Kære dagbog
Jeg kan stadig huske den morgen, hvor Peter gik på arbejde og aldrig kom hjem igen. Jeg ringede desperat til hospitaler, politiet, alle hans venner. Til sidst gik det op for mig, at han ganske enkelt var blevet træt af familielivet.
Peter og jeg havde mødt hinanden til et bryllup hos nogle fælles venner i Aarhus. Det føltes som om vi havde kendt hinanden hele livet, allerede den første aften vi talt sammen. Vores forhold udviklede sig hurtigt efter blot et par måneder boede vi sammen, og kort efter blev vi gift. Nogle måneder senere fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Der var altid et eller andet, som kom i vejen for at få lavet en scanning sygdom, arbejde der ikke gav lov til fri, eller andre pludselige ting.
Min graviditet var hård. Jeg blev hurtigt træt, var konstant utilpas og min ryg gjorde ondt. Min mave voksede så meget, at jeg til sidst knap kunne gå, og derfor måtte jeg ligge meget. Den sidste måned inden fødslen kom jeg slet ikke udenfor døren. Peter prøvede at være der for mig, men hans arbejde i København trak ofte ud, og han var hjemme sent.
Fødslen kom før tid, og sygeplejerskerne forlod mig ikke et sekund. Tænk, jeg fødte trillinger to piger og en dreng. Jeg blev helt overvældet. Da Peter kom ind på stuen, kunne han ikke tro sine egne øjne; på et øjeblik var han far til tre.
Mens jeg lå på hospitalet, købte han tremmesenge til dem alle. Men pladsen var trang i vores lille etværelses lejlighed i Valby. Vi kunne ikke flytte nogen steder hen. Hverdagen rullede ind over os med søvnløse nætter og syge børn. Peter drømte om, at kærligheden og det bekymringsfrie liv ville vende tilbage, at vi igen skulle have romantiske aftener og lange snakke. Men det blev aldrig sådan.
Jeg vadede rundt mellem børnene dag og nat og havde knap nok tid til at tale ordentligt med Peter. Til sidst kunne han ikke mere. En dag kyssede han mig farvel om morgenen han sagde, han skulle på arbejde. Men han kom aldrig hjem.
Jeg forsøgte alt ringede til Rigshospitalet, politiet, venner. Intet held. Det viste sig, at Peter bare ikke kunne holde til det hele og havde forladt mig og børnene.
Da forstod jeg, at jeg måtte være stærk. Jeg havde tre små, som jeg var ansvarlig for. Min mor flyttede ind hos os og hjalp mig med dem. Sammen opdragede vi børnene, selvom det var benhårdt. Vi klarede dagene med børneydelse og min mors folkepension.
Efter et stykke tid åbnede der et nyt storcenter tæt på, hvor vi boede. Jeg tog chancen og søgte et job, selvom jeg havde tre børn. Heldigvis blev jeg ansat de kunne mærke, jeg var pålidelig, også selvom mit liv var noget kaotisk.
Derfra gik det langsomt fremad. Vi fik bedre råd, og jeg kunne efter noget tid ansætte en barnepige, så min mor kunne trække vejret. Nogle år senere blev jeg forfremmet jeg begyndte at mærke mig selv igen, og i spejlet stod pludselig en flot, velplejet kvinde, jeg næsten ikke kunne genkende.
En dag mødte jeg Peter igen. Han var hjemme i Horsens for at besøge sine forældre og ville gerne se børnene. Han bad mig om tilgivelse, han snakkede om at få en chance mere. Jeg så på ham og mærkede tydeligt, at mine følelser for ham ikke længere fandtes. Det sagde jeg roligt, mens jeg betragtede det liv, jeg nu havde bygget op uden ham.
Da han gik, følte jeg lettelse. Det var, som om jeg først nu sluttede fred med fortiden. Fremtiden ventede på mig, og jeg var klar til at tage imod den.
