For over tyve år siden forelskede jeg mig hovedkulds i den mand, jeg troede var min eneste ene. Han giftede sig dog med en anden, og jeg lavede dengang et bravallas optrin og det skete ovenikøbet til selve hans bryllup. I dag fortæller jeg historien med et stik af skam, for dengang var jeg et helt andet menneske: umoden, godtroende, usikker den slags menneske, vi i dag nok ville kalde “giftig”. Det er ingen fortælling, jeg er stolt af, men det er nu engang en del af min fortid.
Det hele begyndte i min hjemby i Jylland, hvor jeg sås fast med en lokal mand, Anders Mikkelsen. Når han var hjemme, var vi et kendt par på torvet. Vi gik hånd i hånd, folk hilste, og hans familie bød mig velkommen ind i deres hjem. Intet blev skjult for nogen. Men det, jeg hverken forstod eller ønskede at se i øjnene, var, at han samtidig havde et forhold til en kvinde fra Odense. Med hende havde han forlovet sig efter at have mødt hende under et arbejdsophold i Sverige.
Da jeg hørte rygterne om, at han skulle giftes, gik jeg straks til ham. Han nægtede ikke. Sagde bare, at det var sandt. Men han sagde også, at det var mig, han elskede at jeg var hans sande kærlighed, mens ægteskabet bare var en fejl, en pligt. Jeg troede naivt på ham. Siden blev jeg en skygge af mig selv: Usikker, jaloux, næsten desperat. Dengang havde vi ingen mobiler som nu, og kunne ikke skrive sammen, når han opholdt sig i Odense. Det gjorde kun alting værre for mig.
Min smerte voksede, da jeg opdagede, at brylluppet skulle holdes her i byen og invitationerne allerede var sendt. Snakken gik overalt om den store fest. Igen opsøgte jeg ham. Han forsikrede mig om, at alt var aflyst, og at jeg ikke skulle bekymre mig. Det var blot endnu en løgn. Femten dage før brylluppet mødte han mig for at sige, at vi ikke længere måtte ses han havde givet et løfte, som ikke kunne brydes, og dertil kom, at hans forlovede nu ventede barn.
I vores lille by slipper intet forbi folks ører. Jeg vidste præcis, hvor festen skulle holdes på et gammelt gods lidt udenfor byen, hvor både vielsen og festen skulle finde sted. Jeg besluttede i min vildskab at tage derud tidligt, med det vanvittige håb om at standse det hele, tale ham til fornuft, måske endda “redde” det, der for længst var tabt. Det var svært at komme derud, men til sidst ankom jeg netop som de dansede brudevalsen.
Jeg stormede ind, råbte og tabte fuldstændig besindelsen. Jeg afslørede, at jeg havde været sammen med ham, fortalte hele historien, og alt blev stille. Bruden græd. Festen gik i stå. Anders gjorde, hvad han altid havde været bedst til vaskede hænder. Han sagde, jeg var skør og forvirret, at jeg selv havde søgt ham, og at han for længe siden havde gjort det klart, at han ikke elskede mig, at der aldrig ville være noget mellem os. Da nogen spurgte, hvorfor jeg så påstod, at vi havde været sammen, greb han til halvsandheden: “Jeg sagde til hende for 15 dage siden, at det var slut.”
Det var nok for folk. Nu var det mig, der ikke hørte til, den foragtede, hende der havde drømt sig ind i en falsk roman. Jeg blev bedt om at forlade festen. Selskabet fortsatte. Livet gik videre for dem. Selv fik jeg stemplet som byens skam. Alle vidste, vi havde været kærester, men efter brylluppet sagde man, at jeg blot var “den anden” og at jeg havde vidst det hele.
Årene gik. I dag er jeg gift med Henning Jensen, har to børn og har skabt mit eget liv. Jeg er ikke længere hende, jeg var dengang. Men min historie hænger stadig i folks hukommelse; små historier, der går fra mund til mund, når man mødes henne ved Brugsen eller til byfesten. Jeg er ikke stolt af min rolle, men jeg kan heller ikke slette den. Alt var en blanding af naivitet, manipulation og manglende kærlighed til mig selv. Jeg har ofte tænkt på at flytte, men jeg blev. For inderst inde havde jeg jo ikke gjort noget ulovligt.
Ti måneder senere mødte jeg Henning, en ingeniør, der kom her til byen for et job. Han havde hørt mit rygte og alligevel valgte han mig. Vi blev forelskede, og han bosatte sig i vores by. Hans arbejde bringer ham stadig rundt i landet, men vi har aldrig haft alvorlige problemer. Vi har fundet ro sammen og jeg har lært at passe bedre på mit eget hjerte.
