Jeg kan ikke lade være med at græde. I så mange år har de behandlet mig som en barnepige.
Der er gået elleve år, siden min datter blev gift. Jeg kunne straks lide hendes mand han var klog, velformuleret og forholdsvis venlig. Da Signe blev hans hustru, var jeg lykkelig. Et år senere blev jeg farmor, og min glæde voksede kun. Da jeg gik på pension på grund af mit helbred, foreslog min datter, at jeg flyttede ind hos dem i Århus. Hun sagde, hun ville få brug for min hjælp til børnene. Med lethed takkede jeg ja og pakkede mine ting.
I ti år sled jeg hjemme i huset. Jeg lavede frikadeller, vaskede tøj, fejede gulve, skrubbede skabe alt for at Signe og Mads kunne have det rart og fokusere på deres arbejde. Men så, en aften, gled de usagte nyheder ind i min bevidsthed som tåge over Limfjorden.
De skulle på ferie med børnene. Uden mig. De havde brug for en pause fra mig. I så mange år har jeg været barnepige uden at vide, at det kun var dét, de så mig som.
Mit gråd lød som vinden, der hvisker over markerne uden for Odder.
