Uden at blinke sendte han sin mor på plejehjem, bare for at få lejligheden for sig selv.
Bilen gled stille og roligt gennem regnvåde gader uden for Odense, mens Karen stirrede ud gennem ruden mod skovbrynet, der gled forbi. Bag rattet sad hendes søn, Mikkel, og ved siden af ham hans kone Tove. Tankerne snurrede rundt for hende hvordan kunne ens eget barn finde på at sende én på plejehjem? Havde hun gjort noget forkert i opdragelsen? Måske havde hun ikke elsket ham nok, men hun havde jo altid gjort sit bedste for at give ham et trygt hjem og et godt liv. Mikkel havde nu altid haft sine egne meninger.
En formiddag dukkede han pludselig op med en sportstaske fyldt med hendes ting. Karen sad i køkkenet, sippede til sin te og nød et lille stykke småkage. Han trådte selvsikkert ind, smed tasken på gulvet og sagde med et bredt smil:
Nå mor, begynd at pakke, du skal afsted til centeret. Du får det meget bedre der.
Hvilket center, Mikkel? Hvad tror du, du laver?
Plejehjem. Jeg har allerede betalt for de næste seks måneder og resten klarer vi på sigt. Dit værelse er rigtig lækkert for dig alene, ingen skal dele med dig. Personalet er søde, og lægerne er i top du får både massage og behandlinger, og dit blodtryk bliver tjekket hver dag. De serverer mad fem gange om dagen. Altså, mor, du får det som blommen i et æg.
Men Mikkel, jeg vil ikke på noget plejehjem. Jeg vil være sammen med jer, min familie. Jeg vil være hjemme, til den dag jeg ikke er mere.
Nu må du ikke lave drama, mor. Tove og jeg har talt det hele igennem, og det er besluttet og betalt. Tag nu tøjet på og lad os spise en bid.
Karens hjerte føltes tungt, og en tåre trillede ned ad hendes rynkede kind. Hun huskede, da Mikkel var lille og havde slået sit knæ; hvordan han sad på hendes skød og græd og sagde: Mor, jeg forlader dig aldrig. Hans blå øjne borede sig ind i hendes grønne, og hendes hjerte bankede hurtigt af kærlighed og håb for fremtiden. Hun troede, han altid skulle være hendes støtte. Og se så, hvad der skete.
Pludselig var den bløde, betænksomme lille dreng blevet til en voksen mand uden samvittighed, der kunne sende sin egen mor på plejehjem uden at blinke.
Imens bilen rullede videre, flød minderne tilbage første gang hun mødte Mikkels far, hvordan de forelskede sig ved første blik, og alle de planer de lavede om familie og hjem i Svendborg. Og så, da han døde, da hun var gravid i sjette måned.
Åh, min kære mand, hvem er det lige, der har forladt hvem? gik det gennem hovedet på Karen, mens tårerne pressede sig på, og savnet voksede dybt inden i hende.
