“Så skil dig dog, du bringer kun skam over landsbyen! Og glem nu ikke, at huset står i mormors navn, så hvor vil du bo?”
Ida har arbejdet som sygeplejerske i 11 år. Alle kender hende nogle kalder hende endda for “vores egen Florence Nightingale”, fordi hun altid hjælper folk, uanset om de er rige eller fattige.
En aften havde Ida travlt med at komme ind til Aarhus hun skulle nå tidligt frem, for retssagen startede klokken 10 næste morgen. I dag ville hun endelig slippe for den største byrde i sit liv. Denne byrde var hendes mand, der både havde kaldt hende grimme ting, slået hende og ikke engang forsøgte at skjule sine affærer.
Efter at Ida blev færdig på sygeplejeskolen, tog hun arbejde i en lille landsby udenfor Viborg. Andre ville måske have tudet over skæbnen, men Ida har altid vidst, hvorfor hun arbejdede. Alligevel var det daglige pendleri hårdt, så hun spurgte rundt i landsbyen og endte hos Karen, som hjalp hende med at leje et værelse.
Det var her, hun mødte sin kommende mand, Karens barnebarn. Han var venlig nok, men Ida blev nu aldrig rigtigt forelsket i ham. De levede sammen som kærester i et år, før de valgte at blive gift. Hans mormor var ellevild med det den unge kvinde havde jo både et godt ry og var dygtig til at holde hus.
Som bryllupsgave gav mormor dem et stort stykke jord, hvor de straks begyndte at bygge et hus sammen. I otte år sled Ida hårdt for at gøre huset til deres hjem og investerede både mange sparekroner og endeløse kræfter.
Gennem alle årene levede Ida og hendes mand mere som venner, der holdt pligterne ved lige, end som et rigtigt ægtepar. Hun håbede, at alt ville blive bedre, hvis de fik et barn men hele landsbyen vidste, hvordan han både slog og var hende utro. Alligevel blev hun aldrig gravid.
En dag mistede Ida tålmodigheden for sidste gang og sagde til sin mand, at hun ville skilles hun kunne ikke holde det ud længere.
“Vær bare modig og bliv skilt, så snakker hele sognet om dig! Og husk, huset står i mormors navn så hvor skal du nu bo?”
Mormor forsøgte ihærdigt at få Ida på bedre tanker. Hun betragtede næsten pigen som sin egen datter nu, men nægtede at give slip på hende på grund af barnebarnets opførsel.
Men Ida vidste, at beslutningen var uigenkaldelig, og at hun havde brug for støtte. Hun nægtede også at opgive huset hun havde jo lagt sin opsparing og sjæl i det. Gode venner rådede hende til at tage fat i en advokat.
Ida mødte så Claus igen. Allerede da hun så hans navn på advokatkontoret, genkendte hun ham fra sygehuset der havde endda været lidt kemi imellem dem dengang. Claus havde sagt, at Ida havde stjålet hans hjerte, men Ida turde ikke følge sine følelser, da hun var gift.
Der var gået seks måneder, men da hun trådte ind på hans kontor, mærkede hun straks, at han stadig huskede hende og at han var blevet endnu mere charmerende og mandig.
Claus stirrede på hende som på et spøgelse. Han kunne ikke fatte, at kvinden, han ikke kunne glemme, nu stod lige foran ham hun, der havde afvist ham dengang…
Pludselig gik det op for ham, at han hele tiden havde været alene, ude af stand til at indlede noget nyt, fordi hjertet stadig tilhørte Ida. Han betragtede hende længe, uden at sige noget.
Ida fortalte forsigtigt, hvorfor hun var kommet. Hun var først tilbageholdende med detaljerne, men Claus insisterede på, at det var vigtigt for sagen. Hun fortalte om volden, utroskaben og alt det forfærdelige.
Claus blev chokeret over, at nogen kunne finde på at behandle netop hende sådan og at hun havde fundet sig i det så længe…
Takket være Claus grundige arbejde vandt hun retssagen, og hendes eksmand måtte betale hende halvdelen af husets værdi i danske kroner.
“I alle de her år har kun én kvinde været i mit hjerte,” sagde Claus til sidst. “Jeg har været ensom og ulykkelig og troede, du var bundet til en anden mand. Og nu står du her, smilende til mig jeg tør næsten ikke tro på min lykke. Jeg ved godt, vi kun har mødtes få gange, men jeg spørger dig alligevel vil du flytte ind hos mig?”
“Ja, det vil jeg meget gerne,” smilede Ida tilbage for også hun følte varme følelser vokse frem.
Seks måneder senere friede Claus til Ida, og et år derefter kom deres lille datter til verden.
Nu ser Ida tilbage på sit gamle liv og kan ikke fatte, at hun holdt ud så længe. I dag har hun både en kærlig mand og en datter alt sammen, fordi hun turde gå sin vej og stole på, at livet ville føre hende det rigtige sted hen.
Jeg har lært, at man skal lytte til sit hjerte og at modet til at forlade det dårlige er første skridt mod at finde det gode.
