– Hvad mener du, du vil ikke tage hans efternavn? – råbte min svigermor på borgerservice Hun havde slet ikke lyst til at blive gift. Men som 19-årig blev hun gravid med en klassekammerat, som hun havde dannet par med i tre år. Der var ikke noget valg – hun ville ikke have, at hendes barn skulle vokse op uden far. Selvom han var ældre end hende, var han stadig umoden og en rigtig mors dreng. Men han løb ikke fra ansvaret – han sagde, de skulle gifte sig og opfostre barnet sammen. Så begyndte bryllupsforberedelserne. Hun havde gerne giftet sig stille og roligt, men familien insisterede på et stort bryllup. Hun forstod ikke, hvorfor man skulle bruge en formue på andre mennesker, når pengene kunne bruges på barnet. Ingen lyttede til hende. Restauranten, brudekjolen og invitationerne blev valgt af svigermor og hendes søster! Da hun blev sendt til kjoleprøvning, ville hun ikke afsted. Hun forestillede sig en kjole med tusind lag og alt for mange glitrende sten. Svigermor og hendes søster var ikke kendt for deres gode smag. Da familien hørte hendes nej, kaldte de hende utaknemmelig og blev rasende. Men det rørte hende ikke – hun havde nok at tænke på: studentereksamen, eksamener og forberedelser til barnet. Hun dukkede op på rådhuset i en enkel hvid kjole, der både var pæn og klædte hende perfekt. Og så begyndte balladen. Ingen af familierne vidste, at hun havde besluttet at beholde sit eget efternavn. Brudgommen vidste det – han modsatte sig ikke. Men svigermoren blev rasende og råbte ind i lokalet: – Hvad foregår der, vil du ikke tage hans efternavn?Familiedrama i Danmark Hun smilede og trådte et skridt tilbage. Dagen efter ventede endnu et bryllup – denne gang i hans landsby, sammen med hele familien. Nerverne måtte spares. Ægteskabet holdt kun et par år. Han var en dårlig mand og en endnu ringere far. Hver weekend sad han foran computeren og ignorerede sin familie. Da hun ikke kunne holde det ud længere, pakkede hun sine ting og gik. Hendes svigermor var ikke begejstret for udviklingen. Men vores hovedperson kunne endelig trække vejret frit – for første gang følte hun sig fri og lykkelig.

Hvad mener du, du vil ikke tage vores efternavn? råbte min svigermor inde på borgerservicekontoret.

Ida havde slet ikke lyst til at gifte sig. Men som 19-årig blev hun gravid med en studiekammerat, som hun havde været sammen med i tre år. Hun følte sig uden valg hun ville ikke have, at hendes barn skulle vokse op uden en far.

Selvom Rasmus var ældre end Ida, var han umoden og altid mors dreng. Alligevel forsøgte han ikke at løbe fra sit ansvar han sagde ja til både ægteskab og at tage sig af barnet. Så begyndte forberedelserne til brylluppet.

Ida havde foretrukket bare at blive viet stille og roligt, men familien insisterede på et stor bryllup. Hun fattede ikke, hvorfor de skulle bruge tusindvis af kroner på gæsterne, når de penge kunne gå til barnets behov. Ingen lyttede til hende. Restaurant, brudekjole og invitationer alt blev valgt af svigermor og hendes søster!

Da hun blev sendt til kjoleprøvning, nægtede Ida at tage med. Hun kunne lige se for sig en kjole med volanger så store som møllevinger og tusind glitrende perler. Hverken hendes svigermor eller hendes søster var kendte for god smag. Da Idas afslag lød i stuen blev hun kaldt utaknemmelig, og de blev rasende. Men Ida var ligeglad hun havde nok at bekymre sig om: gymnasiets afslutning, eksamenerne og forberedelserne til sit barn.

På rådhuset dukkede hun op i en enkel hvid kjole, som både klædte hende og hendes mave. Og så brød helvede løs.

Det var først der, de nygifte familiers slægtninge fandt ud af, at Ida havde valgt at beholde sit eget efternavn. Rasmus vidste det ganske vist han havde ikke noget imod det. Men svigermor eksploderede og råbte ind i rummet:
Hvordan kan du nægte at tage vores navn?

Ida trak på skuldrene og trådte varsomt til side. I morgen ventede endnu et slag landsbybryllup hjemme hos hans familie, hvor hele slægten ville være samlet. Hun måtte spare på nerverne. Ægteskabet holdt kun få år. Rasmus viste sig at være en uduelig ægtemand og endnu dårligere far. Hver weekend sad han bag computerskærmen og lod som intet var, mens Ida blev mere og mere frustreret. Til sidst kunne hun ikke mere hun pakkede sine ting og gik.

Svigermor kunne ikke udstå denne vending. Men Ida trak vejret dybt for første gang i årevis endelig følte hun sig fri og lykkelig.