Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor den måde, nogle forældre opdragede på i gamle dage, i dag bliver pebet ud som nærmest tortur.
Jeg voksede op med en ualmindelig streng far. Man kunne ikke rykke ham for en femøre: han var fast som en granitblok, kontrollerende til fingerspidserne og rystede aldrig på hånden. Alt havde sit skema, sine regler og, selvfølgelig, sine ganske præcise konsekvenser, hvis man vovede at træde ved siden af. Det var ikke et spørgsmål om, jeg havde lyst. Hvis jeg forsøgte at komme for sent hjem, regnede det skideballer. Ville jeg noget? Første stop: fars godkendelse. Som teenager hadede jeg ham intenst af netop den grund. Ofte.
Min far vogtede mine karakterer som en høg, han holdt styr på mit sociale liv og havde styr på mit skema bedre end nogen studievejleder. Han forventede, at jeg tog min skole alvorligt, færdiggjorde det, jeg begyndte på, og tog mine egne beslutninger altså, efter jeg havde fået grønt lys fra ham. Al snak om forhandling ja, det var dømt til at gå galt: sagde han nej, var himlen lukket. Mens mine klassekammerater hang ud på café i Indre By, pudsede jeg vinduer. De sov til middag jeg stod klar med støvsugeren klokken otte søndag. På det tidspunkt føltes det, som om jeg levede i et hamsterhjul, og at min far ikke stolede på mig en meter.
Mine kusiner, Karen og Astrid døtre af min onkel Poul boede på Amager, og der var stemningen en helt anden. Onkel Poul var prototypen på en moderne, afslappet far nærmest en ven, man kunne tage på Roskilde Festival med. De kunne komme og gå, som det passede dem, ingen næse i bøgerne, og de blev sjældent irettesat. Til familiefester på landet så jeg dem sidde og skraldgrine sammen med ham, lave jokes og forhandle småaftaler om alt muligt. Jeg var grøn af misundelse.
Der hvor jeg skulle have tilladelse for at skifte mening om aftensmaden, skiftede de karriereretninger, sprang semester over og begyndte på projekter, de aldrig gjorde færdige. Ingen pressede dem. Ingen løftede et øjenbryn, når det gik lidt sløvt med tingene. Jeg drømte tit: Bare min far var som onkel Poul. På det tidspunkt var hans tilgang guldstandarden min far fremstod mest som en særlig muggen pedel.
Så gik tiden jo. Jeg fik huen på, snuppede mig en universitetsuddannelse, scorede et job ja, blev voksen på den der helt uventede måde, hvor alt, ens forældre har prædiket om, pludselig giver skræmmende god mening. Jeg lærte at holde styr på økonomien, at nå deadlines, at tage ansvar for mit rod uden at det kom udefra. I dag kan jeg sige, at jeg har fundet et solidt ståsted, en vis struktur og, indrømmet, temmelig stor tryghed. Det hele var langt fra perfekt (vi er jo ikke i Torvehallerne hele tiden), men hans hårde krav satte sig fast og blev til noget brugbart.
Mine kusiner? Tja, de hænger stadig i luften. De har hverken fået afsluttet deres uddannelser eller landet fast job. De er altid på vej mod noget stort som ikke helt når frem. De er søde piger, bevares, men de har det bøvlet med livet, uden rigtig at have fået fodfæste. Kommentarerne lyder ofte, at livet er uretfærdigt eller ingen har hjulpet dem nok.
I dag ser jeg situationen med lidt flere år på bagen og lidt færre illusioner. Jeg romantiserer ikke min fars stivhed, men jeg ser heller ikke disciplin som fanden selv. Min far var ikke én, der kyssede sår, men man kunne regne med hans konsekvens. Han gav mig ikke et nemt liv han lærte mig at klare mig selv. Og selvom jeg i årevis syntes, hans metoder var latterlige, kan jeg i dag se, at det netop var derfor, jeg står her, hvor jeg står.
Det er ikke, fordi jeg mener, alle unger skal opdrages på samme måde. Men jeg ved bare, at meget af det, der synes forældet og strengt i dag, faktisk har opbygget voksne med rygrad. Og nogle gange er det, vi som unge oplever som uretfærdigheder, i virkeligheden det, vi senere hviler allerbedst i.
Eller tager jeg fejl?
Jeg har aldrig forstået, hvorfor den måde, nogle forældre opdragede på førhen, i dag bliver kritiser…
