For mange år siden besluttede jeg mig for at tage min svigermor, Karen, ind hos os, fordi hun var blevet alvorligt syg.
Altid har jeg haft hjertet på rette sted og forsøgt at hjælpe alle, selv folk jeg måske ikke kom så godt ud af det med. Men Karen har aldrig været én, jeg ikke kunne lide tværtimod, hun var altid venlig og hensynsfuld. Selvom man ofte hører historier om svigermødre, var hun noget helt særligt. Uheldet ramte, da hun blev meget syg og lå længe på hospitalet, og lægerne sagde, hun havde brug for ro og omsorg under helbredelsen.
Uden at spørge min mand, Lars, tog jeg Karen med os hjem i København, så vi begge kunne tage os af hende. Jeg forestillede mig, at Lars ville blive glad for, at jeg passede så godt på hans mor, men hele vejen hjem sad Karen og så trist ud, som om hun ville sige noget, men ikke kunne få det over sine læber. Da vi kom hjem, hjalp jeg hende ind, redte sengen til hende i gæsteværelset og begyndte at lave en god suppe. Mit håb var at glæde både Karen og Lars.
Men da Lars kom hjem fra arbejde, tog tingene en uventet drejning. Da han så sin mor ligge i sengen, udbrød han vredt, hvad hun dog lavede i vores hjem, og kaldte hende endda for et “slapsvans”. Han ville smide hende ud på gaden, og kun med store anstrengelser fik jeg stoppet ham. Havde jeg ikke grebet ind, havde han koldt og kynisk bedt sin egen mor forlade vores hjem. Selvom vi stadig var gift, sad jeg tilbage med en følelse af skuffelse over Lars opførsel, som stadig kan mærkes den dag i dag.
