Min søn er netop fyldt 31, og for nylig fortalte han mig, at de lejere, der bor i hans fars lejlighed, skal flytte ud, fordi han nu vil bo der sammen med sin kone.
Jeg har altid tænkt, at intet i livet er helt tilfældigt vi er selv ansvarlige for det, der sker, og må leve med konsekvenserne af egne valg. Mine tidligere beslutninger former, hvordan mit liv har udviklet sig. For mit vedkommende begik jeg den fejl at knytte mig til en uansvarlig mand. Jeg forelskede mig hovedkulds i Mads, og stolede på ham, selvom jeg vidste, at han var en kvindebedårer. Jeg håbede på, at han ville ændre sig for min skyld. Men folk forandrer sig sjældent da vores søn blev født, var Mads stadig interesseret i andre kvinder.
Der gik efterhånden rygter om Mads nyeste affærer. Både venner, naboer og endda familiemedlemmer nævnte det for mig. Det gjorde ondt og var yderst pinligt jeg kan ikke sige, hvad der var værst. Jeg levede med det i fem år. Heldigvis flyttede Mads på et tidspunkt ud af lejligheden og overdrog den til vores søn, så han slap for at betale børnepenge. Jeg lejede derfor en lejlighed af ham og flyttede ind sammen med min søn og min mor, som havde brug for pleje.
Jeg gjorde altid mit bedste for at give min søn et godt og trygt liv. Alle de penge, jeg fik ind fra udlejningen, gik til hans skole, tøj og andre udgifter. Jeg ønskede, at han skulle have en god barndom. Min løn brugte jeg på regninger, mad og medicin til min mor. Jeg håbede, at han ville sætte pris på det, jeg gjorde for ham, når han blev voksen. Men nu, 57 år gammel, kæmper jeg selv med diabetes. For at komme igennem hverdagen må jeg nøje overvåge mit blodsukker og tage insulin jævnligt.
På grund af min sygdom kan jeg ikke arbejde, og det er de færreste, der vil ansætte en kvinde i min alder med diabetes. Min eneste indtægt er lejeindtægten fra lejligheden. Nu, hvor min søn er blevet voksen, har han for nylig sagt, at lejerne i hans fars gamle lejlighed skal flytte, fordi han vil flytte ind med sin kone. Da jeg forklarede ham, at jeg så ikke har noget sted at bo, sagde han blot, at det var mit eget problem.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg har knoklet hele mit liv, uden at det er lykkedes mig at have noget til min alderdom. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre nu Jeg har brug for at købe medicin, mad og betale regninger. Hvordan kan mit eget barn behandle mig på denne måde? Hvem tror han egentlig, han er?
