Efter Morten havde mistet sin far, solgte Karen deres gamle hus på landet. Hun hjalp med at investere i en lejlighed til sin søn og hans familie i Aarhus, og hun flyttede ind sammen med dem. Så længe hun havde kræfter, passede hun hjemmet og børnebørnene.
Både hendes søn og svigerdatter havde travle jobs, så det var Karen, der bragte de små i børnehave, hentede dem fra skole og fulgte dem til fritidsaktiviteter. Hun lavede mad og sørgede for, at der altid var rent og pænt. Det gav hende glæde at kunne hjælpe, og hun følte sig værdsat familien havde brug for hende. Men årene gik, børnebørnene voksede op og flyttede hjemmefra, og Karens helbred begyndte at svigte. Når hun prøvede at vaske op, gled tallerkenerne ud af hænderne på hende og gik i stykker.
Hun hældte suppe op til sig selv, men hun kunne ikke få den over til bordet hun spildte det hele. Om natten stod hun op for at drikke vand, men hendes puslen vækkede svigerdatteren. Ingen virkede til at have tid eller lyst til at tale med hende længere. Hvem gider også snakke med en gammel kone, tænkte hun. Svigerdatteren skældte hende ofte ud og sagde, at hun kun var til besvær. Men hvad kunne hun gøre? Alderdommen havde gjort hende svag. Karen måtte bare forsøge at bide det i sig og fortsætte.
Til sidst besluttede Morten, at det var bedst at flytte sin mor på plejehjem.
I det mindste får hun nogen at snakke med derovre, sagde han til sig selv og prøvede at døve sin dårlige samvittighed. Den morgen, hvor de skulle af sted, kom Karen pludselig i tanke om sin gamle kasse.
Morten, vil du ikke hente min kasse? Jeg har glemt den, sagde hun stille.
Hvilken kasse? spurgte han forvirret.
Min skattekiste, svarede Karen og beskrev kassen for ham. Morten gik op efter den og rakte hende kassen. Den gamle kvinde holdt den tæt ind til sig med et træt, men tilfreds smil.
Mor, hvad har du egentlig i den? spurgte han nysgerrigt. Karen løftede låget og viste ham indholdet.
Inde i kassen lå en lille hårlok og en mælketand. Morten trådte ud af bilen og satte sig tavs på fortovskanten. Han blev siddende dér længe, mens minderne vældede frem hvordan hans mor altid havde været der, hjulpet ham, beskyttet ham og aldrig ladet ham i stikken.
Skal vi af sted nu, søn? sagde Karen og gik sagte hen til ham.
Nej, mor. Vi kører ingen steder. Du hører til hjemme hos os.
Det gik op for Morten, at omsorg går begge veje. Vores ældre fortjener samme kærlighed og støtte, som de engang gav os det er sådan, vi bygger ægte familie og varme hjem.
