Jeg havde bestilt en pizza efter en rigtig lang dag. Imens jeg ventede på leveringen, lagde jeg en ansigtsmaske sådan en tyk, kridhvid en, der gør én helt uigenkendelig. Planen var enkel: spise, passe lidt på huden og så i seng tidligt.
Men pizzaen lod vente på sig, mere end normalt. Jeg lagde mig bare lige et øjeblik på sengen med TVet kørende og pludselig var jeg helt væk. Sov dybt. Med masken stadig i ansigtet, håret sjusket sat op, iført en gammel, udvasket T-shirt.
Da ringeklokken endelig lød, fløj jeg op stadig halvt i drømmeland og totalt forvirret og gik direkte ud til døren uden at tænke nærmere over det.
Jeg åbnede.
Stakkels pizzabud han stod og gloede på mig i to sekunder, der føltes uendelige. Og jeg, med mit snehvide ansigt, søvnige øjne og en hæs, mærkelig stemme, spurgte:
Ja? Hvad er der?
Han, meget seriøs og utroligt høflig, rakte mig pizzaen og sagde bare:
Hav en god aften værsgo.
Jeg syntes godt nok, der var noget underligt, men jeg ville egentlig bare have min pizza. Jeg gav ham de 125 kroner, sagde tak og lukkede døren. Da jeg så mig selv i spejlet bagefter, knækkede jeg fuldstændig sammen af grin.
Der forstod jeg, hvorfor han havde set sådan på mig. Jeg vaskede hurtigt ansigtet, satte mig med pizzaen og tænkte:
Stakkels fyr jeg må have forskrækket ham helt fra vid og sans.
En uge senere var jeg til fødselsdag hos min veninde Rigmor. Helt almindelig hyggeaften, ikke noget særligt. Jeg sad og snakkede, da nogle venner dukkede op med en fyr og sagde:
Sig hej, det er Mads.
Idet jeg så ham, vidste jeg det straks.
Før jeg nåede at tænke, røg det ud af mig:
Ej, dig kender jeg da!
Han så forvirret ud og spurgte:
Nå? Hvorfra?
Og jeg svarede:
Jeg er hende med pizzaen hende med ansigtsmasken.
Han gloede på mig et øjeblik, så begyndte han at le som om det var den sjoveste historie, han lige havde genoplevet. Og lige dér fortalte han hele selskabet om den gang, en kvinde havde åbnet døren med fuldstændig hvidt ansigt, søvnig og med en skræmmende stemme og hvordan han næsten tabte pusten af forskrækkelse.
Vi grinede hele aftenen.
Siden den nat skrev vi sammen hver dag. Det hele startede med grin, sjov og fjollede fortællinger. Først blev vi venner, så lidt mere end det. Ét år som kærester fyldt med tossede oplevelser, hurtige aftenture og masser af latter. Det var aldrig svært. Aldrig tungt.
I dag har vi været gift i tre år.
Og vi er stadig de samme skøre og grinende. Hver gang vi er til fest, er der nogen, der vil høre pizzahistorien. Vi fortæller den og griner, som var det første gang hver gang.
Vi er ikke nogen stor dramatisk kærlighedshistorie. Vores historie er bare helt almindelig og fyldt med latter.
