Løb, så langt du kan
Astrid voksede op med varme og omsorg, eneste datter i familien. Alt drejede sig om hende. Forældrene købte, hvad end hun pegede på, selvfølgelig inden for rimelighedens grænser.
Mor, jeg vil have en ny kjole, ligesom den Signe havde, sagde hun, da de havde været til fødselsdag hos veninden og set hende i en funklende kjole.
Okay, skat, vi finder en til dig, svarede mor, og næste lørdag tog de toget til Fields, ledte efter netop sådan en kjole, men Astrid blev hurtigt fascineret af andre skinnende stykker og glemte hurtigt alt om den første.
Mor, se den her! Den er endnu flottere, jublede Astrid, og derhjemme drejede hun rundt foran sin far i stuen, mens blonden glitrede om benene.
Far, er jeg ikke smuk nu?
Du har altid været den smukkeste pige, min skat, og i den kjole… jeg mangler ord, lo hendes far, lagde armen om hende og kyssede hende på håret.
I skole mødte Astrid op i fint tøj, altid ren og velstrøgen, for mor vogtede strengt over, at datteren duftede af sæbe og havde rene sko.
Skat, du må aldrig blive doven, pas på dine ting husk nu, folk ser på tøjet, men husker på hjernen bagefter, som vi siger her i Danmark.
Sådan lærte Astrid fra barn sine små rutiner, og hun var mor taknemmelig for det, senere. Mor lærte hende alt, hun skulle bruge til sit voksenliv.
Efter gymnasiet begyndte Astrid på Københavns Universitet. Hun voksede op, fik runde kinder, blev smukkere end nogensinde nu vrimlede det med fyre.
Læs først, skat, klog på bøger, før du bliver gift det er mit råd, sagde hendes mor blidt der er tid nok til at gifte dig, du er jo en rigtig københavnerpige!
Astrid var enig, og derfor fyldte lektier og studier det meste. Hun hyggede sig ikke med fyrene, men sad bøjet over sine noter. Dog havde hun stadig sin barndomsveninde, Signe de holdt sammen, selvom Signe gik på hotel- og restaurantskole i stedet.
Signe var altid en bandit; drengeflokkene var hendes element. Hun flød imellem dem med nogen flirter hun, med nogen holdt hun i hånd, gik i biografen og kyssede, med andre var det bare venskab og latter.
Hun grinede ofte ad Astrid og sagde:
Astrid, hvis jeg havde dit udseende, så havde jeg scoret dem alle! Endda min ven Jonas er vild med dig, han har bedt om at møde dig kom nu, lad os gå en tur i aften, du er altid hjemme som en nonne!
Nej Signe, jeg har afleveringsopgave, Jonas må finde sig en anden, svarede Astrid.
Åh, Astrid, han har næsten mast hjernen ud af mig; kom nu, han har endda penge og en VW, hans far har foræret ham, blev Signe ved.
Nej, Signe, fortæl ham at han ikke skal have forhåbninger, han er bare ikke min type.
En dag da regnen dryppede, ringede Signe, stemmen var mat, næsten som tåge:
Astrid, kan du komme? Jeg er alene hjemme, mor er i sommerhus hos mormor. Jeg har brug for dit råd.
Selvfølgelig, Signe, jeg flyver over.
Da Astrid kom, så hun straks, at alt var gråvejr i Signe øjne hævede, kinderne fugtige.
Hvad sker der? Kom nu, fortæl mig, sagde Astrid og sank ned i stolen.
Signe sad på sofaen, krummede sig sammen.
Astrid, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til mor… jeg er gravid.
Helt seriøst? Astrid fór op. Er du sikker, ikke bare en fejl?
Sikker som en cykel på Strøget. Var ved lægen i går, to måneder henne.
Nå, tænkte Astrid. Hvad tror du din mor siger til det? Ved du det, Signe?
Det ved jeg udmærket. Der bliver et drama. Hun har altid sagt, at jeg ville tage skade og komme hjem med en baby på armen. Hun havde ret… og nu…, tårer trillede, mens Signe snøftede videre.
Men, Signe, det behøver jo ikke være verdens ende. Hvis du ved, hvem faren er, kan du jo godt gifte dig du er myndig nu.
Signe rodede i lommetørklædet.
Det er det, Astrid. Jeg ved ikke, hvem det er. Jeg så både Jonas og Frederik på samme tid, og de ved ikke noget om hinanden… Hvis de finder ud af det… Jeg kan ikke overskue det. Lægen skræmte mig: hvis jeg får abort, kan jeg risikere aldrig at kunne få børn siden. Men vigtigst hvordan siger jeg det til mor?
Astrid var rystet, men ynkede hende alligevel.
Du bliver nødt til at fortælle det. Så må du tage den med hende. Men prøv også at snakke med både Jonas og Frederik.
Har talt med dem. Jonas skældte mig ud og gik sin vej. Frederik sagde, at han ikke vil være far, jeg skal fjerne barnet.
Astrid blev længe. Hun holdt om Signe og talte roligt.
Din mor vil nok forstå det hun er også kvinde. Hun skælder ud først, så slapper hun af. Du må fortælle hende det, når hun er hjemme fra sommerhus.
Signe fortalte det, og som Astrid sagde, blev moderen først rasende, men senere accepterede hun og lovede hjælp.
På tredje år oplevede Astrid selv kærlighed for første gang, lige da hyldetræerne sprang ud. Hun mødte Mikkel, som var færdiguddannet og arbejdede allerede. Mikkel var flot, charmerende, sendte hende blomster, belgisk chokolade, og komplimenter. Astrid havde forelsket sig før, men intet brændte som dette.
Mikkel virkede som en drøm, en eventyrprins hun havde ventet på, og Astrid blev helt rundtosset af forelskelsen. Intet andet fandtes kun Mikkel i hendes hoved.
Om aftenen gik de lange ture; gadelygterne svævede som lanterner over deres veje, og hele byen blev til kun dem to. Forholdet var nyt, alt begyndte, alt var let, spæde berøringer, drømme og løfter.
Alting var sitrende og sart. Moren så hende straks.
Er du blevet forelsket, lille du? spurgte hun smilede.
Ja… men hvordan kan du vide det?
Åh skat, du glimter i øjnene, smilet slipper dig aldrig. Det er umuligt ikke at se.
Jeg ser Mikkel nu I skal snart møde ham, vi er lige begyndt at ses…
Vi har god tid, bare brug hovedet, og husk du har set hvor galt det kan gå for veninden Signe.
Jeg ved det, mor, jeg er ikke lille mere, svarede Astrid.
En dag hentede Mikkel hende efter forelæsning. De gik ikke hjem, men tog ind i centrum, tog et bord på en mærkelig kaffebar, hvor stolene var bløde som tæpper, og alt virkede indhyllet i skyer. Senere gik de i Kongens Have, for der var forårsluften blå og let.
De grinede og talte, ordene svævede omkring dem. Astrid kan nu ikke sige om de talte om cykler, øl, eller måske om at leve under vand. Alt forekom let indtil Mikkel brat stivnede, slap hendes hånd som om hun var hedesten, ansigtet blev koldt, øjnene lynede et snit igennem hendes drøm.
Hans hånd svingede op, ramte hende på kinden. Slaget var et klokkespil som vækkede hende fra en feber. Astrid røg omkuld på stien, og mørket bredte sig.
Hvorfor? kom det inde fra hovedet som et ekko.
Hun sad fastfrosset, tårene sivede fra øjet ned på asfalten, kinden brændte. Et bølgeslag af raseri og væmmelse væltede ind over hende. Drengen, hun havde troet på, blev til et fjernt medynksvæsen.
Han stod og så på hende, gav hende ikke en hånd. Men inden hun vidste af det, sprang hun op og løb væk. Benene bar hende hurtigt, som flugt gennem morgendis, hele vejen hjem, hele vejen til badeværelset hvor hun vaskede ansigtet.
Skat, hvad er der sket? Du ser forfærdelig ud har Mikkel gjort dig fortræd?
Ja, mor. Han slog mig… bare sådan, mens vi grinede. Pludselig forvandlede han sig.
Mor tog hende ind til sig:
Glem alt om Mikkel. Slet ham som med vintergækker efter tø. Mennesker som han ændrer sig ikke, min pige. Løb væk så langt du kan.
Mikkel gik i dagene efter rundt om universitetet, skrev beskeder som regn, ringede, undskyldte.
Astrid, undskyld, det var slet ikke meningen… noget gik bare galt, jeg elsker dig jo.
Men Astrid lå vågen natten lang, rystet over at have taget fejl af ham. Hvordan havde hun ikke set mørket i ham? Hendes krop huskede.
Mikkel, kom aldrig her igen. Jeg tilgiver dig ikke.
Hun blokerede ham, slettede ham fra alt. Mikkel blev til tåge, og til sidst bare intet.
Hun forstod, at hvis nogen én gang løfter hånd mod dig, så gør de det igen. Ingen undskyldning kan veje det op.
Tiden gik, og Astrid tænkte:
Jeg er faktisk taknemmelig for, at mareridtet blev kort. Jeg tror, Gud har skyet ham bort fra mit liv.
Hun så ham aldrig siden. Hun var lettet han forsvandt som en sky i den danske vind. Den hændelse lærte hende at vælge med hovedet, ikke kun øjnene. Hun blev stærk, selvstændig, hun stolede på sin dømmekraft.
Senere mødte hun Lars. Han var hverken prins eller filmhelt, men god og blid. Astrid ventede længe, næsten som at se is smelte, hun betragtede ham i alle vinkler, og sagde ja, da han friede.
Med Lars fik hun lykken to tvillingesønner, hjemmets latter, dagligdagen, tryghed. De mørke drømme slap, og livet løb videre, let som anemonerne i skovbunden.
Tak for at du læste med, og for din støtte og venlighed. Må lykken finde vej til alle.
