“Han bestilte en stor bøf til sig selv, gav mig en salat – og spurgte så: Skal vi dele regningen lige? Sådan reagerede jeg”

Du, jeg skal bare fortælle dig om noget, Line delte med mig i fredags det var helt legendarisk! Hun kom brasende ind på caféen efter at have været forsinket i tyve minutter, håret lidt pjusket, og satte sig over for mig med et kæmpe suk. Jeg troede lige, vi skulle høre endnu en klagesang om hendes chef eller naboen, der igen havde oversvømmet opgangen. Men hun kiggede bare på mig, trak lidt på smilebåndet og sagde:

Jeg var på date i går. Det tog mig 40 minutter at regne ham ud. Kaffen nåede ikke engang at blive kold.

Line er 43. Skilt for fem år siden, har to store børn, fast job og sin egen lejlighed på Østerbro. Hun ser knaldgodt ud, altid velplejet, har det der skarpe blik, og først efter hun fyldte fyrre, lærte hun at holde sin spidse tunge nogenlunde i ro. Hun har datet en del både før og efter skilsmissen men jeg er vant til, at hun kommer hjem fra dates og ser ud, som om nogen lige har nappet hendes sidste tyggegummi: træt, lidt skuffet, lidt snydt.

Men den her gang smilede hun. Ikke sådan glad-glad, men mere som én, der lige har vundet i skak, uden at modstanderen har opdaget det endnu.

Tre spørgsmål, som afslører alt
Jeg hældte lunken te op til hende og spurgte:

Nå, hvordan gennemskuede du ham så hurtigt? Klager han stadig over ekskonen, eller spurgte han om penge?
Line rystede bare på hovedet, hev mobilen frem og viste mig tre noter:

Hvordan bruger du dine weekender?
Hvornår har du sidst gjort noget sødt for nogen uden at forvente noget til gengæld?
Hvad betyder det for dig at være i et forhold?
Jeg læste spørgsmålene to gange og trak på skuldrene:

Helt almindelige spørgsmål sådan nogle ville jeg også stille.
Præcis, sagde hun. Men det er svarene, der siger alt. På fem minutter ved du, om du skal blive, eller om du roligt kan drikke din kaffe og stikke af, inden han begynder at fortælle om, hvor speciel han er.

Date med forsinkelse
De havde aftalt at mødes på et sted tæt på Nørreport ikke noget fancy, bare et pænt sted med rimelige priser. Line var på pletten, sad ved vinduet og bestilte en danskvand.

Han dukkede så op et kvarter for sent. Da han så hende, vinkede han gumpetungt og satte sig uden at tage jakken af, bladrede lidt i menukortet og sagde:

Sorry, køen var frygtelig. Har du bestilt?
Line rystede på hovedet. Han nikkede, vinkede efter tjeneren og sagde helt selvsikkert:

Jeg tager en medium oksebøf og et glas rødvin. Og dig?
Line tænkte sig lige om og smilte:

Jeg tager Caesar-salat med kylling og grøn te, tak.
Tjeneren noterede og gik. Han tjekkede hurtigt sin telefon og så først derefter på Line:

Nå, fortæl lidt om dig selv.

Og der vidste hun bare: Nu skal sufflørmaskinen i gang. Den der fortæl om dig selv-sætning du ved, det er ren screening. Han er ikke nysgerrig på dig, han vil bare se, om du passer ind i hans kasse. Så hun besluttede at vende den om. Hun ville spørge.

Første spørgsmål: Hvad laver du i weekenden?
Hun tog en tår danskvand, lænede sig tilbage og sagde roligt:

Skal vi ikke sige, du starter? Jeg er faktisk nysgerrig på dine weekend-vaner. Hvad laver du, hvis du ikke har planer?
Han blev lidt overrasket sikkert klar til at høre om hendes liv men svarede:

Tja, det er forskelligt. Er vejret godt, tager jeg i sommerhus. Ellers er jeg hjemme og ser fodbold. Ser venner, men sjældent de fleste har jo familie. Ellers slapper jeg mest af derhjemme. Hvorfor?
Line nikkede og tænkte: hjemme, alene, fodbold, sommerhus. Ikke noget skidt i sig selv, men heller ikke rigtig noget, der pulserer af liv. Hun sagde bare:

Det lyder da hyggeligt.
Han slappede af og troede, han havde bestået. Nu kom næste spørgsmål.

Andet spørgsmål: Hvornår har du sidst gjort noget bare for andre?
Hun lænede sig lidt ind over bordet og spurgte:

Hvornår har du sidst gjort noget for nogen, bare fordi du havde lyst ikke fordi du skulle?
Han tænkte længe. Rigtig længe. Så trak han på skuldrene:

Hjælpede en ven med at starte bilen forleden. Batteriet var dødt, så jeg havde startkabler.
Hun ventede på mere, men der kom ikke noget.

Hvad med noget, der tog tid? En time eller en dag, måske?
Han tænkte igen, men rystede på hovedet.

Ikke rigtigt. Jeg har travlt med arbejde. Og hvorfor skulle jeg? Alle passer jo bare sig selv. Jeg beder ikke andre om noget og håber, de heller ikke beder mig.
Bingo. Line satte mentalt et flueben. Den slags mænd formår ikke at give. Alt i parforholdet bliver en byttehandel du først, så måske mig.

Hun sagde bare:

Jeg forstår. Alle har deres måde.

Tredje spørgsmål: Hvad betyder et forhold for dig?
Maden kom. Han kastede sig over bøffen, Line begyndte stille på sin salat, og pludselig kommer næste replik:

Hvorfor er du egentlig på dating? Hvad leder du efter?
Hun grinte indvendigt og vendte den om:

Hvad med dig? Hvad er et forhold for dig?
Han tænkte sig om og sagde ærligt:

Det skal være komfortabelt. Ingen brok, ingen krav om opmærksomhed hele tiden. Jeg har travlt, er træt når jeg kommer hjem. Altså, lidt mad engang imellem og nogen, der gider komme forbi min lejlighed er jo rimelig stor.
Der døde Lines sidste nysgerrighed. Ikke et ord om fællesskab, støtte, at bidrage med noget. Han ville bare have sin egen husholderske og hyggepige.

Hun drak drak sin te færdig og sagde roligt:

Det er da ærligt talt.
Han fattede ikke bifaldsironien, blinkede og sagde:

Se, vi er på bølgelængde. Jeg kunne mærke med det samme, du er normal.

Når regningen kommer
Han bad om regningen, kiggede på beløbet og sagde:

Skal vi dele? Det er mest fair.
Line kiggede på regningen: hans bøf og vin 440 kroner, hendes salat og te 110 kroner. Hvis de delte, skulle hun af med 275 kr for en salat, hun dårligt havde spist halvdelen af.

Hun trak ikke en mine, men satte kortet op og sagde:

Jeg betaler bare for mit. 110 kroner.
Han så forbløffet ud:

Øh, hvad mener du? Vi spiste jo sammen.
Ja, det gjorde vi. Men du bestilte bøf til 440, jeg tog salat til 110. Så det er jo rimeligt, vi bare betaler hver for sig.
Han blev lidt paf. Lignede én, der aldrig var stødt ind i en kvinde, der ikke spillede efter reglerne. Han mumlede noget om principper, betalte for sig selv og mistede hurtigt lysten til smalltalk.

Da de stod ved døren, prøvede han alligevel igen:

Skal vi ikke tage en kop kaffe en anden dag?
Line kiggede på ham, ikke vredt, bare lidt træt, og sagde:

Det tror jeg faktisk ikke. Du er sikkert flink nok, men vi leder efter noget forskelligt. Held og lykke.
Så vendte hun sig om og gik. Han stod bare tilbage, anede vist ikke, hvornår han havde tabt i det spil.

Hvorfor de tre spørgsmål altid virker
Da Line var færdig med sin historie, sad jeg lidt og tyggede på det hele. Spørgsmålene var jo simple men svarene var det vigtigste.

Se, sagde Line og hældte mere te op, det første spørgsmål viser, om han faktisk lever livet eller bare sidder og glor tv alene. Forventer han underholdning, så gør han nok også i parforholdet. Det andet afslører, om han kan give noget hvis han ikke spontant gør noget for andre, kan du roligt regne med, at han ikke gør det for dig heller. Og det sidste hvis hans svar handler om komfort og mad, og ikke fællesskab eller at løfte hinanden, så skal man bare sige tak og farvel.

Jeg nikkede og tastede de tre spørgsmål ind i noter på min telefon. Og tænkte: Hvor tit prøver vi ikke at charme mænd på første date, men glemmer egentlig at mærke efter, om HAN overhovedet passer til os?

Stiller du spørgsmål på første date, eller lytter du bare til det, de vil fortælle?

Synes du, det er fair at splitte regningen, hvis én har bestilt bøf til 440 kroner og den anden bare en salat til 110?

Og hvor mange dates har du egentlig brug for, før du kan mærke, om du bare mødes af høflighed eller fordi du faktisk har lyst?

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

20 − four =

“Han bestilte en stor bøf til sig selv, gav mig en salat – og spurgte så: Skal vi dele regningen lige? Sådan reagerede jeg”
“Hvorfor tog du dig ikke af mor? – svigerinden råbte gennem hele toget” Den kvalmende kupévogn duftede af jern, støv og æble – det sidste fra coupe-naboen, som sad med servietten sirligt foldet om frugten. Irina undgik blikket ud på de forbipasserende, magre grantræer og mærkede trætheden gnave – ikke fysisk, men af forudanelser. Tolv timers rejse side om side med svigermor, fru Gitte Petersen, varslede ikke noget godt. Billetterne til de to øverste sovepladser i samme afdeling – det var svigerindens idé, og hun havde accepteret. Nu mærkede Irina svigermors tunge, vurderende blik og vidste: noget ville gå galt. Gitte Petersen kravlede ikke op på sin øverste køje, men slog sig ned ved vinduet, stillede madposen – smukt dækket med broderet serviet – på bordet. Hun var tæt på de halvfjerds, men holdt sig rank og myndig som en general. Hun kastede blikket rundt: to unge fyre med høretelefoner sad overfor, og på den nederste sideplads havde en mand i halvtredserne allerede fundet sig til rette med en bog. “Så fik vi sat os til rette, Irina?” Gittes stemme var honningsød, men der lå irritation bagved. “Nedre pladser havde nu været bedre…” “Pladsen er fin, fru Petersen,” svarede Irina høfligt og lagde rygsækken op. “Oppe…,” sagde svigermor meningsfuldt og betragtede sin køje. “Jeg har lidt skidt med ryggen og hævede ben… Den øverste må jeg altså stå over.” Irina fik et sug i maven. Den tone kendte hun – det var begyndelsen. “Måske skal du ligge lidt og hvile, jeg kan hjælpe dig op?” foreslog Irina forsigtigt. Men Fru Petersen ventede allerede på, at de unge mænd skulle skifte pladser. Et sødt, men påtaget hjælpeløst smil bredte sig. “Undskyld, drenge… kan I bytte med mig? Jeg har billet til øverste, men mine ben – åreknuder, hævelse. Det er som Mount Everest for mig. I er jo unge…” De udvekslede blikke. Den ene, tæt ved midtergangen, tog sin høretelefon ud. “Undskyld, tante, vi tog nederste med vilje. Jeg er høj – kan ikke strække benene oppe, og min ven har dårlig ryg.” “Men det er jo bare til Vordingborg…” Gittes stemme blev lille og bedende. “Nej,” svarede den anden lidt tørt. “Vi bliver på vores pladser.” En pinlig, tung stilhed fulgte. Fru Petersen stirrede, og hendes smil visnede. Hun sukkede så højt, at toget næsten standsede, og vendte sig mod manden på sidepladsen. “Hr, kan du hjælpe? Du sidder alene… bare lidt medlidenhed med en gammel dame?” Han lagde bogmærket ind og så træt, uigennemtrængeligt på hende over brillerne. “Frue, mit hjerte slår dårligt – lægen har sagt kun nedre soveplads, ingen klatring og ingen stress. Svaret er nej.” Det “nej” blev hængende i hele vognen. Men Fru Petersen så kun et fortsæt-signal og begyndte, nu halvt haltende, at gå gennem vognen og forsøge samtalen om pladser. Irina ville synke i jorden af skam. Alle svarede pænt, men nej: “Jeg har barn,” “Mine ben,” “Jeg har betalt,” “Nej, og spørg ikke igen”. Vognen vendte sig væk i dommen, mens Fru Petersen vendte tilbage, bleg og hidsig, og greb sin mobil. “Olga? Søde, vi er i toget. Katastrofe, skat. Ingen vil give plads til din mor. Allesammen sidder der, unge og raske, og din mor skal kravle op. Ingen hjælper, ikke engang svigerdatteren. Sidder bare på sin øverste plads, som om jeg var en fremmed. Har ikke bedt nogen, men… ja, sådan er det.” Irina kunne mærke blodet koge over det uforskyldte angreb. Det tog ikke lang tid, før Fru Petersen rakte telefonen over: “Irina, Olga vil tale med dig.” “Hej, OIga.” “Irina, hvad foregår der?! Du sender min mor rundt for at bede? Hun har dårlige ben! Kunne du ikke have ordnet noget, fundet en plads? Eller er min mor ligegyldig for dig?” Hver sætning en lussing. “Olga,” begyndte Irina lavmælt – hun boblede af raseri. “Vi to sidder på øverste sovepladser. De nederste er optaget – folk har dem af nødvendighed. Jeg kan ikke tvinge nogen til at bytte. Det er ikke mit ansvar.” “Hvis ikke dit, så hvis?!” skreg Olga. “Du sørger ikke for noget! Mamma er helt ulykkelig!” Noget knækkede i Irina: “Sørge for hende? Hvem havde faktisk købt din mors billet? Du. Du ved jo godt hun har dårlige ben. Hvorfor købte du så en øverste? Hvorfor er det mig, der skal rette op på dine fejl og trygle vognen om at bytte, i stedet for dig, der kunne ordne det i billetlugen fra din varme lejlighed?” Rungende tavshed. Fru Petersen næsten gispede. De unge mænd smålo. “Hvordan kan du tale sådan?!” hvæsede Olga. “Som du selv. Din mor er voksen. Ville bytte til en ideel plads, det gik ikke. Sådan er livet. Dine beskyldninger er frække. Farvel.” Irina trykkede på “afslut opkald” og gav Fru Petersen mobilen igen. I kupeen blev det dødstille. Efter en pause gik Fru Petersen tilbage til manden og bad knuget om ét bytte mere. “Jamen, frue…,” sukkede han, “Fint, ro nu – så bytter vi.” Fru Petersen flyttede til sin nedre sideplads som en martyr, mens manden med dårligt hjerte kravlede op og lagde sig, som var han i eksil. Natten kom. Toget buldrede. Irina lå og tænkte, at i morgen – til familiemiddagen i Køge – ville denne historie blive fortalt igen: om de umulige rejsende, svigerdatteren der skældte ud, og den heroiske mor, der endelig fik medlidenhed. Men Irinas tanker kredsede om, hvordan Olga, som købte billetten, nu gav ansvaret videre. Om Fru Petersen, som ikke rettede brok mod datteren, men mod omgivelserne – og især Irina. Til sidst spurgte Irina: “Hvorfor købte Olga dig egentlig ikke en nedre plads med det samme? Det havde sparet os for en masse nerver.” Kun tavshed svarede. For i dette spil om ’familieomsorg’ skrev én reglerne, men andre måtte bære ansvaret. Toget drønede videre gennem mørket – med to stædige unge, manden med sit dårlige hjerte, Fru Petersen på hendes vundne nederste seng og Irina, som ikke længere følte sig skyldig. De var alle på vej til Køge, til familien og et festbord – hvor historien utvivlsomt ville blive fortalt igen.