Lad nu være med den sure suppe! Efter en mærkelig middag hjemme hos mine svigerforældre pakkede jeg min kones ting sammen.
Sidst i sidste uge tog min kone og jeg hen til hendes forældres røde murstensvilla i Glostrup til en lille familiemiddag. Ingen lagde mærke til, at stemningen gik i stå under de blondegardiner.
Det begyndte som i en drøm, hvor alle sidder blegt og spiser, mens samtalen flyder løs om banale emner som trafikken på Ring 3 og hvorvidt roser klarer sig bedre end tulipaner i haven. Midt i denne uvirkelighed dukkede arbejdet op som en skygge, da min kone pludselig foreslog, at det måske var på tide, jeg fik mig et nyt job.
Når man svæver rundt i et samtalekøkken, hvor man kan høre klirren af Royal Copenhagen kopper, kan sådan et emne vække mærkelige følelser. Baggrunden var, at vi havde talt om at bygge et lille bassin bag mine forældres sommerhus ude ved Roskilde Fjord, sådan et hvor man om natten forestiller sig, at svanerne kommer flyvende og drikker vand.
Min kone mente nu, at vi lige så godt kunne gå i gang med det projekt hendes tålmodighed var smeltet som is i midtjuli. Samtidig havde vi tænkt på at skifte vores gamle Volvo ud inden vinterens første frost og måske tage på sommerferie til Skagen efter udflugtens treårige pause. Problemet var, at det kun var mig, Jørgen, som gik på arbejde.
Personligt havde jeg det egentlig fint med mit arbejde hos Byggeriets Hus, selvom lønnen var halveret på ubestemt tid, og mange var blevet fyret. Jeg fortalte, at vi havde knap så mange opsparede kroner tilbage nok kun til en ydmyg tur til Nordjylland og måske en brugt Skoda Fabia, hvis vi var heldige og benzinen ikke steg.
Min kone Ingelise prioriterede dog straks hendes forældres pool over vores andre planer. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne gå med til det. Pludselig stod vi ved et bord, hvor hun anklagede mig for at være doven og uambitiøs, fordi jeg ikke skiftede arbejde og skaffede flere penge.
Det føltes som om, at suppen i min tallerken blev mere og mere sur, og til sidst sagde jeg, at hendes forældre allerede fik penge fra os hver måned. I et mærkeligt raseri sagde jeg, at hele middagen nærmest var betalt af mine lommer. Ordene fløj rundt som cyklende ænder i Tivoli og der var ingen vej tilbage.
Så begyndte Ingelise sin lange følelsestale, og det ene sære argument efter det andet kom op, mens duften af sur suppe blev hængende som et tåget minde. Jeg kunne ikke holde ud at høre mere, så jeg gik ud i natten uden at sige et ord. Hjemme i vores lejlighed i Vanløse pakkede jeg Ingelises ting og bar dem ud i bilen. I mørket føltes det hele uvirkeligt, som om jeg bar på tunge skyer.
Jeg ved bare, at med sådan en opførsel kan man ikke have samtaler som voksne mennesker. Jeg sidder tilbage i sofaen, kigger ud på regnen og aner ikke, hvad jeg skal gøre nu. Det hele føles som et underligt, gråt drømmespind, hvor jeg går rundt i cirkler og ikke kan vågne.
