Er det din bus, der kommer nu? – spurgte den travle mand i buskøen. — Undskyld, frue, ved De, om bussen allerede er kørt? — En forpustet mand kom løbende til stoppestedet. Rigtig mand, ikke nogen ung fyr, et godt stykke over de halvtreds, sportstaske over skulderen, velbrugt indkøbsnet. Et almindeligt ansigt med overskæg — sådan et har Lise aldrig brudt sig om — hun vendte bare hovedet væk og svarede ikke. — Frue, er det svært at svare? Er natbussen mon kørt, eller hvad? De venter vel også? — Manden havde fået vejret og satte sin tunge rygsæk på bænken ved siden af Lise Andersen. — Jeg venter ikke på noget, — sagde hun ret irriteret, men hun blev blødere, for det var jo sent, og man vidste aldrig, hvem manden var: — Der kørte en bus for fem minutter siden, jeg lagde ikke mærke til, hvilken. — Nå, typisk! — Manden smed sig ned på bænken så hårdt, at Lise blev helt forskrækket og hoppede op. — Nå, missede du også bussen? — blev manden ved, en anelse for påtrængende! Lise rettede på frakken og besluttede sig for at gå hjem – det var jo sent. For en time siden var hun pludselig blevet rastløs, måtte bare Ud! Luften inde føltes tung, underligt alene, hun havde aldrig haft det sådan før. Hele sit liv havde Lise Andersen levet alene og været virkelig glad for det. Veninderne blev gift, fik børn, men dét ville hun slet ikke. Hun huskede, hvordan moderen på landet havde fået den ene unge efter den anden. Tre blev sendt på børnehjem, mens Lise — den ældste — tog til København. Hun blev uddannet bogholder og arbejdede hele sit voksne liv i byens centrale café. Café “Den Gyldne Alder”, muntre toner, god mad! Lise startede som ganske almindelig bogholder, så blev hun chef-bogholder helt til pensionen. Bryllupper, jubilæer, aldrig kedeligt. God løn, lækker mad, købte sin egen lejlighed, rejste på ferie – hun ønskede sig ikke andet. For et år siden kom en ny ejer til cafeen: Lise Andersen forstod sig ikke på moderne metoder, var beskeden. Og så blev hun sendt på pension – selvom Lise ikke havde planlagt det. Hun prøvede først at finde andet arbejde. Men alt det, hun blev tilbudt, var uinteressant, og der hvor hun gerne ville være, skulle man være ung. Hun tænkte, pyt, hun havde jo sin opsparing. Udmærket, det rakte. Sådan startede hendes frieste periode i livet. I begyndelsen var det fantastisk! Ingen vækkeur, ingen planer, hun tog på udflugter og gik stavgang i parkerne. Men pludselig blev det trivielt, og den nat gik hun bare ud, satte sig på bænken ved busstoppestedet. Bilerne brummede forbi, lygterne strålede, folk gik forbi og snakkede, og hun sad der og følte, at hun slet ikke var til – der var kun byen, larmen, som levede sit eget liv. Hendes liv betød ingenting. Hun var ligegyldig. Helt igennem, for enhver i hele verden. Og så – denne mand! — Har De heller ikke nogen steder at være i nat, frue? Jeg har prøvet det før, sovet her på bænken, tog en tidlig bus hjem. Bor udenfor byen, var på nattevagt – missede bussen, men det var mildt dengang, i aften er der koldt! Men det går, jeg har madpakke, De må ikke være bange. Her, tag en – brødet er frisk, pølsen god, og jeg har en termokande – vi kan drikke varm te med sukker, så skal vi nok få varmen. Manden ændrede pludselig tone og lagde en mad i hånden på Lise. Hun ville afslå, men opdagede pludselig, hvor sulten hun egentlig var. Hun havde ikke spist aftensmad, og til frokost havde hun knap spist noget. En bid, og hvor smagte det skønt! Hun havde ellers længe ikke købt pølse – forsøgte at holde diæt, men frisk brød og god pølse, mm! Manden lo lidt, — Nå, det smager, hva’? Her, jeg har hældt te op, pas på, den er varm. Hvad hedder du? — Lise Andersen, — svarede hun med fuld mund. Han nikkede glad, — Lise altså! Jeg hedder onkel Morten – eller, ja, Morten Hansen. Tidligere fabriksarbejder, nu er jeg nattevagt; sådan er det, for mor er blevet gammel og syg, så jeg arbejder lidt, så hun kan få medicin. Havde en familie før, men det gik i stykker, sønnen blev stor, konen gik sin vej – ja, ja, jeg lever jo bare videre! — han sukkede, smilede, men hans øjne blev triste. — Bor du langt væk, Lise? Vil du have en taxa? Jeg kan give dig penge. Ud af byen kører de ikke om natten, og dobbelt taxa er for dyrt. Men du kan sagtens tage én, — onkel Morten så på hende og smilede, og Lise kom i tanke om, at hun i folkeskolen havde en ven, Kristian, hun var altid sulten, og han gav hende madpakker. Han så på hende, akkurat som Morten, venligt og lidt drillende — og hun følte sig pludselig som en ung pige igen, som om hendes liv, caféen, pensionen aldrig var sket. Hun blev færdig med maden, skyllede ned med varm te og overraskede sig selv: — Morten, du kan da bare gå med hjem til mig – vi skal vel ikke ligge på en bænk i kulden? Her bor jeg, vi behøver ikke køre nogen steder. Tag dit net, og så går vi – men du skal opføre dig pænt, ellers kan jeg godt slå fra mig, tro ikke andet bare fordi jeg er gråhåret! Han så forbløffet på hende, så på huset bag sig, så igen på Lise. — Hvorfor sad du her så? Ventede du nogen? — Ventede ingen, der er ingen at vente mere, går du med eller ej? — Lise Andersen gik foran mod hjemmet. Morten samlede sine ting op, — Ja ja, selvfølgelig. Jeg kan jo tage gulvet – og jeg tager af sted om morgenen, ikke noget besvær, tak, det er jo koldt, — Morten fulgte efter hende, stadig forbløffet og smågrinende. Næste morgen vågnede Lise ved mærkelige lyde. Hun gik ind i køkkenet – Morten var oppe, sov på sofaen i køkkenet, og nu rodede han med toilettet, — Lise, din cisterne løber, jeg fikser det, så har jeg vel fortjent morgenmad? — han rettede sig op og smilede, og hun blev overrasket — foran hende stod en fremmed mand i T-shirt med halvt gråt hår, fugtigt – sikkert lige været ude. Og hun følte en glæde og varme inden i sig selv. — Måske du har fortjent lidt morgenmad, onkel Morten, vil du have røræg med tomat? — Lise smilede, — I øvrigt, min vaskemaskine er også begyndt at drille, og … Sådan blev Morten Hansen hos Lise Andersen til næste arbejdsdag. Han ringede til sin mor, hun havde det fint, og så blev han. Nu bor de to sammen. Morten Hansen tager på arbejde hver tredje dag, og Lise laver restaurantmad til ham hjemme. Morten kysser hendes hånd, — Lise, jeg kunne mærke det, du ventede på mig. Det var ikke tilfældigt, jeg kom for sent, det var skæbnen! Undskyld, du var så ensom, jeg kunne ikke lade dig sidde alene. Hele livet anede jeg ikke, jeg kunne elske sådan her – hvor heldig kan man være! De besøger hans mor tit, hun er omkring de firs, men stadig frisk og kampklar. Overfor hende føler Lise sig helt som en pige. Og over sin søn glæder Maria sig. Endelig har hendes Morten fundet lykken, nu er der igen noget at leve for. Bedøm artikel

Er det din bus, der kommer der? spurgte en travl mand, mens han hastede forbi.
Undskyld, frue, ved De om bussen allerede er kørt? En forpustet mand nærmede sig stoppestedet. Han var ikke ung, nok over de halvtreds, iført jakke og træningsbukser, med en slidt taske hengende over skulderen. Et jævnt ansigt med overskæg, som Karen Møllgaard aldrig havde brudt sig om, vendte sig væk og sagde ingenting.
Frue, er det svært at svare? Er den sidste bus kørt, eller ej? De venter vel også på bussen? Manden havde fået vejret igen og smed sin tunge rygsæk på bænken ved siden af Karen Møllgaard.
Jeg venter ikke på noget, svarede hun irriteret, men kom så i tanke om, at det jo var sent, og hvem vidste, hvem han var, så hun svarede lidt blidere: En eller anden bus kørte forbi for måske fem minutter siden, jeg lagde ikke mærke til, hvilken.
Nå, så er det lige meget! Manden dumpede ned på bænken med sådan en kraft, at Karen Møllgaard blev bange for, at bænken ville gå fra hinanden, og hun fór op.
Nåede du heller ikke din bus? fortsatte manden ufortrødent og blev næsten for nærgående!
Karen rettede på sin frakke og besluttede, at nu ville hun gå hjem. Det var jo blevet sent.
For en times tid siden havde hun uden varsel fået en underlig trang til at gå hjemmefra. Som om hun ikke kunne få luft, alenealdrig havde hun haft det sådan før.
Hele sit liv havde Karen Møllgaard boet alene og været ganske tilfreds. Veninderne blev gift, fik børn, men det havde hun ingen lyst til. Hun huskede, hvordan hendes mor hjemme i landsbyen havde fået det ene barn efter det andet. Tre af dem blev sendt på kostskole, og Karen, som var den ældste, stak af til byen. Hun tog en kontoruddannelse og arbejdede som bogholder hele livet på byens stamcafé. Caféen Den Gyldne Tid, munter musik, god mad!
Karen startede som almindelig bogholder, men blev senere chef for regnskabet helt indtil pensionen. Bryllupper, jubilæerhun kedede sig aldrig. Lønnen var god, maden lækker, hun købte sig en lejlighed, tog på ferie, og hun havde aldrig ønsket sig et andet liv.
For et år siden sagde den nye café-ejer, at Karen ikke forstod sig på moderne metoder, og at hun ikke passede ind.
Så blev hun sendt på pension, selvom hun ikke selv havde skænket det en tanke.
Først forsøgte hun at finde nyt job, men det hun blev tilbudt, sagde hende intet, og de steder, hun kunne lide, ville kun have de unge.
Så slog hun det hendet måtte være nok. Hun havde jo lidt penge på kontoen, ikke meget, men rigeligt til hende. Sådan gik hun på pension, ud i sit frieste liv til dato.
I starten var det herligt. Hun levede uden planer, behøvede ikke alarmen, tog på udflugter og deltog endda i stavgang med andre pensionister i parken.
Men pludselig blev det trættende, og netop denne nat gik hun bare ud på gaden og satte sig på bænken ved busstoppestedet.
Bilernes lygter skinnede, der var larm, folk passerede forbi, talte sammen, og hun sad der og følte sig som om hun slet ikke fandtes. At kun denne støjende, levende by eksisterede. Og den levede sit liv, mens hendes liv ikke betød noget som helst!
Og hun var fuldstændig overflødig, der var ikke én eneste sjæl i hele verden, der behøvede hende!
Og så, pludselig, denne mand!
Har du heller ikke noget sted at tage hen i nat, frue? Jeg har selv sovet på bænken her en nat førtog først hjem tidligt næste morgen. Jeg bor udenfor byen, arbejder i skifteholdmissede bussen, det er sket før, dengang var det lunt, men i aften er der køligt! Men det skal nok gå. Jeg har mad med, sedu skal ikke være bange. Her, tag et stykke, brødet er frisk, pølsen er den gode! Nu tager jeg min termokande frem, så kan vi få en kop varm te med sukker og få varmen.
Manden havde skiftet toneleje og lagde en sandwich i hendes hånd, før hun nåede at protesteremen så gik det op for hende, hvor sulten hun egentlig var. Hun havde ikke fået aftensmad, og til frokost var det kun blevet til et æble. Hun tog en bid, og hvor smagte det dog godt! Hun havde ikke købt pølse længehavde forsøgt at leve mere sundt. Men brødet duftede, pølsen smagte!
Manden lo, lidt klodset.
Smager det? Her, jeg har skænket noget tepas på, det er varmt! Hvad hedder du egentlig?
Karen Møllgaard, svarede hun med munden fuld, og manden nikkede tilfreds,
Karen! Jeg hedder Jørgen Sørensen. Jeg arbejdede mange år på fabrikken, blev fyret, nu sidder jeg i et vagtselskab, tager mine nætter på job. Min mor er syg, så jeg arbejder for at købe hendes medicinhun lever vel lidt endnu. Familie har jeg haft, men konen gik, da drengen flyttede hjemmefra, såtja, jeg lever bare videre! Han trak på skuldrene og smilede, men hans øjne blev pludselig sørgmodige.
Er du langt hjemmefra, Karen? Vil du have, jeg ringer efter en taxa? Jeg bor alt for langt væk, de kører ikke ud af byen om natten, og dobbelttakst er for dyrt. Du burde have nok, sagde Jørgen med et venligt blik og et smil, og Karen kom uvilkårligt i tanke om, hvordan en skolekammerat, Erik, plejede at give hende sine madder i skoletidenhun var altid sulten, og han syntes, hun skulle spise. Også han havde set på hende som denne mandvenligt, en smule drillendeog Karen følte sig pludselig som en ung pige igen, som om Den Gyldne Tid aldrig havde eksisteret, og ingen havde sendt hende på pension.
Karen spiste sin sandwich, vaskede den ned med den varme, søde te og sagde pludseligselv overrasket:
Kom med hjem til mig, Jørgendu skal da ikke sove ude på en bænk! Her bor jeg, ingen grund til at tage nogen steder hen. Tag din taske, og så går vi, men opfør dig ordentligtjeg kan slå fra mig, tro mig!
Han så måbende på hende, kiggede på opgangen bag hende, derefter på Karen igen,
Men hvorfor sad du så her? Hvad ventede du på?
Jeg ventede ikke på nogetder er ikke mere at vente på! Kommer du, eller ej? Karen vendte sig om og gik mod opgangen. Jørgen tog sin taske og kom med,
Hvad ellers? Det føles underligt. Men du skal vide, jeg kan sove på gulvet, i et hjørne, jeg skal nok tage væk, når det bliver lyst. Takdet er godt nok blevet koldt, Jørgen fulgte efter, stadig lidt forundret.
Næste morgen vågnede Karen ved mærkelig banken. Da hun kom ud i køkkenet, stod Jørgen allerede oppe, havde sovet på sofaen og var i gang med at fikse toilettets cisterne.
Din cisterne løb, Karen. Så jeg har lige ordnet det, måske har jeg endda fortjent lidt morgenmad? Han rettede sig op og smilede, og hun blev overrasket. Foran hende stod en fremmed, halvskaldet mand i t-shirt med halvgråt, vådt hårtydeligvis lige vasket hænderog hun følte en glæde og varme, som hun ikke forstod.
Så skal vi spise morgenmad, Jørgendet har du fortjent. Vil du have røræg med tomat? sagde Karen med et smil. For resten, min vaskemaskine trænger også til et eftersyn. Og
Sådan blev Jørgen Sørensen hos Karen Møllgaard til han skulle på arbejde igen. Han ringede til sin mor og fortalte det, og alt var i orden, så han blev.
Nu bor de to sammen. Jørgen arbejder stadig hver tredje dag. Karen venter på ham og laver retter fra restauranterne. Jørgen kysser hendes hænder og siger:
Karen, jeg vidste jo, det var dig, jeg ventede på! Det var ikke tilfældigt, at jeg kom for sent. Det er skæbnen. Jeg kunne ikke lade dig sidde dér alene. Jeg har levet et helt liv uden at vide, man kunne elske sådan. Hvor har jeg dog været heldig!
De besøger ofte hans mor, der er over firs, men stadig sej og livlig. Karen føler sig som en pige i hendes selskab.
Og hans mor, Inger Sørensen, er lykkelig. Endelig har hendes søn, Jørgen, fundet lykkennu er der også noget at leve for.