Endestation
Jeg tog fat om gelænderet, trak mig op i bussen og mærkede straks, hvordan mit venstre knæ smertede. Det havde værket siden morgenen, nu føltes det som om bly var løbet derind. Vagten gik på hæld, kun to runder manglede. Men de sene runder føltes altid længst.
Jeg satte mig på førersædet, tjekkede spejlene rutinemæssigt, tændte kabinelyset med et klik, trykkede på displayknappen. Rutenumret og teksten Festkørsel blinkede kort op på instrumentbrættet. København fejrede vist endnu et jubilæum, fyrværkeriet var programsat til klokken ni. Det var jeg ligeglad med, bare der ikke blev kø.
Jeg greb ud efter termokanden, tog en slurk af den halvkolde te og satte den tilbage på plads, ovre ved skillevæggen til højre. Den stod altid der, hvor jeg let kom til at støde til den med albuen. Min afløser havde igen i morges brokket sig over, at jeg ikke flyttede den. Jeg trak bare på skuldrene. Alle har deres særheder.
Udenfor ved stoppestedet stod fem mennesker og trippede. Jeg åbnede dørene, og kold luft væltede ind sammen med skridt og stemmer.
Først kom en kvinde i mørk dunjakke slæbende med to tunge Netto-poser. Poserne dunede mod trinet, hun sukkede gennem tænderne og rakte sit Rejsekort frem.
Godaften, sagde jeg og bippede kortet.
Hun nikkede uden at se på mig og maste sig længere ind, poser knuget til sig. Der duftede stadig af clementiner og frisk rengøringsmiddel i bussen.
Efter hende kom to teenagedrenge i ens sorte jakker med rygsække, den ene betalte med mobilen, den anden spejdede mod gaden, som om han ventede på nogen.
Til Rådhuspladsen, mumlede ham der betalte.
Rådhuspladsen, selvfølgelig, sagde jeg og slap bremsen.
Bussen gav et ryk og gled ud på vejen. I bakspejlet fangede jeg mit eget blik: røde blodsprængte øjne, tunge blå rande nedenunder. Hvor længe jeg havde kørt sådan? Syvogtredive år bag rattet, otteogtyve af dem på bus. Lægen skumlede hvert år, men fik dog sat sin underskrift på helbredserklæringen. Du klarer et år mere, så må vi se. Og den der må vi se skubbede jeg altid foran mig.
Jeg skiftede gear, trillede hen til lyskrydset ved Enghave Plads. Udenfor var der allerede nogen, der tændte fyrværkeri før tid: et kort brag, rød stjerne over brokvarteret. En passager trak en fløjtende lyd.
De er begyndt, sagde en af teenagedrengene.
Det er ikke det rigtige, svarede den anden. De øver sig bare.
Jeg lyttede kun halvt til dem. Aftenturen var altid som at følge med i andres liv uden at deltage. Mennesker steg på, satte sig, talte i mobil, skændtes og grinede. Jeg var som bredden på en å, hvor strømmen kun lige strejfer én, før den flyder videre.
Ved næste stop trådte en gammel mand ind iført hjemmestrikket hue og slidt uldfrakke. Frakken var lukket forkert, kraven skæv, en bulet skuldertaske hang i remmen over brystet. Han standsede ved kortlæseren, begyndte at rode febrilsk i lommerne.
Mit kort… et øjeblik mumlede han.
Folk bagved gryntede utålmodigt. Kvinden med poser sukkede højlydt.
Bare rolig, sagde jeg ud i bussen. Vi venter.
Endelig fiskede den gamle et slidt læderetui frem, og så et kort.
Her er den jo, sukkede han, nærmest undskyldende.
Kortet bippede grønt. Den gamle gik forsigtigt ind i bussen, greb om gelænderet som om det var glat is. Han satte sig ved vinduet, tasken på skødet, og stirrede ud på mørket.
Lyset skiftede til grønt, jeg kørte videre. Knæet sendte små stød af smerte. Jeg burde vel egentlig tage til lægen hun sagde sidste år: Du bør få det røntgenfotograferet, måske er det alvorligt. Jeg nikkede, noterede henvisningsnummeret i min blok, flyttede siden sedlen fra den ene jakke til den anden, indtil den forsvandt.
Far, du udsætter det bare, sagde min søn i telefonen. Gør det nu!
Jeg sagde ingenting, skiftede emne til arbejdet, min afløser, de nye busser, vi stadig ventede på. Han tav også længe, sagde så, at han blev kaldt og lagde på. Siden snakkede vi sjældent. Ingen skænderier bare hver sit tempo, hver sin ende af byen.
Jeg tvang tankerne væk. Ingen grund til at sidde og dvæle. Forude løb en ung kvinde med et lille barn på armen mod stoppestedet. Jeg bremsede blødt, sådan at hun ikke blev rusket rundt, da hun steg på.
Dørene gled op. Hun kom ilende ind, rød i kinderne og forpustet. På armen havde hun en dreng på tre, hue med kvast. Drengen gnubbede sig i øjnene.
Tak fordi du ventede, pustede hun og rakte Rejsekortet. Vi kom lige fra lægen, det trak ud.
Det gør ingenting. Kom bare ind, sagde jeg.
Drengen betragtede mig alvorligt, som om han var voksen.
Kommer der fyrværkeri, onkel? spurgte han.
Ja, lidt senere, fortsatte jeg.
Vi når det nok ikke, sagde kvinden lavmælt, mens hun satte sig ned. Men pyt.
I spejlet så jeg hende arrangere drengen på sædet, ordne et tørklæde, fiske vådservietter op fra tasken. Hendes praktiske omsorg og trætte beslutsomhed mindede mig om min kone, dengang da hun sendte vores søn i børnehave.
Min kone Vi levede nu som underlige samboer. Sagde pænt goddag, spurgte hvem der handlede og hvem der gik ud med skraldet, og trak os tilbage i hver sin ende af lejligheden. Det var ikke kommet fra den ene dag til den anden. Jeg tog flere vagter for økonomiens skyld, blev vant til at være gæst hjemme, og hun til at klare sig selv.
Svinget, mindede jeg mig selv om stille, mens jeg tjekkede spejlet. Husk hullet.
Asfalten manglede reparation mellem anden og tredje vejbane her for tredje år; jeg lagde hjulene lidt over mod midten, og den kendte bevægelse gav mærkelig ro. Bag rattet er der struktur og skema, holdeplads efter holdeplads. Udenfor kabinen hersker der kaos.
Ved det næste stop steg et ægtepar op, begge midt i fyrrerne. Manden talte højt i telefon, slog ud med armen, kvinden gik bagved og klemte en tynd mappe ind til sig.
Jeg sagde jo, jeg kommer i morgen, råbte han næsten i røret. Ikke i dag, jeg når det ikke.
Jeg bippede deres kort, manden ænsede mig knap nok, men kvinden nikkede stille og taknemmeligt.
De satte sig på midten. Manden gestikulerede videre, kvinden trykkede mappen hårdt, så knoerne blev hvide. Jeg nåede at læse et hospitalslogo på mappen, før hun satte sig.
Ovenpå alle stemmerne i bussen begyndte teenagedrengene bagerst at diskutere, hvordan de bedst kunne filme fyrværkeriet med deres mobiler. Drengen med kvasten begyndte at udspørge sin mor om alt mellem himmel og jord. Den gamle mand ved vinduet sad stille, flyttede indimellem på tasken.
Jeg lod det glide ind og ud som støj. Hver runde var et fremmed filmklip, der bare kørte videre, mens jeg passede mit.
Ved halvvejen var der blevet luftigere. Nogle stod af ved Fields, andre ved torvet. Teenagerne blev, ligeså den gamle, den unge mor med drengen, parret og nogle få andre, jeg ikke nåede at notere ansigterne på.
Jeg standsede igen, åbnede dørene. Ingen gik på. En kvinde i kulørt frakke sad på bænken og røg og kiggede på sin mobil. Hun mødte mit blik og rystede på hovedet. Jeg lukkede dørene og kørte.
Bagfra lød pludselig en skarp stemme:
Hvad laver du? sagde den ene teenager til den anden. Sid nu ordentligt.
Slap af, svarede vennen. Hvad er du for én?
I spejlet så jeg, at den ene stod på trinet ved bagdøren, greb om gelænderet, mobilen i selfie-mode. Hans fod dinglede over gangen.
Undskyld, unge mand, sagde jeg gennem mikrofonen. Vil du gå længere ind i bussen? Du må ikke stå der.
Han så ind i kameraet, smilte.
Nå, nu taler buschaufføren, sagde han og blev stående.
Jeg mener det. Hvis du ikke flytter dig, kører jeg altså ikke videre, sagde jeg mere bestemt.
Teenageren hævede hovedet, kiggede trodsigt. Folk stirrede. Kvinden med poserne himlede med øjnene. Manden med mappen sagde noget arrigt til sin ledsager.
Kom nu, Oskar, sagde den anden roligt. Sæt dig.
Med demonstrativ langsomhed gik han ind i bussen.
Tilfreds nu? snøftede han, idet han gik forbi min kabine.
Jeg er glad for, du er i sikkerhed, svarede jeg, slap bremsen.
Bussen trillede videre. Jeg var stadig oprevet, men det fortog sig. I spejlet fangede jeg den lille drengs blik han så på mig, som var jeg helten i filmen. Jeg så væk. Ingen helt jeg ville bare undgå skriverier.
Vi kørte nogle stop mere. København glimtede af lys udenfor, og dér kom allerede de første fyrværkeribrag. Lyset spejlede sig i facaderne.
Pludselig var der uro. Den gamle mand ved vinduet lænede sig forover, famlede med hånden efter gelænderet, men mistede grebet. Tasken faldt på gulvet.
Åh nej lød det lavt.
Manden prøvede at sætte sig op, men sank så sammen, hovedet vippede, øjnene rullede bagover. Han blev forvandlet til en kludedukke.
Jeg så det straks i spejlet, reagerede automatisk, bremsede hårdt op. Hvin, bump og overraskede udbrud fulgte.
Han har det dårligt! råbte den unge mor.
Jeg slog katastrofeblinket til, trak ind til siden. Instinktivt ville jeg række ud efter radioen, men standsede mig selv. Først tjekke passageren.
Jeg åbnede kabinedøren. Knæet sveg, men jeg rejste mig, gik ned ad midtergangen. Folk trådte til side. Den gamle lå helskævt på sædet. Kvinden med poserne stod hjælpeløst ved siden af.
Kan du høre mig? bøjede jeg mig ind.
Ingen svar.
Ring efter ambulance, sagde én.
Selvfølgelig, meldte moren. Det er nok hjertet.
Jeg fandt min mobil i brystlommen, hænderne rystede. Jeg trykkede 112.
Alarmcentralen, lød en kvinde.
En gammel mand er besvimet i bus nr. 5A. Vi holder på Enghave Plads.
Trækker han vejret? spurgte damen.
Jeg bøjedes tæt på. Brystkassen løftede sig svagt.
Ja, men det er svagt.
Bliv på stedet, ambulancen er på vej. Opdater os, hvis det ændrer sig, sagde hun.
Jeg lagde på og så op. Alle passagerer stirrede på mig.
Ambulancen er på vej. Er der nogen, der har forstand på blodtryk? spurgte jeg.
Jeg har blodtryksmåler, sagde kvinden med poserne pludseligt. Jeg arbejder på plejehjem.
Hun lagde poserne, fandt apparatet, og satte det på stive, professionelle hænder på mandens arm.
Det er meget lavt, sagde hun.
Skal han have lidt vand? foreslog én.
Nej, vi venter, sagde hun skarpt.
Den lille dreng klamrede sig til sin mor, hun aede hans ryg. Teenagerne stod og så væk; Oskar virkede fortabt, som om hans optrin var årsagen.
Jeg mærkede den gamle refleks: bare gå tilbage i kabinen, siger til mig selv, nogen må tage over. Men jeg blev stående. Lewede med på mandens ind- og udånding, talte dem.
Er der nogen, der kender ham? spurgte kvinden med blodtrykket.
Nej, sagde jeg. Jeg har kun set hans kort.
Jeg huskede, hvordan han havde rodede i lommerne, fik en tanke, tjekkede lommen i uldfrakken, fandt hans pung. Mellem sedlerne lå en seddel med et nummer: Søn.
Jeg ringede.
Ja? svarede en stemme, nervøst.
Goddag. Din far er blevet dårlig her i bus 5A på Enghave Plads. Ambulancen er på vej. Kom, hvis du kan.
Langs pause.
Jeg kommer, sagde manden. Bliv, til jeg er der.
Ja, jeg venter.
Jeg lagde seddelen tilbage, så nænsomt som muligt.
En passager spurgte beklemt:
Skal vi bare vente nu?
Ja, svarede jeg. Dem, der ikke kan vente, må tage næste bus.
En flok gik direkte mod dørene. Jeg åbnede dem. Nogle så på den gamle som en forhindring, mumlende god bedring. Jeg nikkede tavst.
Kun seks blev tilbage: kvinden med blodtryksapparatet, den unge mor med drengen, teenagedrengene, parret med mappen og en enkelt bagest. Alle rykkede tættere sammen midt i bussen.
Jeg gik tilbage til kabinen, slukkede tændingen. Lyset satte jeg op på fuld styrke. Tiden gik mærkeligt langsomt. Jeg så på ruteuret, vidste at jeg allerede var bagud men hvad skulle jeg ellers have gjort?
Jeg kom i tanke om den gang for femten år siden, hvor en astmatiker fik anfald i min bus. Jeg ringede panisk 112, satte ham af ved næste stop, hvor et par passagerer blev tilbage med ham. Siden overbeviste jeg mig selv om, at jobbet skulle passes men glemte aldrig hans ansigt og blå læber.
I dag kunne jeg ikke bare fortsætte.
Ambulancen kom ti minutter senere. Først sirenen i det fjerne, så blå blink i spejlet. To reddere, en mand og en kvinde, trådte op.
Hvor er han? spurgte redderen.
Her, sagde jeg.
De gik straks i gang. Puls, væske ind, kontante arbejdsskridt.
Han skal indlægges, lavt blodtryk, sagde kvinden.
Vi løfter ham ud, kan du hjælpe?
Jeg nikkede, og sammen med en endnu en passager bar vi forsigtigt den lette mand ud. Den kolde luft føltes skarp. Han blev lagt på båren, og ambulancen kørte.
Er pårørende underrettet? spurgte redderen.
Ja.
Fint, han ender nok på Riget eller Bispebjerg.
Bagefter blev jeg stående udenfor, mærkede stressen fordampe.
Godt du stoppede, sagde kvinden med blodtryksmåleren og gik. Det havde ikke alle gjort.
Der var næppe andet at gøre, svarede jeg.
Hun nikkede og forsvandt. Teenagedrengene gik ud i stilhed. Den unge mor og drengen kom hen.
Tak. Fordi du ventede, sagde hun.
Drengen kiggede op.
Bliver han rask, onkel? spurgte han.
Jeg håber det, dreng. Lægerne gør hvad de kan.
Han nikkede alvorligt.
Parret med mappen gik også; kvinden tøvede på trinet.
Vi er selv på vej til Riget, min svigermor indlagt. Jeg frygtede, vi ikke nåede det. Nu tænker jeg, at måske hjælper nogen hende også, hvis det bliver nødvendigt.
Jeg nikkede, uden stemme.
Da alle var ude, var der rungende stille. Kun en tom flaske og lidt papir på gulvet. Jeg samlede det op, lagde det til skrald.
Udvendigt kom en mand på midt i fyrrerne i vinterjakke og hue. Trættt ansigt, små rynker.
Var det dig, der ringede? spurgte han.
Ja. Din far?
Han nikkede.
Han er på hospitalet nu. Det var lavt blodtryk. Men han trak vejret, da han blev hentet.
Manden lukkede øjnene, suk.
Tak jeg når ham aldrig, har for travlt med arbejde og alt muligt. Han kører altid rundt selv, for det er nemmere.
Jeg nikkede. Kendte den følelse.
Jeg kører nu. Endnu engang, tak.
Han gik mod en parkeret bil. Jeg stod længe og så efter ham og tænkte, hvor skrøbeligt det hele er. Ét stop, én bus, ét opslag på mobilen meget lidt der skal til.
Jeg satte mig tilbage, tændte. Knæet smertede slemt. To runder tilbage, jeg var håbløst bagud.
Radioen knitrede:
Femmeren, hvorfor holder du? lød det fra trafikledelsen.
En passager blev dårlig. Ambulance tilkaldt, han er kørt væk. Fortsætter nu.
Skriftlig rapport bagefter. Og kom ikke for sent til endestationen.
Forstået, sagde jeg, men tænkte modvilligt på det stive ingen forsinkelse.
Lukkede kabinedøren, tog fat om rattet. Fingrene var urolige, men blev rolige igen. Mobilen lyste: to ubesvarede fra min kone. Jeg havde ikke hørt dem.
Halvvejs tøvende trykkede jeg “Ring op”. Tone, pause. Så tog hun den.
Hvor er du? Jeg har ringet.
På linjen. En passager fik det dårligt, ambulance og det hele.
Igen? Suk. Men, hvordan går det med dig?
Jeg ville svare fint, men løgnene føltes tunge.
Mit knæ det gør ondt. Og jeg er træt.
Hun tav længe.
Gå nu til læge i morgen, ikke? Du har jo stadig den henvisning.
Jeg har tabt den. Men jeg kan få en ny.
Selv blev jeg overrasket over, at jeg sagde det. Det lød som et løfte ikke en undskyldning.
Så gør det. Jeg kan tage med, hvis du har lyst.
Jeg greb rattet lidt hårdere.
Lad os gøre det. Jeg skal lige passe vagten færdig.
Jeg ved det. Jeg venter bare på dig.
Jeg lagde på og sad lidt og så ud i mørket. I ruden så jeg bare mit gamle, trætte ansigt. En, der altid var baggrund for andres historier.
Jeg tænkte på den gamle mand, hans skæve krave, sønnen der aldrig rigtig havde tid, mig selv der også havde svært ved at nå det hele. Drengen med kvasten og hans dybe blik, kvinden med blodtryksmåleren, teenageren der rodede men til sidst stod stille.
Jeg satte bussen i gear, slap bremsen. De tomme sæder duvede roligt. Ved næste stop kom nye folk ind, bippede kort, spurgte til torvet. Livet flød igen igennem kabinen.
Jeg tænkte, at i morgen ville jeg for første gang ikke bare gå forbi lægehuset efter arbejde. Jeg ville hente en ny henvisning, bestille tid. Ringe til min søn og sige, jeg havde været der. Ikke som klage, men som kendsgerning. Som et skridt.
Forude tonede endestationen frem passagererne skulle ud, displayet slukkes, rapporten skrives, visit hos driftslederen. Alt som det plejer. Men nu med endnu én rutine: Ikke at glemme mig selv.
Jeg stoppede, åbnede døren. En kvinde med buket steg på, smilede og rakte kortet.
God fest, sagde hun.
I lige måde, svarede jeg.
Jeg lukkede døren og kørte videre, mens noget indefra helt stille faldt på plads. Ingen fanfarer, bare en lille drejning styret ind mod min egen livsbane.
Byen glimtede i røde og gule stjerner udenfor. I spejlet dansede reflekserne. Jeg holdt bussen på sporet, vidste at ruten fortsatte. Men med sikkerhed om, at denne aften ville sætte sig spor.
Endestationen ventede forude. Men den føltes ikke længere kun som et sted på ruten.
