**Dagbog**
Jeg troede, min datter havde en lykkelig familie indtil mit besøg hos dem.
Da ville lille Astrid fortalte os, at hun skulle giftes med en mand otte år ældre end hende, sagde vi ikke nej. Han gjorde et godt førstehåndsindtryk elegant, høflig, omtænksom. Magnus vidste, hvordan han skulle vinde folks hjerter. Han overøste vores datter med kærlige gestus: blomster, rejser, gaver. Og da han tilbød at betale hele brylluppet restauranten, kjolen, fotografen, dekorationen var jeg lige ved at græde. Vi var sikre: vores lille pige var i gode hænder.
*”Han har egen virksomhed, mor, du skal ikke bekymre dig,”* sagde Astrid. *”Han har styr på det hele.”*
Seks måneder efter brylluppet besøgte Magnus os sammen med Astrid. Han gik tavst rundt i vores lejlighed. Næste dag kom teknikere for at tage mål. En uge senere kom håndværkerne. Og så stod vores gamle lejlighed i Aarhus pludselig med nye, luksuriøse femlagsvinduer, lydisolering. Så kom en renoveret altan, aircondition, selv gulvet blev skiftet.
Min mand og jeg takkede forvirret, men han afviste det med en håndbevægelse: *”Det er småting. For min kones familje er intet for godt.”* Selvfølgelig glædede det os. Og hvordan kunne vi ikke være glade for at se vores datter velstillet, elsket, med så omhyggelig en mand?
Så kom deres første barn. Alt lige ud af en film: hjemkomst fra fødeafdelingen med balloner, en fin dragt, lace-babytole, en fotograf alt var overdådigt. Min mand og jeg smilede rørt: *”Der har de det, en lykkelig familie.”*
To år senere kom barn nummer to. Flere gaver, flere gæster. Men Astrid virkede slukket. Træt blik, påtrukket smil. Først troede jeg, det var efterfødselsreaktioner. To børn er ikke let. Men ved hvert opkald mærkede jeg, hun gemte noget.
Jeg besluttede at besøge dem. Jeg ringede først. Jeg ankom en aften. Magnus var ikke hjemme. Astrid tog imod mig uden glæde, børnene legede på deres værelse, jeg kyssede dem, holdt dem tæt. Mit hjerte sprang af glæde børnebørn, trods alt. Da børnene forsvandt ind i deres tegnefilm, spurgte jeg blidt:
“Astrid, min skat, hvad er der galt?”
Hun dirrede, kiggede væk, smilede anstrengt:
“Alt er fint, mor. Jeg er bare træt.”
“Det er ikke kun træthed. Du er slukket. Du griner ikke mere, dit øje er trist. Jeg kender dig, Astrid. Sig sandheden.”
Hun tøvede. Så smækkede døren Magnus kom hjem. Da han så mig, rynkede han næsten umærkeligt panden. Han smilede, hilste, men hans øjne var kolde, som om jeg forstyrrede. Og så mærkede jeg det den for sød, for feminin duft, der ikke passede til ham. En dansk parfume, udelukkende for kvinder.
Da han tog jakken af, så jeg en læbestiftplet på hans krave. Lyserød. Jeg kunne ikke lade være med at hviske:
“Magnus var du virkelig på kontoret?”
Han standsede et sekund. Rettede sig op, så på mig med iskold ro, nærmest brutal, før han svarede:
“Jacqueline, med al respekt, bland dig udenom vores forhold. Ja, der er en anden. Men det betyder ingenting. For en mand i min position er det almindeligt. Astrid ved det. Det ændrer ikke på familien. Vi skal ikke skilles. Børnene, min kone alt er under kontrol. Jeg sørger for dem, jeg er her. Så lad være med at fokusere på en læbestiftplet.”
Jeg bed tænderne sammen. Astrid rejste sig og gik ind til børnene med sænket blik. Han gik i bad, som om intet var hændt. Mit hjerte knustes af magtesløshed. Jeg tog min datter i mine arme og hviskede:
“Astrid synes du, det er okay? At han er utro, og du bare accepterer det? Er det her en familie?”
Hun trak på skuldrene og græd. Lydløst, som om tårerne faldt af sig selv. Jeg strøg hende over ryggen, sagde ingenting. Jeg havde så meget at sige, men det var nytteløst. Beslutningen var hendes. Blive hos en mand, der troede, penge retfærdiggjør svigt. Eller vælge sig selv.
Hun var fanget i dette *”forgyldte bur”*, hvor alt udadtil var perfekt. Alt undtagen respekt. Og kærligheden, den ægte, hvor man ikke lyver, hvor man ikke foragter.
Jeg kørte hjem om natten. Hjemme var søvnen umulig. Mit hjerte blødte. Jeg ville hive hende og børnene væk. Men jeg vidste indtil hun besluttede sig, ville intet ændre sig. Alt jeg kunne, var at være der. Vente. Og håbe, at Astrid en dag ville vælge sig selv.
