Hvorfor byttede jeg min kone ud med en anden kvinde?
Igen var det mig, der stod og vaskede op. Tallerkenerne havde hobet sig op i vasken de sidste tre dage. Ikke engang en ren kop var der tilbage. Jeg havde ventet og ventet og ventet… Hvad skulle jeg gøre? Kom hjem fra arbejdet sulten, vred, træt. Og herhjemme måtte jeg først vaske op, før jeg overhovedet kunne lave noget at spise.
Og der var heller ikke rigtig noget at spise. Jeg havde lige sat elkedlen over, kogt noget vand i gryden. Måske kunne jeg stege et par pølser. Jeg var så sulten. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle have det sådan Åh, sikke en gryderet Karen plejede at lave! Hvor ville jeg dog ønske, jeg kunne sidde til bords med sådan en middag nu
Og hendes frikadeller! Og boller i karry med alle mulige slags fyld. Og flæskesteg, hendes helt egen opskrift. Og altid den orden, den rene hjemmet. Når jeg kom hjem fra arbejde, duftede det frisk i hele hjemmet. Alt skinnede. Og nu
Hvordan kunne jeg overse det? Jeg troede dengang, at det eneste, Karen lavede, var at gøre rent og lave mad
Så en dag så jeg Signe. Smuk, kort nederdel, høje hæle. Hun kom ud fra frisørsalonen. Flot og velplejet, så selvsikker. Jeg blev betaget på stedet.
Karen gik aldrig i saloner, brugte ikke penge på hårpleje, gad ikke farve det. Hun interesserede sig ikke for modeshows eller modeblade. Selvom hun var slank og nydelig, var det aldrig sådan noget, der sagde hende noget. Hun gik mest i jeans og sneakers. Løb ud efter indkøb eller havde travlt med at støvsuge.
Jeg elsker en anden, sagde jeg til Karen, da jeg kom hjem. Jeg vil ikke snyde dig.
Karen stod stadig og piskede flødeskum til lagkagen. Hun vendte sig ikke engang om. Jeg lagde slet ikke mærke til tårerne, der løb ned ad hendes kinder.
Jeg var begyndt at føle, at jeg ikke havde en kvinde ved min side, kun en husholderske. Derfor længtes jeg sådan efter Signe. Og nu står jeg her og vasker op, mopper gulve og prøver at holde orden. Jeg kan stadig ikke lave mad, og om natten drømmer jeg om Karens yndlingsboller…
Signe har fået ny neglelak på, så hun kan ikke vaske op. Hun ligger på sofaen og bladrer i magasiner, render til frisøren og får sat håret op. Kjoler ligger spredt over gulvet – jeg er snublet over hendes sko flere gange. Hun kan ikke finde ud af, hvad hun skal tage på, når hun skal til salon.
Hvorfor byttede jeg min kone ud med en, der er så doven? Hvorfor laver jeg ikke bare lidt pasta? Jeg er så sultenJeg rører i gryden, ser på de blege pastastrimler, hvordan de snor sig i det boblende vand. Jeg prøver at huske, hvordan Karen formede sine frikadeller med den der lette hånd, som om hun ikke bare lavede mad, men lagde kærlighed i den. Jeg indser, jeg aldrig spurgte, hvordan hun gjorde. Jeg antog, at omsorgen bare var et bagtæppe i mit liv, noget jeg kunne bytte ud for noget smartere, mere glitrende. Men nu er det bare mig og en gryde med klæbrig pasta.
Telefonen lyser op på bordet. En besked fra Karen: Husk at salte vandet. Jeg stirrer på ordene. Selv nu, efter alt, sender hun mig små påmindelser, hun kan alligevel ikke lade være. Jeg vender mig mod vinduet og ser lyset falme over hustagene. Pludselig føles hjemmet ikke som mit, kun som et sted jeg opholder mig. Jeg savner lugten af hendes mad, følelsen af, at nogen havde tænkt på mig.
Jeg åbner vinduet og lader den friske aftenluft sive ind. Jeg tænker på Karen, der måske nu sidder et sted med hænderne foldet om en kop, måske en ny begyndelse, måske bare lidt ro. Jeg tænker på, hvad det egentlig vil sige at blive set. Ikke for det ydre, ikke for den korte nederdel eller lakerede negle, men for det, hun gjorde, selv når ingen så på.
Jeg stikker en gaffel i pastaen og lader den smage. Den er fad, lidt trist, men heller ikke så slem, som jeg troede. Jeg griner for mig selv det er vel også en slags begyndelse.
I samme øjeblik beslutter jeg mig: I morgen bager jeg frikadeller. De bliver måske tørre, måske mindre pæne, men jeg vil prøve. Og næste gang jeg står overfor nogen, der gør mit liv lettere uden jeg ser det, vil jeg huske at sige tak.
