— Du tør ikke gøre sådan ved mig! — Viktor Jensen slog med knytnæven på bordet, så den halvtomme tekop sprang op og væltede, den mørke væske spildtes ud over den lyse dug.
— Hvad tror du, du er? — gik Rigmor oprejst op, krydsede armene over brystet og kastede sin mand et foragtfuldt blik. — Tror du, jeg vil holde ud med dine påfund hele livet?
— Hvilke påfund? — sagde han. — Jeg vil bare have, at min kone er hjemme, når jeg kommer fra arbejde, i stedet for at gå omkring i det ukendte. — Viktor forsøgte at tørre dugen med en serviet, men kun spredte pletten.
— For dig er jeg ren servitrice, børnepige, kok, men på ingen måde din hustru! Hvornår har du sidst spurgt mig, hvordan jeg har det? Spørgt mig, om jeg har det godt? — Rigmor vendte sig om og gik mod soveværelset. På vej derhen trak hun sin hårspætte af, og de grå hår faldt ned over skuldrene.
Viktor stod fast. På de femogtredive år, de havde været gift, havde de selvfølgelig haft skænderier, men dette var første gang, Rigmor løftede stemmen. Hun havde altid holdt sig i ro eller givet efter. Men nu…
— Rigmor, hvad sker der? — han fulgte efter hende. — Hvad er galt?
— Intet, jeg er bare træt, — sagde hun og trak den gamle kuffert frem fra loftet, den samme som de havde pakket ned, da de for femogtyve år siden kørte på ferie til Rømø.
— Hvor skal du hen? — Viktor mærkede hjertet hamre hurtigere.
— Til Ingrid, — svarede Rigmor kort, mens hun trak tøj frem fra skabet og lagde det omhyggeligt i kufferten.
— Til datteren? I København? Nu? — Viktor kunne ikke tro sine egne ører. — Rigmor, er du fornuftig? Hvem skal så lave mad, vaske og gøre rent?
Rigmor kun fnøs og fortsatte med at pakke. Viktor gik rastløst rundt, satte sig på sengen, rejste sig igen, satte sig igen.
— Rigmor, lad os tale roligt, — sagde han, da kufferten næsten var færdig.
— Tale? — Rigmor stivnede et øjeblik, men fortsatte så stille. — Det er for sent, Viktor. Jeg har forsøgt at tale med dig i femogtredive år. Har du nogensinde hørt mig?
Viktor sænkede blikket. Han vidste ikke, hvad han skulle svare.
— Sådan, — Rigmor lukkede kufferten. — Jeg har ringet til Else Petersen, naboen. Hun har sagt ja til at komme og lave mad. Jeg giver hende pengene. Vasketøjet kan du aflevere på vaskeriet i hjørnet. Her, — hun rakte ham et stykke papir med adressen, — de vasker rent, jeg har tjekket.
— Rigmor, det er så mærkeligt… — Viktor smuldede papiret og kastede det på gulvet. — Jeg vil ikke have, at en fremmed dame laver min mad! Og det der vaskeri… er det ikke en tåbelig idé?
— Jeg vil ikke være din tjener, — svarede Rigmor roligt. — Ingrid har inviteret mig på besøg. Så jeg er på vej.
— Hvor længe? — Viktor mærkede en klump i halsen.
— Jeg ved det ikke, — sagde hun med et skuldertræk. — Det bliver, som det bliver.
Hun greb kufferten og gik ud af rummet. Viktor fulgte efter i entréen.
— Rigmor, lad være… — han greb efter hendes hånd, men hun trak sig væk.
— Taxaen venter, — sagde hun, tog sin lette frakke på og åbnede døren. — Farvel, Viktor.
Døren smækkede, og Viktor stod alene i den tomme lejlighed. Han hørte elevatorens sus, da den førte hende ned. Så var der stilhed.
De første dage uden Rigmor gik som en tåge. Else kom hver dag, lavede mad og gjorde rent, men maden smagte fladt for Viktor, og selvom lejligheden var ren, føltes den kold. Han ringede flere gange til Rigmor, men hun svarede ikke. Så ringede han til datteren.
— Far, mor har det fint, — sagde Ingrid kort og formelt.
— Giv mig telefonen, — bad Viktor.
— Hun vil ikke tale.
— Hvordan kan hun ikke tale? Jeg er hendes mand!
— Far, lad os ikke. Mor er voksen, hun har brug for tid til at tænke.
— Tænke på hvad? Hvad sker der? — Viktor begyndte at miste besindelsen. — Vi har levet femogtredive år i ro, og så pludselig…
— I ro? — Ingrids stemme lød forarget. — Far, tror du virkelig, at du har behandlet din mor ordentligt? At jeres liv har været normalt?
— Hvad var så forkert? — spurgte Viktor ærligt.
— Åh gud, — sukkede Ingrid. — Du ved hvad, far? Mor er bare træt. Hun har brug for hvile fra dig, fra jeres liv. Giv hende tid.
— Hvor lang tid? — Viktor mærkede panikken vokse.
— Så længe det tager, — svarede Ingrid og lagde røret på.
Viktor sank ned på sofaen og holdt hovedet i hænderne. Noget var gået galt, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad. Han havde altid været en god ægtemand: ingen drik, ingen natudflugter, penge til familien kom ind hver måned. Hvad mere skulle hun have ønsket?
Ugen gik, så gik den anden. Viktor var blevet tyndere, hans skuldre sank. Else så på ham med medlidenhed og forsøgte at lave maden bedre. En dag sagde hun:
— Viktor Jensen, du må skrive et brev til Rigmor. Hun vil ikke tale i telefon.
— Et brev? — spurgte han. — Hvilket brev?
— Et almindeligt brev. Papir, pen… — Else smilede. — Sådan skrev man før. Fortæl, hvad du føler, at du savner hende. Kvinder kan godt lide det.
Om aftenen, alene, fandt Viktor et stykke papir og en pen i skrivebordsskuffen. Han sad længe og vidste ikke, hvor han skulle begynde. Så trak han vejret dybt og skrev:
«Kære R
