Min kone gav vores datter et ultimatum: enten flytter hun, eller også søger hun skilsmisse.
Før vores datter blev gift, havde jeg købt en lejlighed til hende i Århus. Min kone og jeg hjalp med en del af pengene, og resten betalte datteren selv. Lejligheden var ikke stor, bare en etværelses, men det var, hvad vi havde råd til; pengene var ikke flere.
Efter brylluppet flyttede datteren og svigersønnen sammen i hendes lejlighed. To år senere fik de først en dreng og så en pige. Fire mennesker i én stue det kunne naturligvis ikke gå i længden. Derfor ville de finde noget større. Men uden udbetaling kan man ikke få et realkreditlån, og sådan en pose penge havde de ikke. De manglede simpelthen opsparing. Det kunne vi heller ikke give dem.
Så kom svigersønnen på den ide at foreslå min datter, at de skulle flytte til Odense eller måske endda Aalborg, hvor alt er lidt billigere. Min datter har et godt job og tjener faktisk fornuftigt. Svigersønnen, derimod, tjente kun halvdelen indtil han mistede jobbet for nylig. Nu tager han kun lidt løsarbejde her og der, men det er ustabilt, og han har længe ment, at problemerne skyldtes byen.
Han brugte eksemplet med sin egen bror, der var flyttet til Viborg og mente, at det havde gjort underværker for økonomien. Så foreslog min svigersøn, at datteren skulle sælge sin lille lejlighed og begynde forfra i en billigere by.
Men min datter nægtede at sælge. De har trods alt to små børn, og der ligger tryghed i egen bolig. Det førte til, at min svigersøn stillede hende over for et svært valg: nyt liv et andet sted eller skilsmisse. Jeg rådede hende til at tænke sig grundigt om, måske tage lidt fri fra arbejdet og mærke efter.
Hun svarede, at hun vil give børnene en tryg opvækst med begge forældre, og hun føler sig nødt til at følge sin mand og at jeg ikke skulle blande mig mere, for nu er de deres egen familie. Men det skærer mig i hjertet, for hvordan kan jeg bare tie, når de måske tager en dårlig beslutning, og bagefter søger hjælp hos os?
Når jeg ser på det hele, kan jeg kun lære, at jeg skal acceptere, at børn vokser op og vælger deres egne veje også selvom det er svært for mig at stå på sidelinjen. Familiesammenhold er stærkt i Danmark, men nogle gange er det vigtigste at vise tillid og give slip.
