Stille hele jubilæet
Taskerne hængte i armene, og Kirstine trak skuldrene op, justerede de tunge indkøbsposer, så de lå bedre på ryggen. Det var kun få minutter til hjemmet, men så gik ryggen i stå. Hun stoppede et øjeblik, lagde poserne på den hvide sne og greb sin telefon. Manden havde ikke ringet tilbage. Hvorfor skulle han? Peter havde jo sine egne ærinder. Kirstine sank en suk ned, samlede poserne igen og gik mod lejlighedsdøren.
– Kirstine! – råbte naboen fra første sal. En rund dame i hjemmesko stod ved trappen med en cigaret i munden. – Hvordan går det med din mor? Hører man, at hun fylder halvfems år?
– Femtifire, – rettede Kirstine, mens hun mærkede benene vibrere af træthed.
– Ikke dårligt! Sådan en som dig? Har hun det fint?
– Ja, tak, Anna.
– Skal du ikke lykønske hende? – fortsatte naboen, mens hun tog en dyb indånding af cigaretten.
– Jo, jubilæet er på lørdag.
– Ah, så ses vi. Jeg vil aflevere en hilsen til din tante.
Kirstine nikkede kort og skyndte sig ind i bygningen. Der var ikke mere energi til snak.
Derhjemme mødte hende støvet og stilheden. Halvdunklet i entréen, og hun havde ingen lyst til at bringe larm eller lys ind. Hun gik ind i køkkenet, satte varerne på bordet og satte sig langsomt på en barstol. Hovedet snurrede. Hun var stået op klokken fem om morgenen for at nå arbejde klokken otte. Så fulgte en arbejdsdag, så et besøg hos mor for at lave aftensmad og hjælpe med oprydning. Og derefter en tur i supermarkedet for at købe ind til jubilæet. Nu sad hun hjemme, og alt, hun drømte om, var at smide sig i sengen.
Hun smækkede døren blidt i, og tunge skridt lød i gangen.
– Kirstine, er du hjemme? – lød Peters stemme, træt som den har været den sidste tid.
– Ja, i køkkenet.
Peter trådte ind, satte sig også på barstolen, hans grå hår stod i alle retninger, slipset hang løst, og øjnene afslørede udmattelse.
– Jeg ringede, men nåede dig ikke, – sagde han.
– Det er mærkeligt, jeg har ingen opkald. – Kirstine tjekkede sin telefon. – Åh, den er vist på lydløs.
– Ikke noget vigtigt. Ville bare sige, at jeg bliver forsinket.
– Hvad er der på arbejde? – spurgte hun.
– Intet særligt. Ny kontrakt, som altid en masse finurligheder. Juristerne driller med hver en detalje, – svarede Peter og slap helt slip på slipset. – Kan du lave kaffe?
– Det gør jeg.
Hun hentede kaffekanden, hældte kaffe i filteret og satte den på komfuret. På det seneste havde de næsten ikke talt andet end om dagligdags småting. Hun kunne ikke huske, hvornår de sidst havde haft en ægte samtale.
– Mor ringede, – brød Peter tavsheden.
– Hvad sagde hun? – gik Kirstine straks på dupper.
– Ikke meget, bare spurgte hvornår vi kommer til jubilæet.
– Og du?
– Jeg sagde, at vi kommer lørdag klokken to, som vi aftalte. Hun er lidt nervøs.
– Det må hun også være. Femtifire år er ingen spøg.
Kirstine hældte kaffe i krus og satte sig overfor ham. De drak i stilhed. Hun så på hans hænder – store, med tydelige årer. De havde altid virket så pålidelige, så stærke. Nu så de bare trætte ud.
– Jeg tager tidligt afsted i morgen, – sagde hun. – Skal hjælpe mor med rengøringen. Familien kommer fra hele regionen.
– Jeg kan køre dig.
Hun så overrasket på ham.
– Virkelig?
– Ja. Jeg kan være der klokken ni om morgenen, og hente dig igen om aftenen, hvis du har brug for det.
– Det ville være en stor hjælp. Tak, Peter.
De faldt igen i stilhed, en tung tavshed, som om vand stod stille mellem dem.
Da Kirstine trådte ind i hendes mors lejlighed, blev hun mødt af duften af vanilje og kanel. Natalia var iført forklæde og stod ved komfuret, mens hun pudsede kager.
– Mor, jeg sagde jo, at jeg selv ville bage! – udbrød Kirstine, mens hun smed frakken af og gik ind i køkkenet.
– Nej, nej! Min hånd er stadig øm, kagerne bliver altid bedre, når jeg laver dem, – afbrød den ældre kvinde uden at vende sig. – Du skal hellere gøre stuen ren. Der er så meget støv, jeg kan ikke længere svinge en klud så højt.
Kirstine nikkede. Hendes mor havde altid været aktiv til sidste, trods alder og ømme led. Natalia havde overlevet krigen som barn, oplevet hårde genopbygningsår, så derefter en skilsmisse fra Kirstines far, men stod altid fast som en klippe. Ingen klager, ingen tårer – i hvert fald offentligt.
– Har din søster ringet? – spurgte Kirstine, mens hun tørrede støv i stuen.
– Ja, hun kommer i morgen aften med manden og sønnerne.
– Så de overnatter? – tænkte Kirstine på, hvordan de skulle få plads i den lille treværelses lejlighed.
– Ja, jeg har allerede lagt en madras ud i stuen.
– Ludvig kommer fredag, jeg møder ham på stationen, – fortsatte Kirstine og tænkte på sin kusine fra Tønder.
– Så er det godt, – svarede Natalia, mens hun tørrede hænderne på forklædet. – Kirstine, hvordan går det med dig og Peter? Alt i orden?
Spørgsmålet fik Kirstine til at stoppe op med en klud i hånden.
– Jo, selvfølgelig. Hvorfor?
– Jeg ved ikke. Du lyder så… trist den sidste tid.
– Det er bare træthed, – svarede Kirstine og fortsatte med at tørre bogreolen. – Vi har bare haft meget at se til.
– Lyt, min pige. Jeg blander mig ikke i dine sager, men hvis du har brug for et råd, så sig til. Jeg er gammel, men kan stadig give et godt tip, – sagde Natalia og så hende fast i øjnene, så Kirstine følte, at hun så lige igennem hende.
– Alt er fint, mor.
Natalia trak på skuldrene og gik tilbage til kagerne. Kirstine mærkede en snert af skyld. Hun havde faktisk holdt sine problemer for sig selv for at beskytte sin mor. Eller måske ville hun bare ikke indrømme for sig selv, at ægteskabet med Peter var ved at gå i stykker.
– Jeg ser på dig, og så husker jeg mig selv, da jeg var i din alder, – fortsatte Natalia uventet. – Jeg holdt også mund, indtil det var for sent. Jeg troede, alt ville ordne sig af sig selv. Men det gjorde det ikke. Din far og jeg gik hver til sit uden at tale ordentligt. Sådan er det med ægteskaber, de skal snakkes om, før de går i stykker.
– Vi har en anden situation, – modsagde Kirstine.
– Selvfølgelig er den anden. Alle har deres egen, – grinede Natalia. – Men én ting er den samme: stilhed indtil det hele brister.
Kirstine sagde
