Min svigerinde og min bror har bedt mig passe deres søn.
I går aftes er jeg hjemme, gør klar til aftensmad og holder øje med min egen dreng på tre år, mens jeg venter på, at min mand kommer hjem fra arbejde. Pludselig ringer det på døren det er min bror, der står udenfor med sin seksårige søn og en pose med frugt. Han spørger, om jeg kan passe hans dreng, fordi de er blevet inviteret på besøg et sted. Jeg siger selvfølgelig ja, for jeg ved, at min søn elsker at lege med sin fætter.
Aftenen går, og det nærmer sig tidspunktet, hvor min bror og hans kone havde sagt, de ville hente ham, men de dukker ikke op. Jeg prøver at ringe flere gange, og hver gang forsikrer de mig om, at de er lige på trapperne. Men tiden går, og de er stadig ikke kommet. Til sidst beslutter jeg at lægge børnene i seng, for klokken er blevet mange. Senere bliver min søn dårlig, og jeg er nødt til at ringe efter en ambulance. Lægerne siger, vi skal tage på hospitalet. Jeg prøver febrilsk at få fat i min bror og hans kone igen men de tager ikke telefonen.
I denne pressede situation må jeg bede vores flinke og betroede nabo, som sommetider hjælper til med børnene, om hjælp. Hun siger heldigvis ja til at passe min nevø. Jeg tilbringer resten af natten på hospitalet sammen med min søn.
Næste morgen dukker min bror op for at hente sin dreng.
Et par dage senere møder jeg min svigerinde i Brugsen. Til min store overraskelse farer hun pludselig op og skælder mig hæftigt ud for, at jeg har overladt hendes barn til en fremmed. Hun hæver stemmen og bliver meget vred. Jeg prøver at forklare, hvad der skete, men hun er rasende og forlanger, at jeg betaler de penge tilbage, hun havde givet til vores nabo som betaling for hjælpen. Hun nægter selv at betale og råber videre. Til sidst truer hun med politiet. Jeg er virkelig skuffet nogle gange bliver ens gode intentioner slet ikke forstået eller værdsat.
