Den gråhårede, omkring sytti år gamle manden vandrede langs indhegningerne i dyrehjemmet i en tåget forstad til Odense, mens hans blik fløj fra bur til bur som en flyvende ugle. En afklaring fra personalet opdagede ham og trådte frem.
– Har De brug for noget? spurgte hun med et løftet øjenbryn. – Leder De efter en hund?
– Åh, nej! Nej! De må ikke bekymre Dem! Jeg ser blot. Må jeg kigge? svarede han, og hans stemme rungede som en fjern klokke.
– Selvfølgelig, så kan De se, for Guds skyld! udbrød hun overrasket.
Manden gik langs de små huse, så på hver hund, som om han genkendte dem fra en anden tid. Efter flere runder stoppede han ved et bur i hjørnet, hvor en hund sad knækket ind til væggen. Den var stille, svajede ikke med halen, og dens øjne stirrede tomt mod en usynlig horisont.
– Hvad er der med den? spurgte den gamle mand.
– Åh, det er Frøken Berta! Hun er omkring seks år gammel. En bil ramte hende for nylig. Hendes ejer afslog, og en nabo bragte hende hertil. Vi opererede hende, men kunne ikke‑kunne redde benet.
– Så hun kan ikke løbe længere?
– Hvorfor skulle hun? Ja, hun vil stadig gå, men hun har ikke forladt buret siden da. Måske er hun bange.
– Må jeg tage hende med? bønfaldt manden.
Kvinden så på ham og tænkte: – Ja, hvad vil du egentlig? Du er selv som en knogle i graven, og så vil du have hende på gaden.
– Lad os tænke over det, og vi giver Dem svar i morgen, sagde hun.– Okay?
– Det er i orden, så kommer jeg tilbage i morgen. Farvel.
Porten smækkede i bag ham, og han gik langsomt væk. Næste morgen var dyrehjemmet stadig lukket, men han stod allerede ved porten.
– Åh, det er Dem igen! Goddag. Vi har snakket med lederen, og vi kan ikke give Dem hunden. Hun er syg, og hun har brug for pleje.
Den gamle mandens ansigt gik gråt, og han så ud som om en tåge af tårer truede med at bryde frem. Han vendte om igen og gik væk.
Efter frokost gik personalet rundt for at rense bureerne. Ved det samme bur stod manden, talte stille med hunden. Kvinden gik hen igen og mindede om, at de ikke kunne give den væk.
I en måned kom medarbejderne hver gang forbi dyrehjemmet og så den samme ældre mand ved det samme bur, hvor han hviskede til Berta. De vænnede sig til hans tilstedeværelse, så næsten som en daglig drøm. En dag kunne lederen ikke holde sig længere.
– Lars, giv ham den! Den vil aldrig komme ud af buret. Måske vil den så finde ro!
Hun åbnede døren, og manden gik ind, satte sig ved Bertas side, og et øjeblik senere gik de begge ud af buret. Kvindenes ansigter blev hvide af forbløffelse. Den gamle mand og hunden gik rundt på området, stoppede for at trække vejret, og fortsatte så videre på deres mærkelige gåtur. Således begyndte venskabet mellem Berta og Viggo Andersen, som de kaldte ham.
Viggo kom hver dag. Berta genkendte kun ham. De gik ture, lo, men sagde næsten intet. Når de sad ved et gammelt egetræ, kiggede de ud i en fjern tåge. Hver gang de vendte tilbage, holdt de hinandens blikke, mens de sagde farvel.
Efter et par måneder tilbød lederen ham at tage Berta med hjem for altid, men han afslog. Kvinden så forvirret på ham. Hvorfor ville han så afvise det? Viggo ville ikke svare, og han vendte altid ansigtet bort, så ingen kunne se hans tårer. Nysgerrig fulgte hun ham en aften.
Efter dyrehjemmet gik den haltinge mand mod byens udkant. Hun fulgte ham gennem en tåget gade, i timen der gik de langs den gamle mur. Til sidst nåede de et bygning, hvor han forsvandt bag en dør. På døren hang et skilt: PNI – Psykiatrisk Institut, i folkemunde et plejehjem for ældre. Hun gik ind og fandt lederen, som fortalte, at Viggo havde boet, at han var kommet efter en trafikulykke for over ti år siden, at benet var tabt, og at hans datter havde bragt ham hertil og aldrig set ham igen. Hun, en kvinde af stål, der engang havde lagt sin mand og søn i jorden, havde bygget dyrehjemmet med to hundrede pladser for at holde sig i live. Hun havde set utallige hunde blive afleveret, men aldrig en gammel mand som ham. Hun havde endda set sin egen far blive bragt hertil.
Hun græd hele vejen tilbage. På vejen hjem tog hun den eneste rigtige beslutning.
Tiden gik, og i dag vågnede hun glad. Hun gik i køkkenet, tændte kedlen og steg ud på altanen.
– Far! Pas på, du og Berta, hop ikke for meget i sneen! Te er ikke for de unge længere. Så Berta er femten, og du er firsomme i dag.
– Ja, min pige! Vi er ikke længere seksten år gamle…
