Døren Forbliver Lukket – Mor, åbner du døren? Mor, jeg beder dig! – Drengens knytnæver bankede hårdt mod den solide dør, så det lød som om den snart ville give efter. – Jeg ved, du er hjemme! Bilen står ikke i indkørslen, så du er ikke taget nogen steder hen! Vibeke Møller stod med ryggen til døren og rystede så meget på hænderne, at hendes tekop klirrede mod underkoppen. – Mor, hvad sker der? – Jonas’ stemme blev mere og mere desperat. – Naboerne siger, at du ikke har lukket nogen ind hele ugen! Ikke engang Julie måtte komme ind! Ved svigerdatterens navn rynkede Vibeke Møller på næsen. Julie. Hans dyrebare Julie, for hvem han ville gøre hvad som helst. Selv det der skete i torsdags. – Mor, jeg ringer efter en låsesmed! – truede Jonas. – Vi bryder låsen op! – Lad være! – råbte Vibeke Møller endelig, uden at vende sig om. – Du rører mig ikke! – Mor, hvorfor? Hvad er der sket? Tal med mig! Vibeke Møller lukkede øjnene og forsøgte at samle tankerne. Hvordan skulle hun forklare sønnen det hun havde hørt? Hvordan sige det hun havde tilfældigt overhørt ude i venteværelset på lægehuset? – Mor, jeg beder dig… – Jonas’ stemme blev lille og bedende. – Jeg er bekymret for dig. Det er Julie også. Julie er bekymret. Ja, selvfølgelig. Hun er nok bange for sine planer ikke går som de skal. – Gå hjem, Jonas. Gå, og kom ikke tilbage. – Mor, er du syg? Har du feber? Skal jeg ringe til en læge? – Jeg behøver ikke en læge. Jeg har brug for fred. Vibeke Møller gik hen til vinduet. Nede i gården talte Jonas i telefon. Han sagde nok til Julie, at hans mor nu igen lavede drama. Jonas kiggede op og fik øje på hende. Han gjorde tegn til at komme op. Hun trak sig væk og satte sig tungt i sin lænestol. Efter et øjeblik bankede det igen. – Mor, jeg er her sammen med Julie. Vil du ikke åbne, vær sød. Vibeke Møller bed tænderne sammen. Så havde han altså taget hende med. Den omsorgsfulde svigerdatter, der så nøje lagde planer for fremtiden. – Fru Møller – lød Julies blide stemme –, det er bare mig, Julie. Vil du ikke åbne? Jonas er virkelig bekymret. Sikke en skuespiller. Hun kunne altid ændre stemmen, når det gjaldt. – Jeg har taget mad med – fortsatte hun. – Mælk, rundstykker og honningkager med nødder, ligesom du kan lide. Honningkage. Vibeke Møller smilede bittert. For en måned siden havde Julie fundet ud af, at svigermor elskede nøddetærte, og nu købte hun det hver uge. Sikke en svigerdatter. – Fru Møller, sig nu bare et eller andet – sagde Julie bekymret. – Vi er virkelig bekymrede. – I er bekymrede – gentog Vibeke Møller sagte for sig selv. De hørte hende ikke. – Mor, jeg går ikke, før du åbner! – insisterede Jonas. – Jeg bliver her hele natten om så skal! Hun vidste, han mente det. Han havde altid været stædig – lige fra han var lille. Når han satte sig noget for, gav han ikke op. – Godt så – sagde hun til sidst. – Men kun dig. Alene. – Hvad? – Jonas forstod ikke. – Julie skal gå hjem. Jeg taler kun med dig. Hun hørte deres hvisken ude på trappen. – Mor, hvorfor dog? Julie er også bekymret. – Fordi jeg siger det. Enten kommer du alene, eller også kommer ingen. Mere hvisken, så sagde Julie: – Okay, Fru Møller. Jeg går. Jonas, ring når du ved mere. Hun ventede til fodtrinene forsvandt ned ad trappen, så gik hun langsomt hen og drejede nøglen om. Jonas stormede ind i lejligheden, krammede hende og kiggede bekymret på hende. – Mor, du er blevet tynd! Du ser bleg ud! Hvad er der sket? Er du syg? – Det er jeg ikke – hun viklede sig fri og gik ud i køkkenet. – Vil du have te? – Ja – han satte sig ved bordet og betragtede hende. – Fortæl nu, hvad der foregår. Hvorfor har du låst dig inde i en uge? Vibeke Møller satte elkedlen over og vendte sig. – Hvorfor skulle jeg åbne døren? Hvad godt venter mig derude? – Mor, hvad har det med noget at gøre? Du kan ikke blive her for evigt. Du må jo handle, til lægen… – Naboen Birthe handler for mig. Jeg giver hende bare en seddel og nogle penge. Og til lægen skal jeg ikke. – Hvorfor ikke? Hun hældte kogende vand i kopperne, tilsatte sukker. – Fordi jeg hørte noget dér, jeg helst ville have været foruden. Jonas kneb øjnene sammen. – Hvad hørte du? – Din kone. Hun talte i telefon med en veninde i venteværelset. Hun vidste ikke, jeg var der. – Hvad sagde hun? Vibeke satte sig overfor og så ham længe i øjnene. Hans øjne lignede hans fars – gode, ærlige. Kunne den mand virkelig gøre sådant? – Hun snakkede om, hvordan de vil sælge min lejlighed. At de vil sende mig på plejehjem. At de skal bruge pengene. Jonas blev bleg. – Mor, du har misforstået. Julie ville aldrig… – Jeg har ikke misforstået noget – afbrød hun. – Ord for ord. Hun sagde: “Jonas er allerede enig. Han siger, mor kan ikke bo alene, det er for farligt i hendes alder. Vi finder et godt sted til hende, sælger lejligheden. Pengene bliver til udbetalingen.” – Mor, jeg har aldrig… – Afbryd mig ikke! – sagde hun hårdt. – Hun sagde også: “Godt moren er godtroende, hun aner ingenting. Hun tror, vi elsker hende. Men hun står bare i vejen.” Jonas sad med hovedet bøjet og knyttede næver. – Mor, jeg sværger, jeg har aldrig indvilget i sådan noget. Julie kan bare drømme. – Drømme? – hun lo bittert. – Hvorfor snakkede hun så så detaljeret? Om plejehjem og alt det der… Og sådan, tung om hjertet men rolig i sjælen, fortsatte Vibeke Møller sin aften alene. For hun vidste, at uanset hvad hendes søn besluttede, ville hun bevare sin værdighed og sit hjem til det sidste.