Klassegensyn
Nikolaj skyndte sig ind på restauranten han var allerede en time forsinket. Han smed sin dyre jakke og kastede blikket ind gennem døren, hvor han straks så gamle, velkendte ansigter. Der var da Mikkel Gøbel, der hældte cognac op til sig selv og sin faste makker, Peter Rasmussen. De to har altid holdt sammen. To uadskillelige drenge, der delte alt eventyr, ansvar og den sidste skive rugbrød. De endte endda i samme kaserne under værnepligten og kom hjem side om side. Sådan et venskab fra skoletiden ser man sjældent. Klap på skulderen til dem. Jeg har hørt, de har åbnet et autoværksted sammen. De drikker bare lidt for meget, siger rygtet.
Valborg? Hold da op, hun er blevet rund. Har sikkert fået tre børn, hun elskede jo altid det med familie. Hun tog sig altid af de yngre klasser i skolen på sådan en mor-agtig måde. Hun slæbte dem med på Glyptoteket og hyggede hele frikvarteret. Ja, det var vist hendes kald i livet at opdrage unger.
Hmm! Maren Juhl skyder salat op på tallerkenen som om det er det sidste, hun får. Hun sidder på diæt igen, helt sikkert. Tynd som en maj-kat og blegere end en decemberdag. Allerede dengang plagedes hun Sten Sunkjær ironisk navn, han var stor og glad for wienerbrød, men også godhjertet. Maren snuppede hans kagestykker og beordrede ham ud på løbetur. Olga Olesen, hun gør det sgu godt; så hende på DR for to år siden som Årets bedste lærer! Hun oplærer den næste generation. Thumbs up for hende, jeg respekterer folk med mål i livet.
Der gik Danni Nielsen forbi, hvorfor er han blevet så tynd? Sygdom, måske? Hm. Jeg må høre om han har brug for hjælp. Åh ja, tiden er så nådesløs. Det er kun til disse sjældne sammenkomster, man virkelig forstår, hvor stærkt uret tikker. Hvem er nu det? Nej, hvor vildt Margrethe! Skolens ubestridte dronning i egen høje person. Rød, stram kjole, halsen spænder et dyrt smykke med røde sten, der glimter som kirsebærmarmelade. Nok en gave fra den rige eksmand. Hendes makeup er klar til krig målrettet flirt på menuen. Ingen ring; hun må være blevet skilt. Stakkel. Tilbage er kun smykket og minderne. Nå, tid til at kaste sig ud i det!
Efter en lynvurdering trådte Nikolaj ind i rummet.
Han rettede på håret i glasset, fikset slipset, tjekkede sine ur lækkert dyrt sendte sig selv et par smil, tog et par alvorlige miner, og så gik han mod selskabet.
Kolle! Din gamle dandy! lød der pludselig. Alle væltede hen for at kramme ham, klappe ham på skulderen og knuge hans hånd. Man skulle næsten tro, han havde været død og borte fra jordens overflade, sådan som de jublede over, at den tidligere spinkle nørd havde fundet vej tilbage efter tyve års stilhed. Hvor dælen er du blevet af, og hvordan går det? Vi genkender dig jo næsten ikke!
Efter at have overlevet indgangsritualet med det klassiske bjørnekram, dukkede Margrethe op ved hans side med glimt i øjet:
Det er da utroligt, Nikolaj! Er det virkelig dig?
Som du kan se, ingen tvivl. svarede Nikolaj med rank ryg og stolthed uden antydning af forlegenhed.
Du er blevet meget flottere! kvitrede hun, kørte en hånd med røde negle hen over hans slips og satte sig til rette ved bordet. Kom herover.
Naturligvis. Nikolaj af i dag var lysår fra den småklodsede Nikolaj fra 8. klasse, der havde været hamrende forelsket i Margrethe oven i købet så meget, at han knap kunne trække vejret når hun gik forbi og sendte ham et smil. Han blev mobbet, fik tæsk for sjov, blev puffet, og alligevel, med brillerne på halv otte, elskede han hende sin uopnåelige drøm. Han håbede, hun ville lægge mærke til ham.
Til skoleafslutningen bekendte han sin kærlighed. Hun, stolt, smuk, og i hvid kjole, sagde koldt:
Jeg kan kun elske én, der er noget værd. Hvem er du? En sølle nørd uden navn og rygsøjle. Se dig i spejlet!
Hun smed buketten, han havde valgt med største omhu, for hans fødder og grinede stadig som en vanvittig. Hans hjerte knustes, og han svor, at en dag ville han vise dem alle, blive stærk, rig, modig og måske tage hævn. Men først dumpede han på universitetet og røg i Forsvaret.
Indkaldt til artilleriet viste han sig at være kvik tilfældet ville, at han kom i snak med oberstens kone. Hun kunne lide hans råd og bad manden hjælpe ham videre. Bingo hurtigt ind på økonomistudiet, pumpede hjerne og biceps op, trænede judo og nu var han finansansvarlig for firmaet, hvor hans gamle oberst og dennes ven var chefer. Held? Måske. Eller bare udholdenhed og held i én pæn dansk cocktail. Om det var kontrakter, medarbejdervalg eller valg af partner, gik det ham altid godt.
Hans kone var hans stjerne: klog, smuk og med fødderne så solidt plantet på jorden, at hun kunne holde hele familien. De havde tre dejlige børn; hun kørte hjemmet med fast hånd. Når han spurgte hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave, svarede hun altid:
Bare dig, min skat.
De delte ferier, gik i skoven efter kantareller, blev våde i regnen og kyssede på altanen aftener i det sommermåne skær. Hun var uhøjtidelig, sjov, og fortryllende. Rød, krøllet manke, grønne drillende øjne små djævlehorn, plejede han at sige. Han glædede sig til at komme hjem fra arbejde, fløj hjem fra forretningsrejser, mens hun havde puttet børnene, fodret katten og sat sig med poesi i lænestolen og ventede på ham, så hun, med et smil, kunne hviske ham digte i øret ved sengetid. Han ville aldrig bytte de øjeblikke væk.
Det vidste Margrethe selvfølgelig ikke så resten af aftenen havde hun et fast blik på ham.
Han bliver min, besluttede hun, og bød ham straks op til dans. Han sendte hende et træt blik og sagde:
Jeg danser kun med min kone. Undskyld, men det er jo ikke dig.
Men du har jo ikke ring på? sagde hun og greb ham i hånden. Hele bordet kiggede. Det var lidt for højt, hun sagde det.
En ring generer mig, derfor har jeg den ikke på. Men jeg har en kone. Han gik uden om Margrethe og satte kurs mod bordets stille hjørne, hvor en anden gammel klassekammerat, Vera Mathiasen, sad med rank ryg. Ingen havde rigtig lagt mærke til hende før nu.
Nikolaj rakte hende hånden, hun rejste sig i et stilfuldt, mørkeblåt kjole, smykket med kort, gyldent kæde om halsen og de flammende hår sat elegant op. Først nu opdagede folk, hvor fortryllende hun faktisk så ud. Nikolaj førte hende ud i valsen, og nu sendte alle beundrende blikke efter dem. Efter dansen blev der helt stille.
Held og lykke, venner. Det var rart at se jer igen, sagde Nikolaj, og han og Vera forlod lokalet sammen.
Var det hans kone? spurgte Margrethe fortumlet. Den stille Vera? Det var jo hende, der måtte bære min skoletaske og lave mine lektier! Jeg hadede kun at have hende med som sidekick, fordi hun fik mig selv til at stråle mere. Snedigt!
Vidste du, at det faktisk er Vera, der har arrangeret alt det her? sagde Mikkel Gøbel. Hun købte den bedste cognac. Og se lige Kolle! Hans ur koster sikkert mere end hele restauranten. Han har altså betalt for det hele her, det skal vi huske.
Musikken kom i gang, men Mikkel standede op. Tankerne kørte hos alle. Nogen glædede sig over andres held, nogen ærgrede sig over at have mistet kontakten til Nikolaj. Pigerne beundrede Vera og hendes heldige ægteskab, mens Margrethe sendte onde blikke i hendes retning. Hun kunne slet ikke forstå, hvordan den engang så kikset Nikolaj kunne være blevet sådan en charmerende, selvsikker mand.
Hendes egen første mand, Danni, var da ellers perfekt: flot fyr, masser af penge takket være farmand, villa, Volvo og fast job. Men hans evige eskapader gjorde Margrethe vanvittig. Først skændtes og græd hun, vred sig i scene, som var hun hovedpersonen i en tv-serie på DR. Til sidst blev hun bare træt. Træt af at vente, håbe, og spille lykkelig. Hun endte selv med at tage på eventyr tror det skulle lindre smerten, men endte i endnu mere rod. Efter seks år blev de skilt hun ville have mere, men fik kun bilen, halskæden (gave er gave!), en toværelses lejlighed og et tomrum. Nu søgte hun desperat efter en ny, stegt klar mand, men de fleste mistede pusten, så snart de fik indblik i hendes krævende facon. Sådan kørte hendes hamsterhjul videre, med nye dumheder og håb. Livet som selvudnævnt dronning alle skylder mig noget, og jeg kvitterer kun med lidt skønhed.
Vera opsøgte Danni og sørgede for, at han fik den rigtige behandling for sin sygdom, og seks måneder senere var han helt på benene. Han var dybt taknemmelig for, at folk som hende stadig fandtes for uden gensynet…
Vi bærer alle en bagage fra barndommen: venner, fjender, gamle sår og fjollede håb. Nogle lærer vi at elske, andre at håbe aldrig at møde igen. Men når vi tænker tilbage på skolen, objektivt set, kigger vi mere mildt på det hele. Tiden læger ikke alle sår, nej, men den sliber kanterne og gør minderne bløde. Pas godt på hinanden brug ikke krudt på hævn, for nogle mennesker fortjener slet ikke den slags opmærksomhed. Lev dit eget liv, og lad dem bygge deres. Vi har alle vores egen vejUdenfor trak augustnatten et blødt tæppe af mørke hen over byen. Nikolaj og Vera trådte ud under gadelygterne, hilste på hinanden med et stille grin, som gamle venner, der har set alt og tilgivet det meste.
Så, min helt, sagde Vera og flettede fingre med Nikolaj, hvor tager vi nu hen?
Hjem, tænker jeg. Hvor lykken bor, og hvor morgendagen aldrig haster.
De gik sammen ned ad fortovet, tættere, mere frie end nogensinde før; det lette sus i maven, følelsen af at et langt, snoet kapitel endelig var slut. Bag dem forsvandt latteren og stemmerne gymnasietidens drømme og drama gled ud i natten, hvor de hører til.
Inden de tog afsked, stoppede Vera op og så Nikolaj alvorligt i øjnene.
Synes du, det hele var det hele værd? Alt det, vi har været igennem?
Nikolaj smilede med øjnene, trak hende nær og svarede blidt:
Ja. Det var det hele værd, for nu kender jeg forskellen på at blive beundret og at blive elsket.
I vinduet ovenfor stod Margrethe alene. Hun betragtede de to, så deres skygger forsvinde, og for første gang mærkede hun ikke vrede eller misundelse, men en underlig ro. Måske var tiden kommet til at lægge kronen og finde sig selv uden publikum.
Inde i restauranten blev der grinet og råbt; telefonnumre blev udvekslet, skåle rungede. En brøkdel af uskylden fra barndommens skolegård var vendt hjem. Måske havde de fleste af den gamle klasse ikke forandret sig så meget og alligevel, var det nok til, at nye begyndelser kunne tage form.
Natten sluttede, festen ebbede ud, men minderne både de blide og de barske lagde sig som et varmt tæppe over alles hjerter.
For i sidste ende er det ikke hvem, man var, men hvem, man vælger at være sammen med, der tæller. Resten kan man grine af til klassegensynet næste år eller lade blæse bort med vinden under gadelygternes tyste skær.
