Hvorfor rodede du i min computer? Et mysterium bag et ukendt blik
“Hvorfor pokker roder du i min computer?” råbte Jakob, mens han lænede sig truende ind over Ragnhild. Hun havde aldrig set hans øjne sådan før
Ragnhild kom hjem fra gymnasiet og mærkede straks allerede i entreen den tunge lugt af øl og sprut. Fra stuen lød højlydt larm. Hendes far var fuld igen. Hun gik direkte ud i køkkenet.
Mor stod ved vasken og skrællede kartofler. Da hun hørte fodtrin bag sig, vendte hun sig om. Ragnhild så straks det røde, hævede mærke på mors kind.
“Mor, vi skal væk fra ham. Hvor længe skal vi finde os i det her? Han slår dig ihjel en dag,” sagde Ragnhild vredt.
“Hvor skulle vi tage hen? Hvem har brug for os? Vi har ingen penge til husleje. Vær ikke bange, han slår mig ikke ihjel. Han er en kujon. Det er kun på mig, han tør, at gå amok.”
Næste morgen vågnede Ragnhild ved mærkelige lyde. Hun gik stille ud i køkkenet. Faderen stod ved komfuret og hældte varme fra elkedlen direkte i munden. Ragnhild stirrede nærmest tryllebundet på hans adamsæble, som bevægede sig op og ned, op og ned. Hun kunne høre vandet glide ned i hans hals med en ulækker gurglende lyd. “Kvæl dig, bare kvæl dig, Gud, lad ham kvæles,” tænkte hun hidsigt.
Men faren gjorde det ikke. Han satte kedlen tilbage på komfuret, sukkede tilfreds, kiggede med røde, opsvulmede øjne på Ragnhild og stavrede ud på badeværelset.
Ragnhild lavede en grimasse. Hun vidste, at mor bare ville fylde mere vand i kedlen uden at vaske den. Hun tog derfor kedlen og skrubbede den længe, mens hun svor, at hun aldrig mere ville drikke vand derfra uden at have gjort den ordentlig ren først.
I vinterferien tog Ragnhild tre dage til Odense med klassen. Da hun kom hjem, var mor på sygehuset.
“Var det far, der slog dig?” spurgte hun hårdt, da hun så forbindningen om mors hoved.
“Nej, Ragnhild. Jeg gled bare på isen.”
Men Ragnhild vidste, det ikke passede.
Gentagne slag, især mod hovedet, havde givet mor forhøjet blodtryk. Et halvt år senere fik hun en blodprop og døde. Ved bisættelsen græd faren druknet i tårer nogle gange hulkede han over savnet af elskede Anja, andre gange bandede han hende langt væk af samme grund.
Sagde, at Ragnhild var ligesom moren og truede med, at hvis hun prøvede at forlade ham, ville han også slå hende ihjel. Ragnhild talte dagene til studentereksamen var i hus. Hun tog ikke med til studenterfest. Næste dag hentede hun sit eksamensbevis i al hemmelighed. Mens far var på arbejde, pakkede hun sine ting og forlod hjemmet.
Han gav hende penge til mad, og lidt lagde hun til side. Nogle gange tog hun fra hans lommer, mens han sov. Ikke meget, men nok til at kunne klare sig i starten. Længe havde hun planlagt at flytte, arbejde og måske læse videre på HF som fjernundervisning.
Hun frygtede ikke, at faren ville lede efter hende. Alle fra kvarteret kendte til hans druk, ingen ville hjælpe ham med at finde hende igen. Hun tog til København, lejede et billigt værelse i Brønshøj og fik job på en grillbar. De sørgede for NemID, hjalp hende med sygesikringsbevis, og hun spiste gratis på job
Hun søgte ind på teknisk skole på bogholderilinjen. Da chefen på burgerbaren hørte hun læste til bogholder, fik hun job bag kassen.
Drengene forsøgte at charmere sig ind. “I starten er de søde, men så begynder de at drikke og lyve. Ved ikke hvad der er værst. Lad dig ikke narre, datter min. Vær forsigtig. Jeg var også engang ung og smuk Din far drak ikke, da vi mødtes. Vi elskede hinanden. Hvad gik der galt?” havde mor sagt tit.
Ragnhild tænkte ofte på mors ord. Hun afviste de venlige drenge, der prøvede at score hende. Hun havde set, hvordan den slags endte.
Mor havde altid købt stort ind på lønningsdagen: pasta, sukker, havregryn, konserves så der var til længe. Far brugte sine penge på alkohol, men der var altid mad hjemme. Det var måske ensformigt, men sådan var det. Nu købte Ragnhild ind på samme måde.
Hun slæbte den tunge pose hjemad gennem regn og blæst. Oppe ad gaden kom en fyr gående med øjnene i sin smartphone. Ragnhild håbede han ville se hende og gå udenom, men han stødte lige ind i hende.
“Undskyld,” sagde han, mens han hurtigt kiggede op fra skærmen.
Ragnhild ville svare surt, men blev forlegen da hun så det åbne, venlige smil.
“Det gør ikke noget, jeg var heller ikke opmærksom,” sagde hun og smilede tilbage.
Fyren tilbød at hjælpe. Ragnhild tøvede, men gav efter og rakte ham posen. Han kunne næppe være ubehagelig med så venligt et ansigt. De faldt i snak. Jakob hjalp hende helt hjem, men hun lod ham ikke følge hende til døren.
Dagen efter dukkede han op på grillbaren. Han påstod det var tilfældigt, men Ragnhild var sikker på, det ikke var sådan. De begyndte at ses.
Jakob fortalte ærligt, at han var skilt og havde en lille datter, som han elskede højt. Han havde overladt lejligheden til ekskonen og boede nu hos en ven. Han sagde, at det var et dumt ægteskab.
“Vi passede bare ikke sammen. Vi havde intet til fælles. Nogle gange gik vi dage uden at snakke sammen.”
Han talte ofte om datteren, og Ragnhild begyndte at stole på, at en mand som elskede sit barn, ikke kunne være så slem. Efter en måned foreslog han, at de skulle flytte sammen.
“Lad os finde en bedre lejlighed tættere på byen. Det hele er nemmere, når man er to,” sagde han.
Ragnhild sagde ja. Hun svævede af lykke måske ville hun få en normal familie. De flyttede ind i en lys og rummelig lejlighed, fejrede hjemme helt stille, bare dem to. Ragnhild drømte ikke om bryllup eller store planer. Jakob drømte om børn en dreng og en pige og hun begyndte at tro på det også. Familielykken var måske på vej.
Jakob havde betalt husleje to måneder frem. Men i den tredje måned, da han sagde, at han ikke havde flere penge, mærkede Ragnhild uroen snige sig ind. Hun så en sidste gang på den lejlighed, hvor hun havde håbet at finde lykken, lukkede døren bag sig med beslutsomhed og hviskede et løfte til sin søn, som ventede på hospitalets neonatalafdeling: “Vi skal nok klare det, min skat, vi skal væk fra alt det her.”
Hvorfor roder du rundt i min computer? – Et mysterium bag et ukendt blik
“Hvad pokker laver du i min computer?” råbte Alex, mens han rejste sig truende over for Elena. Hun havde aldrig set ham sådan før…
Elena var lige kommet hjem fra skole og mærkede allerede i entreen den tunge lugt af alkohol. Inde fra stuen hørtes en larm. Hendes far var igen fuld. Pigen gik direkte ud i køkkenet.
Hendes mor stod ved vasken og skrællede kartofler. Da hun hørte fodtrin bag sig, vendte hun sig om. Med sit skarpe blik lagde Elena straks mærke til den røde, hævede kind.
“Mor, lad os gå fra ham. Hvor længe skal vi holde til det her? En dag slår han dig ihjel,” sagde Elena vredt.
“Hvorhen? Hvem har brug for os? Vi har ikke penge til husleje. Vær ikke bange, han slår mig ikke ihjel. Han er en kujon. Han slår kun på mig.”
Næste morgen vågnede Elena ved mærkelige lyde. Hun stod op og kiggede ud i køkkenet. Hendes far stod ved komfuret, med hovedet bagover, mens han drak direkte af elkedlen. Elena stirrede hypnotiseret på hans strube, der bevægede sig op og ned. Hun kunne høre, hvordan vandet skvulpede ned i halsen på ham. “Lad ham blive kvalt! Jeg beder dig, Gud, lad ham blive kvalt!” tænkte hun i vrede.
Men faren blev ikke kvalt. Han stillede kedlen tilbage på komfuret, sukkede tilfreds, kiggede på hende med røde, opsvulmede øjne og gik forbi hende ud på badeværelset.
Elena fik det dårligt, da hun tænkte på, at moren bare ville fylde nyt vand på kedlen, uden at gøre den ordentligt ren, og fjerne lugten efter far. Hun tog kedlen og skrubbede den længe, mens hun lovede sig selv aldrig at drikke af den, uden at vaske den først.
I vinterferien tog Elena tre dage til Aarhus med klassen. Da hun kom hjem, lå moren på hospitalet.
“Har han slået dig?” spurgte hun strengt, da hun så morens hoved forbundet.
“Nej, skat. Jeg gled på isen.”
Men Elena vidste, hun løj.
På grund af alle de slag i hovedet havde moren fået forhøjet blodtryk. Seks måneder senere fik hun en blodprop og døde. Faren græd ved begravelsen — fuld af tårer, nogle gange fortrød han alt, andre gange bandede han efter den bortgangne Helle.
Han sagde, at Elena blev ligesom moren, og truede med at slå hende ihjel, hvis hun også ville stikke af. Elena talte dagene, til hun kunne afslutte gymnasiet. Hun gik ikke til dimissionen. Dagen efter hentede hun sit eksamensbevis i al hemmelighed på kontoret, pakkede sine ting, mens faren var på arbejde, og stak af hjemmefra.
Hendes far gav hende penge til mad, men Elena lagde en del til side. Nogle gange tog hun lidt fra hans bukselomme, mens han sov. Det var ikke meget, men nok til at klare sig et stykke tid. Hun havde for længst besluttet sig for at forlade barndomshjemmet, arbejde, og tage HF på deltid. Kolonialvarer
Hun frygtede ikke, at faren ville lede efter hende. Alle i opgangen kendte til hans vaner, ingen ville hjælpe ham. Hun flyttede til storbyen, fandt et lille, billigt værelse i udkanten af København og fik job på en grillbar. De var søde ved hende: hjalp hende med helbredskort, hun fik fri mad…
Hun skrev sig op til handelsskolen, regnskabslinjen. Da de hørte, hun læste bogholderi, satte de hende i kassen.
Drengene flirtede. “Først er de altid søde, så begynder de på druk eller utroskab. Ved ikke, hvad der er værst. Lad dig ikke narre af deres søde ord, min pige. Vær forsigtig. Jeg var også smuk engang. Din far drak ikke, da vi mødtes. Vi elskede hinanden. Hvor blev det af? Hvad gik galt?” sagde hendes mor tit.
Elena huskede hendes ord og ignorerede drengenes tilnærmelser. Hun havde set, hvordan hendes forældres liv var endt.
Når mor fik løn, gik hun i supermarkedet og købte ind: masser af pasta, sukker, gryn, dåsemad — der skulle være nok i lang tid. Faren brugte pengene på sprut, men der var altid mad i huset, om end kedeligt og ensformigt. Nu gjorde Elena det samme.
Hun var på vej hjem med en tung pose, der hev i armene. Lige foran hende kom en fyr, helt optaget af sin mobil. Elena håbede, han ville se hende og styre udenom, men han gik lige ind i hende.
“Undskyld,” sagde han, da han løftede blikket fra skærmen.
Elena ville svare vredt, men da hun så det charmerende blik, blev hun forlegn.
“Det gør ikke noget, jeg var heller ikke opmærksom,” sagde hun og smilede.
Fyren tilbød at hjælpe hende. Elena tøvede, men rakte ham posen. Man kunne ikke være ond med så åbent et smil. De hilste på hinanden. Alex hjalp hende med posen hele vejen hjem, dog lod hun ham ikke følge hende til døren.
Næste dag kom fyren forbi grillbaren. Han sagde, det var en tilfældighed, men Elena var sikker på, det ikke var. Snart begyndte de at ses.
Alex indrømmede, at han var skilt og havde en lille datter, han elskede højt. Han havde ladet ekskonen beholde lejligheden og boede hos en ven. De var blevet gift for tidligt, sagde han.
“Vi passede bare ikke sammen. Vi kunne gå dagevis uden at sige noget til hinanden.”
Han talte meget om sin datter, og Elena tænkte, at man godt kunne stole på en mand, der elsker sine børn. Efter en måned foreslog Alex, at de skulle flytte sammen.
“Lad os finde en bedre lejlighed, tættere på centrum. Alt er nemmere, når man er to.”
Elena sagde ja. Hun svævede af glæde. Endelig en normal familie. De flyttede ind i en rummelig lejlighed, fejrede på enkel vis begyndelsen på deres nye liv sammen. Elena havde ingen bryllupsdrømme. Alex talte om børn, at de skulle have to: en dreng og en pige. Og det troede Elena på. Familieliv
Alex havde betalt huslejen for to måneder frem. Den tredje måned, stadig med en undskyldende tone, kiggede Elena en sidste gang på lejligheden, hvor hun havde troet, lykken ventede, lukkede døren bag sig og hviskede et løfte til sin nyfødte søn i kuvøsen: “Det skal nok gå, skat, vi skal langt væk fra alt det her.”
