Murre krøb ind i buskadset bag bænken, krummede sig som en lille kugle og rystede. Han græd, græd af frygt, græd af ensomhed.
Sneen låd’ ned i dagene, tung som en hærdet gråklat, og syntes at strømme uendeligt. Murre huskede stadig, at han engang havde haft et navn, at han havde smagt varmen fra sin bedstemor Jensine’s mælk og følt hendes blide hænder.
Da han kun var en lille killing, fandt Jensine ham i en papkasse bag købmanden på Strøget. Med et stønlende suk kravlede hun over den lave hegn, smuttede gennem buskadset og løftede kassen, hvorfra der kom et svagt pippe fra den forladte lille skabning.
Åh, hvad er der sket med dig? sukkede hendes mand, der så nysgerrigt ind i kassen. Hvor har nogen ladet dig stå?
Jensine fjernede sit slidte silkehovedklæde fra halsen og pakke den lille, navnløse killing ind. Hun troede først, det var en lille kattekilling, men da de kom hjem, opdagede hun, at det var en lille dreng af en kat.
Så bliver du Murre, sagde hun blidt og gik i gang med at varme mælk.
Dermed blev Murre en hjemlig, plejet kat, som fulgte sin ejer som en skygge. Han gik overalt med hende, vogtede som en hund, og hans hjerte slog ekstra hårdt, når hun gik rundt med duften af friskbagte kringler.
Et halvandet år senere kom den store tragedie: en hvid bil kom kørende forbi, og den tog Jensine med sig, så hun aldrig vendte tilbage. En nabo fodrede Murre en tid, men snart flyttede nye slægtninge ind i huset. De holdt ikke af en kat.
Lad være med at bekymre jer! råbte de, og smidt Murre ud i den bitre kulde.
Kulden greb ham, og han mærkede en frygt han aldrig had haft på gaden før. Blade raslede under hans poter, og lydene skræmte ham. Han løb af sted uden at se, hvor han gik.
En duft af stegt fars, sød og lokkende, stoppede ham. En lille bod ved Torvehallerne solgte kødboller. Murres mave rumlede, og han nærmede sig forsigtigt.
Er du sulten, lille ven? sagde den venlige bodfrue med et smil. Kom, jeg giver dig et stykke.
Så levede han af rester af kødboller, drak mælk fra en plastikkop, og sov i en kasse fra et slagterbutik, hvor der lå kyllingevinger.
En dag blev boden flyttet af en kran. Murre skyndte sig rundt, desperat efter at forstå, hvor den kvinde, der havde brødfodret ham de sidste uger, var forsvundet.
Han krøb ind i buskadset bag bænken, krummede sig til en lille skælven kugle og græd stille, uden stemme. Frygt for kulden, frygt for ensomheden, frygt for hvad fremtiden ville bringe.
Han faldt i søvn, og drømte, at han igen var en stor, stolt kat, der sad på en høj gren, ved siden af en enorm hvid fugl, som så ud som både en due og et menneske.
Hvordan har du det, Murre? spurgte fuglen, mens den foldede sine store vinger ud.
I drømmen fortalte katten sin historie: om Jensine, boden, sulten. Fuglen lyttede til hvert ord, indtil den pludselig forsvandt.
Murre vågnede en hvid fnug lå på hans næse. Han troede, det var et fuglefjer, men det var kun en snefnug, iskold, mens sneen voksede omkring ham.
Han mjavede af kulden, men ingen svarede. Kun sneen dansede ligegyldigt omkring ham.
Så overlevede han ved at sove i kassen, spise sne og brød, som folk smed til fuglene, gemme sig for hunde, og blive tyndere for hver dag.
Sneen fortsatte uafbrudt i tredje dag, og erindringerne om Jensines varme hjem blev svagere og svagere.
Pludselig lød der et gø fra bagved. Murre sprang så højt han kunne, kravlede op i et træ og satte sig på en gren, hvor han faldt i søvn igen.
Den samme fugl kom i drømmen.
Det er hårdt for dig, lille Murre?
Åh, så hårdt koldt, sultent hunde
Hvad ønsker du mest?
At se Jensine bare én gang hviskede katten.
Så se, sagde fuglen.
Og Murre så hende; levende, ved sin side.
Min elskede! mjavede han bedrøvet. Hvor svært er det uden dig
Åh, min skat, svarede Jensine. Jeg har savnet dig! Kom til mig, min lille ven
Hun rakte ud, men i det øjeblik skubbede fuglen blidt Murre på skulderen, og han faldt ned.
Ved foden af træet stod to unge kvinder. Den ene holdt en barnevogn, den anden var livlig og strålende.
Liva, pas på! udbrød kvinden med barnet, da katten landede i hendes arme.
Se! lo Liva. Horoskopet sagde, at jeg skulle have “lykke fra himlen” i dag! Jeg troede ikke, det var så bogstaveligt!
Katten åbnede øjnene langsomt og sagde stille:
Mjau
Hej, min glæde, smilede Liva. Hvad hedder du?
Mjau, bekræftede katten.
Jeg havde en kat, der hed Murre sagde Maja tænksomt.
Så lad os kalde ham Murre, besluttede Liva.
Murre tænkte: Det er mig, Murre, og mjavede igen.
De gik sammen ud af den lille park: Maja for at fodre sin søn, Liva for at tage hjem med sin nye pelsede ven.
Murre indså, at han igen blev ventet, elsket og fundet. hans liv var endelig kommet tilbage til lyset.
