned og havde lige renoveret badeværelset selv. Vi elskede at vandre rundt i Kongens Have eller tage i biografen; vi nød bare at have hinanden. Derfor kunne jeg slet ikke forstå, hvorfor han pludselig skulle have fundet en anden.
Jeg så mig selv i spejlet: Uniformen sad perfekt, håret var sat fint op, de blå øjne mindede om de barbie-dukker, jeg altid ønskede mig som barn. Da jeg havde skiftet til træningstøj, tog jeg bilen ud til værkstedet for at lede efter Nikolaj. Han var der ikke, men hans kolleger sagde, han havde bedt om to fridage for at ordne noget privat.
Det gav ingen mening; vi havde aldrig private problemer. Jeg kørte lidt rundt i byen, før jeg vendte tomhændet hjem igen. Timerne sneglede sig af sted, og da Nikolaj stadig ikke var kommet hjem om aftenen, blev jeg for alvor bekymret. Jeg lå vågen hele natten, og da solen stod op, gik jeg direkte til politiet for at melde ham savnet.
Næste dag fandt de ham: Nikolaj havde været i en trafikulykke og lå på Glostrup sygehus. Men hvorfor lå han ikke på Rigshospitalet, tættere på? Lægen forklarede, at ulykken var sket nord for byen, så de var blevet kørt dertil. Mens jeg stadig var i chok, satte en kvinde sig ved siden af mig på gangen. Hun lignede en, der havde sovet på gaden.
Er du Nikolajs kone?
Ja og hvem er du?
Jeg jeg er moren til hans datter.
Det kan simpelthen ikke passe!
Men jo, det kan sagtens. Vi var faktisk gift, men han kunne ikke leve med mit druk, så jeg gav min datter til min mor på Lolland. Jeg flyttede til København for at tjene penge. Min nye kæreste gider ikke tage sig af min pige. Nikolaj har sendt penge hver måned, men min mor døde for nylig og nu er der ingen til at passe Marlene. Jeg kan ikke, og Nikolaj sagde, du nok ikke ville forstå, at han havde en datter, så han har aldrig nævnt det for dig. Jeg tænkte på at sende Marlene på børnehjem, men det ville han ikke høre tale om. Han ville selv tage hende men så kom ulykken Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre nu. Måske må det ende med børnehjemmet alligevel
Vent, hent hende herhen. Hvis Nikolaj ville tage hende så gør vi det sammen.
Virkelig? Ombestemmer du dig ikke?
Nej. Jeg mener det.
Hun løb nærmest glad væk, og jeg sank sammen på stolen i gangen. Tænk jeg kan ikke få børn selv, mens nogen gør alt for at slippe af med deres. Og jeg havde troet det værste om Nikolaj men han havde ikke været mig utro. Hvorfor havde han så aldrig fortalt, at han var gift før, eller at han havde en datter?
Nu venter der uendeligt meget foran mig: Jeg skulle til at lære en pige at kende, som ingen rigtig ville have. Nikolaj har udsigt til lang genoptræning. Men jeg tror på, vi klarer den jeg vil elske Marlene som min egen, og støtte min mand hele vejen. Det vigtigste er, at der ikke er flere hemmeligheder mellem os. For alt det her har lært mig: Sandheden, hvor svær den end er, er bedre end alverdens løgne.
