Hvad laver du nu? Klokken er allerede fem, Sofus og Rakel kommer snart, og her ligner jo noget, hvor fanden er der styr på noget! Kom så op, lad nu være med det pjat.
Mads stemme trænger igennem som om der sidder vat i ørerne. Frederikke har svært ved at åbne øjnene. Alt svømmer, skabet står i to eksemplarer og munden føles så tør, som havde hun vandret over heden uden vand i en uge. Hun forsøger at løfte sig lidt, men kroppen værker sådan, at hun stønner og synker tilbage på den våde, svedige pude.
Mads, hoster hun hæst, stemmen lyder fremmed og knirkende. Hvad fanden? Jeg har 39,2 i feber. Jeg skrev jo til dig!
Mads står i døren i sin vinterjakke og sukker misfornøjet. Han går ind i soveværelset uden at tage skoene af, blandingen af fugtig sne og bilos følger efter ham ind i det varme, tunge sygeluft.
Fred, ikke nu igen, trækker han huen af og smider den på kommoden. Jeg har ikke set Sofus i årevis, og nu er han lige forbi med konen! Hvor skal vi ellers tage hen? På café til 120 kroner for hver enkel ret blandt larmende børn og mødregrupper? Jeg lovede dem en god, hjemmelavet middag. Du plejer jo at være ferm i et køkken, lad nu være med det der. Tag en panodil, så skal du nok få det bedre.
Frederikke stirrer på ham og tror dårligt sine egne ører. Fem år som ægtefolk. Fem år med varme måltider klar, skjorter strøget, tålmodigt lyttende til hans klager over chefen. Hun har altid gjort alt for at være den gode kone overskuelig, stærk, rummelig. Men nu, hvor hun ryster så tænderne klaprer, føles hans ord som en ond fornærmelse.
Mads, jeg kan ikke rejse mig, hun taler langsomt og forsøger at udtale hvert ord tydeligt. Jeg har influenza. Virus. Smitsom. Det duer ikke med gæster. Ring og aflys eller tag dem ud og spis, jeg kan mobilepaye pengene hvis du mangler.
Mads kinder bliver røde, han får det udtryk, han altid får, når ting ikke går som han vil. Trodsigt, fornærmet og vredt.
Er du ude på at gøre mig til grin? snerrer han. Jeg har sagt, at vi får besøg. De er her om tyve minutter. Du har tid nok til at tage dig lidt sammen og få lavet noget mad. Kog nogle kartofler, lav en pålægstallerken. Og tag de agurker, faster Grethe har sendt, frem. Skal jeg også stå og frynse rundt i det?
Han vender om og går ud, døren smækker hårdt efter ham. Frederikke bliver liggende og stirrer op i loftet. Tårerne løber varme og salte ned over tindingerne. Kroppen værker, hovedet dunker, men det er hjertet, der gør allermest ondt. I fem år troede hun, hun var gift med en mand, der elskede hende. I stedet bor hun sammen med én, som synes, hans vens mening vejer tungere end hendes helbred.
Hun kan høre, hvordan Mads larmer med opvasken ude i køkkenet, bander over et eller andet, smider ting på gulvet. Så smækker hoveddøren sikkert ud for at købe mere ind til gæsterne.
Frederikke lukker øjnene. Måske kan hun alligevel få lov at glide væk i søvn og glemme det hele. Men kvalmen tager over. Hun forsøger at stå op og vakler afsted mod toilettet, støtter sig langs væggen, der er ikke meget skønhed tilbage: et blegt, plettet ansigt, uglet hår, en gammel pyjamas.
Tilbage i sengen ringer det pludselig på døren, skarpt og insisterende. Mads er ikke nået tilbage. Det ringer igen, nu bliver der også banket på døren.
Frederikke trækker dynen over hovedet. Hun åbner ikke. De må tro, der ikke er nogen hjemme. De kan da bare gå et andet sted hen.
Så lyder nøglen i låsen Mads er hjemme, samtidig vælter snakken, latteren og fodtrin ind i lejligheden.
Så er vi her! Sofus råber, Mads, du er sgu lidt for smart, sendte os ud i kulden mens du henter brød!
Kom bare ind, ikke vær generte! Mads lyder som den perfekte vært. Smid skoene, her er tøfler, Rakel, du kan tage de lyserøde!
Hvorfor er her så varmt, Mads? spørger Rakel, stemningen skinger og utålmodig. Det ligner fanme nærmest en finsk sauna. Og det stinker lidt af medicin.
Åh, Fred er lidt sløj, siger Mads ligegyldigt. Slap nu af, hun kommer snart. Gå ind i stuen, jeg dækker op. Frederikke? Hvor blir du af? Gæsterne er her!
Frederikke krummer sig sammen. Hun hører dem inde i stuen sofaen knirker, flaskerne klirrer. Hun ville ønske, hun kunne opløses midt i luften.
Soveværelsesdøren rives op. Mads står i dørkarmen, nu uden overtøj, men stadig ikke rolig.
Hvorfor ligger du der endnu? Jeg bad dig om at komme! Folk er her, det er sgu pinligt. Kom ud og sig hej Rakel vil for resten hellere have te end cognac.
Mads, hvisker Frederikke og prøver at løfte hovedet. Hun har ikke mere at give af, kun afmægtigheden er tilbage. Jeg kan ikke, jeg er syg. Lad mig være.
Hold nu op, han går hen og trækker dynen af hende, og kulden bider i hendes feberhede hud. Stop nu med det der. Op med dig. Tag din morgenkåbe på og kom ind. Fem minutter, så kan du gå tilbage, hvis du er så skidt.
Hans øjne er hårde og ubarmhjertige. Frederikke forstår: hvis hun nægter, bliver der et drama, som alle kan høre. Det ville være endnu værre.
Hendes hænder ryster, da hun tager morgenkåben. Alt gynger, presset snører sig om tindingerne, men Mads ansigt bliver straks mildere, da han ser, hun adlyder.
Sådan, det var mere som det! Giv dig lidt, så går det nok. Rakel har en salat med, den skal bare over i en pæn skål.
Han skynder sig ud til gæsterne. Frederikke tager kåben på, binder bæltet stramt og trisser ud mod badeværelset, skyller ansigtet i koldt vand. Kuldegysningerne bliver værre.
I stuen er lyset skarpt. Sofus, stor og rød i hovedet, og Rakel, smal med skarpe øjne, sidder ved bordet. Der er vodka, store skiver spegepølse og en glas hjemmesyltede agurker.
Nå, der var husfruen jo! brummer Sofus kækt og løfter snapseglasset. Vi troede sgu, det bare var Mads, der boede her!
Frederikke forsøger at smile, men læberne ryster.
Hej. Undskyld, jeg har det virkelig dårligt.
Slap nu af, Rakel vifter ligegyldigt. Vi har jo alle været syge. Sidste uge havde jeg migræne, men jeg tog alligevel på arbejde, rapporten var vigtig. Kvinder er efterhånden blevet ret sarte, straks i sengen med dem.
Frederikke mærker kvalmen stige op. Alle stolene er optaget af gæsternes tasker og jakker. Mads pisker rundt ved bordet og fylder hurtigt op for gæsterne.
Hvorfor står du der og stirrer? siger han over skulderen. Hent nogle rene tallerkener, vi mangler gafler. Og så noget rugbrød, tak.
Hun trasker ud i køkkenet, alt smerter. Hun tager tallerkener, en kniv, rugbrød. Hænderne ryster, kniven glider og skraber hendes finger blodet pipler frem. Hun ser på den røde dråbe og mærker noget briste indeni den der sidste tråd af tålmodighed mellem hende og Mads.
Hun bærer tallerkener ind.
Hvor er teen? spørger Rakel. Mads sagde, du laver noget skønt urtete!
Kanden står i køkkenet, siger Frederikke lavt. Kan du ikke selv? Jeg går ind og lægger mig igen.
Et øjeblik bliver der helt stille. Sofus holder op med at tygge, Rakel hæver brynene overrasket, og Mads stivner med snapseglasset i hånden.
Frederikke, siger han koldt Gæster beder om te. Er det virkelig så svært at tænde for el-kedlen?
Jeg har svært ved bare at stå op, Mads. Falder jeg om her, er det sgu din skyld.
Åh, hvor er vi sarte, snøfter Rakel. Prøv at se, hvor sart hun er. Manden slider på arbejdet, har gæster med hjem, og hun orker ikke engang dække bord? Jeg ville dø af skam over det rod.
Det er dråben. Frederikke ranker sig. En kold bølge af vrede skyller gennem hendes krop. Lige nu er hun ikke længere syg hun er stål.
Rod, siger du? Ved du, hvorfor her roder? Fordi jeg arbejder 12 timer om dagen. Min løn er dobbelt så høj som Mads. Lånet på denne lejlighed fik jeg betalt færdig for et år siden og det var primært mig, der betalte. Mads kommer hjem klokken seks, og så ligger han bare på sofaen.
Rakel stivner Sofus stirrer ned i sin tallerken. Mads springer op.
Hvad fabler du om?! råber han. Er du vanvittig af feberen? Stop nu og gå ind i soveværelset!
Nej, Mads, det gør jeg ikke. Jeg siger det lige nu. I sidder i mit hjem. Jeg har ikke inviteret jer. Jeg er syg, har feber og har brug for ro. Men du, Rakel, sidder og drikker vodka og belærer mig om huslighed. Og du, Mads, i stedet for at give mig et glas vand og noget medicin, tvinger mig til at vente på jer, så du kan spille rollen som stor mand.
Hold nu op! Mads løfter hånden truende, men tør ikke slå, bange for at gæsterne ser det. Det er også mit hjem! Jeg har lov at have gæster!
Juridisk ja, men denne lejlighed købte jeg året inden vi blev gift. Papirerne siger kun mit navn. Du er altså bare tilmeldt adressen. Og ifølge paragraf 30 i boliglejeloven er det kun ejeren, der bestemmer, hvem der skal ind. Og nu bestemmer jeg: festen er forbi.
Der bliver så stille, at man kan høre køleskabet summe.
Sparker du os ud? hvisker Mads, bleg om næbbet.
Jeg beder gæsterne om at gå, svarer Frederikke. Vi to kan snakke, når jeg får det bedre. Men nu ud.
Sofus forstår hurtigst og tager sin jakke på.
Kom nu, Mads, vi smutter. Undskyld, Frederikke, god bedring.
Skal vi bare finde os i det her? råber Rakel forarget.
Ti nu stille, tysser Sofus. Kan du ikke se, hun er syg? Kom nu.
De forsvinder ud i entreen. Mads bliver stående tilbage og knytter næverne, helt ydmyget.
Da døren smækker bag gæsterne, føler Frederikke sig fuldstændig drænet. Hun glider langsomt ned ad dørkarmen til gulvet.
Mads styrter hen imod hende.
Er du tilfreds nu?! råber han. Du ydmygede mig foran Sofus! Nu tror de, jeg er en tøffelhelt, og det vil de fortælle alle! Hvordan skal jeg se dem i øjnene?
Frederikke kigger op på ham. Han var engang stærk for hende nu ser hun kun et barn, vred og egoistisk.
Det er mig ligegyldigt, hvisker hun. Jeg er ligeglad med Sofus, Rakel, og din stolthed. Jeg har brug for at ligge ned. Hjælp mig hen til sengen.
Klar dig selv! råber han og stormer ud i køkkenet. Lyden af et skvulp vodka høres.
Frederikke kryber, støtter sig til væggen og når tilbage til sengen. Trækker dynen op over hovedet og ryster hele vejen ned i marven, da hun glider ind i en urolig søvn.
Hun vågner ved, at en hånd lægger sig køligt på hendes pande.
Fred, skat, vågn op.
Det er hendes storesøster, Birthe, der sidder ved hendes side.
Birthe? Hvordan er du kommet ind?
Mads ringede, hendes søster ser alvorlig ud. Sagde, du var blevet gal af feberen, kastede dig over folk, og at han ikke kunne styre dig mere. Ville have mig til at hente dig for han skulle på arbejde, og du vækkede ham med dine støn.
Langsomt går det op for Frederikke: hendes mand ringede for at få hende fjernet fra hjemmet, fordi hun var syg og forstyrrede hans nattesøvn.
Hvor er han? spørger hun.
Han sover i stuen, fuldstændig væltet. Jeg fandt døren ulåst. Du havde nærmest 40 i feber, jeg ringede til vagtlægen, de har lige været her, givet dig noget, men siger, at hvis feberen ikke falder snart, skal du indlægges.
Tak, tårerne strømmer igen, men denne gang lettelse og tryghed. Hun er ikke alene.
Jeg har taget suppe og solbærsaft med, siger Birthe og pusler om hende. Drik lidt. Ham der, Birthe nikker mod stuen, klarer vi senere. Nu skal du bare få ro.
Birthe bliver natten over, skifter kolde klude, giver vand og holder øje. Ved morgengry falder Frederikkes feber endelig. Hun føler sig træt og svag, men hovedet er forbløffende klart.
Mads sniger sig ud i køkkenet, med rødsprængte øjne og krøllet skjorte, fryser i døren, da han ser Birthe stege ostebrød.
Nå, hej Birthe Godt du kom. Frederikke lavede virkelig drama i går, det var pinligt. Jeg troede hun havde fået febervildelse.
Birthe vender sig roligt, spatelen fast i hånden.
Mads, siger hun lavt. Hvis du siger ét ord mere, hælder jeg det varme smør direkte på dine bukser. Du kender mig.
Han kniber sig lidt væk og mumler:
Jeg har da også lidt at slås med. Gæsterne gik, stemningen ødelagt.
Frederikke kommer ud i køkkenet, bleg men rank og rolig.
Mads, pak dine ting, siger hun med fast stemme.
Hvad? Frederikke, er du tosset? Vi havde en dårlig aften, men lad nu det ligge.
Jeg bærer ikke nag, siger hun og hælder sig et glas vand. Men jeg har indset noget. Da jeg var syg og tænkte, at jeg måske sad alvorligt syge, og du alligevel fik mig til at lave mad til dine venner der gik det op for mig, at jeg ikke har en mand. Jeg har en sambo. Én, det kun gælder om, hvad der er bekvemt for ham.
Hvor skal jeg bo? Hos min mor i Birkerød? Der er en times kørsel!
Ikke mit problem, Frederikke tager sin kop. Læg nøglerne på bordet. Du har en time til at pakke. Birthe holder øje.
Det må du ikke! Vi er gift!
Men det er min bolig, afbryder Birthe. Hun kan fjerne dig fra adressen gennem boligretten. Og vil du have ballade? Så ringer vi politiet og dokumenterer, du larmer og truer en syg kone. Sådan noget elsker betjenten på hjørnet.
Mads stirrer vekselvis på sin kone og hendes søster. Hans gamle tricks råberi, forurettelse, selvmedlidenhed virker ikke længere. Frederikkes tålmodighed, bygget op over år, er væk.
Han går ind på værelset. Efter fyrre minutter kommer han ud med tasken.
Så behold det hele! råber han fra døren. Du kommer til at fortryde det! Hvem vil dog have dig, syg og gammel? Du ender alene!
Nøgler, minder Frederikke ham om.
Han kaster dem på gulvet og er væk.
Frederikke kigger på dem. Hun føler ingen sorg kun en blanding af tomhed og en enorm lettelse. Som om et gammelt, støvet skab er blevet fjernet, og lyset strømmer ind.
Så, Birthe samler nøglerne op. Sæt dig ned og spis. Du har brug for kræfter.
Birthe tror du, han havde ret? At ingen vil have mig nu?
Birthe trækker på skuldrene og sætter en tallerken med lune ostebrød foran hende.
Kære Fred, du har dig selv. Det er dét vigtigste. Og hellere alene end sammen med en, der bare tramper på dig for en snapse skyld. Spis nu.
De næste uger går som i tåge. Frederikke bliver langsomt rask. Hun bestiller rengøring, køber nye gardiner og skifter sengetøjet alt skal friskes op. Hun ringer til en advokat og påbegynder skilsmisse.
Mads dukker først op igen en måned senere, bleg og med et halvt dødt rosenbukket.
Frederikke, nu er det nok, tigger han. Jeg har indset det, jeg kan ikke bo med min mor, det er forfærdeligt. Skal vi ikke bare glemme det?
Hun ser på ham og forstår slet ikke, hvordan hun kunne dele sit liv med ham. Hvordan havde hun ikke set, hvor smålig han var? Det var aldrig kærlighed, men bare vane og frygten for at stå alene.
Jeg har søgt om skilsmisse, Mads. Du får besked. Resten af dine ting står i entreen, tag dem med.
Er det alvor? På grund af én aften?
Ikke på grund af én aften, ryster hun på hovedet. På grund af, at du ikke engang kunne give mig et glas vand. Farvel, Mads.
Og da hun drejer nøglen to gange i døren, lyder det som punktum på en lang, meningsløs sætning.
Frederikke går i køkkenet og brygger sig en frisk, stærk urtete. Sætter sig i den stille lejlighed. Uden nogen, der forventer aftensmad, smider sokker på gulvet, eller ser ned på hendes anstrengelser. Solen strømmer ind ad vinduet, spurvene pipper, foråret er på vej.
Hun tager en langsom slurk te og smiler. Livet smager faktisk bedst i fred og eget selskab. Nu er hun hjemme rigtigt hjemme.
