Mine børn solgte min lejlighed og købte en lille etværelses til mig. Resten af pengene tog de selv.
Mine forældre bor på femte sal. Min søster og jeg er for længst flyttet hjemmefra og bor hver for sig. For nogle år siden hjalp mor og far os begge med at købe hver sin lejlighed. På den front har vi aldrig manglet noget. Men siden da har de ikke haft nogen opsparing tilbage. Begge er gået på folkepension nu.
Vores far er ofte syg, så næsten hele hans pension går til medicin. Hvilke penge til side, kan man så spørge om? Men min søster og jeg har heller aldrig lært at vente på, at vores forældre selv rækker ud efter hjælp. De nævner det slet ikke. De låner penge, og så må de alligevel betale dem tilbage med besvær. Efter flere samtaler blev vi enige om, at vi burde give dem et fast beløb hver måned ikke meget for os, men det betyder hele forskellen for dem. Jeg havde forberedt en lille tale for at overbevise dem om at tage imod pengene. Til min overraskelse tog min mor gladeligt imod og virkede lettet over, hvilken familie hun havde.
For nylig flyttede en ældre dame ind på fjerde sal. Hun virkede meget indelukket og hilste næsten aldrig på nogen. Hun gik sjældent længere væk end ned til Brugsen og var altid alene. Da det stod klart, hun ønskede at være for sig selv, lod naboerne hende være i fred. Hun fik lov at passe sig selv.
Det var tydeligt, hendes hverdag ikke var let. Man så hende tælle mønter i hånden, når hun skulle købe mad. Hun havde som regel kun en pose rugbrød med hjem; intet andet. Ingen familiemedlemmer kiggede nogensinde forbi. En dag, hvor min mor også var nede at handle, faldt de i snak. Min mor spurgte forsigtigt, hvorfor hun altid købte så lidt. Kvinden mødte hendes blik og brød sammen i gråd. Hun fortalte, at hun kun havde sin folkepension og skulle også betale alt til husleje og el og det dækkede knap nok til rugbrød.
Har du nogen børn? spurgte min mor.
De købte denne lejlighed til mig og solgte min gamle. Resten af pengene beholdt de. De sagde, at en etværelses var rigeligt til mig nu. Hvis jeg dør, får de besked, sagde de bare. Og nu sidder jeg her. Har jeg virkelig opdraget mine børn så dårligt? Jeg forstår det ikke
Det gjorde et stort indtryk på min mor. Hun havde så ondt af hende. Men hvad kunne hun stille op? Siden da er min mor begyndt at dele ud af det, vi to døtre kommer med. Hun er taknemmelig for, at vi tænker på hende.
