Louise Madsdatter! Vent lige, du må ikke løbe! Jeg ville gerne tale med dig! Ved den skoleparkerede bil, tydeligvis dyr og skinnende ren, stod en kvinde, også usædvanligt pænt klædt, som en model fra et blad. Perfekt salonfrisure, velplejede negle, ansigt som en porcelænsdukke, moderne pelsjakke, slank buksedragt, under hvilken spidserne af glitrende støvler syntes frem. Louise, der hurtigt målte damen op, følte straks et stik af ubehag ved sit slidte frakke, gammel indkøbsnet spækket med hæfter og i det hele taget sit noget trætte udtryk. Hun følte sig som en halvgammel bibliotekar der manglede bare runde briller og stok.
Hun klemte tasken ind til sig for at skjule frakken bag et farvestrålende flamingomønster på nettet.
Mig? Ja, hvad kan jeg hjælpe med? svarede hun og tog et par skridt væk fra gadelygtens gule skær.
Ja, dig. Kører du i bil? Pelsjakken lod blikket glide over parkeringspladsen. Der stod to gamle Toyotaer, begge så slidte ud, at de må have været der siden 90erne. Den ene tilhørte idrætslæreren, den anden vidste Louise ikke hvem ejede. Skolelederens Mini Cooper var allerede kørt mod Dragør, hvor hun havde sit hus. Der var ingen andre biler.
Nej, jeg tager metroen. Noget særligt? Undskyld, men min arbejdsdag er forbi, og jeg har travlt.
Indeni genkendte Louise straks den struttende, overlegne kvinde. Ja, det er jo Kristina Pedersen Ikke så ung mere, tydelig i hofterne, men stemmen og attituden var den samme, som om hun var noget særligt.
Lou, hvad er der galt? spurgte Kristina, nu uden omsvøb, og kom nærmere. Du genkendte mig, var det så slemt? Kom nu, så mange år! Jeg snakker ikke bare som gammel klassekammerat, men som mor til den dreng, du underviser i dansk min Niklas!
Ved ikke… Hvilken er din? sagde Louise, mens hun trak handskerne på. Det var råt ude, fingerspidserne frøs. Hun længtes hjem til sit tekøkken, lave te og hygge med sin gamle hunkat Sif, som hun havde fundet ved en container. Katten plejede at sidde pænt, indtil hun var færdig, hvorefter hun bankede halen mod gulvet for at lege. I gryden simrede havregrøden til morgenmad, og i værelset bag den tynde væg sov Marie, Louises datter. Apropos hun burde hente hende nu, ellers ville pædagogen, fru Jensen, blive sur igen for Louise altid kom for sent. Undskyld, jeg må hente mit barn i børnehave nu. Kom tilbage torsdag.
Louise prøvede at snige sig væk, men Kristina lod ikke slippe så let.
Vent lige! Hvor har du travlt! Hun klaprede frem, greb Louise i ærmet. Slap af, jeg bider ikke. Smil med ulasteligt hvide tænder og skinnende rød læbestift. Jeg kører dig, sæt dig ind, vi kan snakke. Ellers går jeg til skolelederen. Mig kender du.
Louise vidste, hun mente det. Kristinas mor havde altid kunnet charmere sig frem og skaffe Kristina ind de rigtige steder: til gallamiddage på rådhuset, til finaler hvor hun ikke hørte hjemme, i skolebestyrelsen, og hun fik altid en pris eller to. Moren dukkede ofte op på lokal-tv og snakkede om kultur eller stod bag ved kendte sangere, men holdt sig dog fra kriminalstof; det gjorde hende ked af det, sagde hun.
Og Kristina var blevet ligeså målrettet, som sin mor…
Nå, okay. Du ser godt ud! Louise kunne næsten ikke udstå sig selv, så behagesyg hun var igen.
Tak. Det virker ikke, som om det går så godt for dig? Nå, din adresse? Hvor skal vi? Kristina hoppede ind i bilen og nikkede til passagersædet. Eller foretrækker du bagsædet, som i gamle dage? Smilede lidt for bredt.
Nej, jeg sidder ved dig. Fin bil. Kører du meget? spurgte Louise akavet, mens hun steg ind. Hun kørte sjældent i bil, for hun og Thomas havde aldrig haft råd og taxaer var for dyre. Louise elskede alligevel at tage bussen, især uden for myldretiden.
Siden jeg var tyve. Da min far gav mig sin Fiat. Godt nok smadrede jeg den ret hurtigt, men hvem laver ikke fejl, Lou?! Nå… Kristina blinkede, porten gik op, bilen smøg sig ud på Amagerbrogade. Kristina manøvrerede overlegent, skældte ud på de andre bilister og gassede op hun elskede aggressiv kørsel som hun kaldte det.
Louise baksede længe med selen, prøvede at balancere tasken.
Hvad roder du med? snappede Kristina. Er det for trangt? Er du blevet rund? Spiser du kun rundstykker? Skolekantine og ensomhed, alt det dér
Hvorfor ensomhed? mumlede Louise. Det er frakken, den er bare stor.
Jaja. Sådan noget tøj opfinder de jo netop for at skjule… Men pyt nu. Jeg har kontakter. Jeg kender en ung designer, der kan lave dig noget, der klæder en kvinde! Men hvad sagde du om ensomhed? Hun drejede hovedet, men bandede så igen over trafikken.
Louise krøb langs sædet og ønskede sig langt væk. Sådan var Kristina, hun råbte og lirede af… Livet…
Endelig stoppede Kristina sin harme og kørte stille igen.
Kristina, jeg kan sagtens gå herfra… hviskede Louise hæst, slap sit net, så hæfter falde på gulvet.
Pas på! Du forstyrrer mig! sagde Kristina skarpt. Hvor vil du af? Midt i trafikken? Du har da altid været et skvat. Nå, ind i svinget… Ups, forkert sted… Sagde jeg ikke, at du ikke skulle forstyrre mig! Nå ja, nu vi er her: Det gælder min søn Niklas, nu blev hendes stemme blidere. Niklas var hendes øjesten, hendes krammebamse, klumpede lille dreng, selv om han var teenager med cigaretter bag garagerne. Hende kunne hun tale om i timevis. Han hedder faktisk Niklas Mortensen. Lyder det ikke flot? Louise, du som dansklærer lyder det ikke godt?
Jo, det lyder fint… Niklas er din… Han er lige startet, ikke? Og Mortensen Louise kunne ikke få ordene frem. Noget inde i hende blev pludselig tungt.
… Hun mindedes 3.g, fem dage før dimissionen. Der var feststemning, alle var lettede. Hendes egen skjulte forelskelse, Henrik, havde netop fået bilen af sin far og kørte pigerne ud at bade. Louise forsøgte at læse, men blev hevet med. Hendes spørgsmål var, om de havde badetøj, og de andre piger grinede. Henrik gassede op, kørte ud på grusvejen, pudsede støv op. Louise blev dårlig hun råbte, styrtede ud og kastede op på marken. Følte sig forkert, udenfor.
Henrik gav hende en flaske vand. Du skal sidde foran næste gang, du bliver jo køresyg! sagde han.
Hun var egentlig mest hamrende forelsket, men han betragtede hende som én af drengene, en slags hjælper i dansk han takkede for hendes hjælp, kyssede hende venligt på kinden, men ikke med det blik, hun håbede på. Det var endt der. Hun tudede i tre dage…
… Henrik? Ja, ham. Det var altid klart, han ville vælge mig, pustede Kristina sig op. Du forstod aldrig noget, vel? Men vi var “bundet sammen”, dengang…
Jaja, mumlede Louise.
Men hvorfor er du så streng ved Niklas? Den ene treer efter den anden! Han skal på CBS. Han skal ud og have succes. Jeg læste selv økonomi, så mor kunne prale, men aldrig brugt det. Åbnede senere min egen skønhedssalon på Østerbro, kan skaffe dig noget! Kristina grinede opgivende. Kriserne ramte også mig, som du kan høre, men jeg landede på benene!
Nej tak, Kristina. Og Niklas… han kan jo ikke dansk! Jeg kan ikke bare give fem for ingenting!
Louise sukkede. Livet kunne være så forskelligt. Hun selv havde læst, knoklet, håbet på at skrive eller være redaktør et sted, men blev folkeskolelærer i stedet. For mild, for blid, aldrig den hurtige type.
Og Kristina, øjensynligt, havde fået alt. Dyr bil, parfume, gift med én fra den rigtige kreds, egen salon, penge… Louise fandt en chapstick i lommen og smurte sine tørre læber ikke at det hjalp.
Nej, Lou, du forstår ikke! Jeg kæmper for Niklas, så vær ikke i vejen, ellers forsvinder du fra den her skole. Min søn skal have de karakterer, der åbner døre! Forstår du? Kristinas stemme var hård. Jeg går direkte til lederen, hvis jeg skal. For dig er jobbet alt, du er jo alene, ikke? Nå, her skal du af.
Hun blev irriteret og kørte. Louise blev sprøjtet til, da bilen forsvandt og gik så hurtigt mod børnehaven. I vinduet på stueetagen stod Marie, lille, ensom silhuet. Marie skulle snart begynde i skole. Hvilken skole?
Kom nu, Louise, du er for sen igen! Marie, tag jakken på! Pædagog Jensen mødte dem vrissent.
Undskyld… undskyld… sagde Louise lavt for sig selv. Kristina ville aldrig have undskyldt. Men det var ikke sådan, Louise levede og heldigvis for det.
Marie iførte sig hurtigt sin jakke og trak mor afsted gennem regnen. Hjemme forsøgte hun at vaske morens frakke ren for mudder men pletterne gav sig ikke.
Mor, det vil bare ikke gå væk… sukkede Marie.
Det går, skat. Kom og spis. Jeg vasker det senere endnu har intet plet klaret os!
“Tænk, hvis man kunne vaske sit liv sådan gøre det blødt og rent, glatte det ud og gøre det nyt… eller bare smide det ud og købe nyt”, tænkte Louise, mens hun hældte te op.
Katten Sif lå som altid på køkkengulvet og betragtede de to. Mor, hvornår kommer far hjem? spurgte Marie og knækkede en kiks i to til sin mor.
Om halvanden uge. Snart, søde. Louise smilede.
Thomas var tit væk med arbejde, men han elskede det, han lavede og han sendte altid Marie små fine stenfigurer hjem.
Hvad stiller jeg op med Niklas? funderede Louise, mens hun rettede hæfter. Ingen klog løsning kom. Nå, i seng med mig jeg må ikke komme for sent i morgen…
… Hele ugen så hun Niklas an, lod ham komme til tavlen, spurgte og lyttede.
Niklas, kan du ikke lige komme op? spurgte hun.
Åh, hvorfor altid mig, Louise? Skal du slå mig? drengens læber strittede trodsigt. Han var heller ikke ond, bare doven, vant til at få alt forærende.
Jeg vil bare spørge: hvad drømmer du egentlig om at blive?
Det ved jeg ikke… Mor vil have jeg læser, men… svarede han undvigende.
Og du?
Jeg vil hellere skrue i biler. Måske have mit eget værksted en dag lede det selv.
For at lede, skal man kunne skrive og regne og dansk, især. Har du altid haft problemer med det?
Og ja, sådan havde det altid været. Kristina havde nægtet at søge nogen “diagnose” til sin søn, men hun forsøgte at klare alt ved at forhandle eller give frynsegoder til lærere. Niklas fik på forunderlig vis altid bedre karakterer.
Niklas, du kan jo godt, hvis du prøver; jeg ved, du læser bøger! Lad os se, hvad du kan, sagde Louise strengt, men venligt.
Han lovede i det mindste at tænke over det og næste gang, de øvede sammen, klarede han sig overraskende godt.
På vej hjem sad Louise og smilede i bussen og tegnede et lille sol på den duggede rude.
Men Kristina gik alligevel til lederen angående de ekstra lektier. Louise fik på pokal den ene advarsel efter den anden, men holdt fast.
Han SKAL hjælpes, for han kan godt, hvis I giver ham lidt støtte, insisterede hun.
Louise, forsigtig nu. Kristina kan være besværlig, hviskede skolelederen, Fr. Simonsen. Slip ham bare hjem, hvis han ikke vil.
Nej, han skal jeg giver ikke op! svarede Louise stædigt.
Det var sårende, at Kristina bagtalte hende, men som Louises mor havde sagt: onde folk er ofte bare bange eller blevet såret selv engang. Måske er det naivt, men der er også noget sandt i det.
Fredag gik på hæld, Louise og Marie sad hjemme igen efter aftensmaden men så ringede døren.
Mor! Hvem er det? udbrød Marie.
Bare rolig, jeg ser efter først, lovede Louise. Hun kiggede ud nogen rode, men hvem?
Hvem der? Jeg ringer til politiet! råbte Louise.
Lou! Slap af, det er bare mig… lød en grædende stemme.
Louise åbnede.
På dørtrinnet stod Kristina, pelsen så forpjusket ud, hår i uorden, mascaraen løbet. Et billede på forfald.
Undskyld… Må jeg sidde lidt hos dig? snøftede Kristina. Henrik har slået mig igen han blev sur over bilen, jeg har ridset den. Må jeg…?
Louise gloede forbløffet et sekund, men trak hende uden videre ind.
Har du smadret bilen? Slap nu af, kom nu ind, skal jeg lave te? Er du sulten?
Louise fejede lidt op, så satte hun sig. Ja, det var ikke luksus, men det var hendes liv. Sådan, som det nu var. Elsk det, eller lad være.
Te… ja tak, sagde Kristina og gned sig i øjnene. Hvor bor du småt… undskyld, min mund løber. Og, det er din datter?
Marie, sagde pigen.
Kristina, svarede hun. Aldrig blevet til at tiltale folk pænt
Henrik er gået helt i spåner efter firmaet krakkede. Han er blevet så vred… Begyndte at slå… Første gang blev jeg chokeret. Mor sagde, jeg skulle glemme det. Så blev jeg. Og så kom Niklas…
Men du driver jo din egen salon? Hvorfor gik du ikke? Louise så spørgende på hende.
Der var intet at gå til. Og salonen var nærmest bare en titel dengang, pengene fik jeg kun gennem Henrik Men nu… Kristina sukkede. Nej, lad os sove nu. Jeg kan tage på hotel i morgen.
Du bliver her! Hvor er Niklas? Louise tvang hende ned på stolen igen.
Hos en ven, jeg har fortalt ham ikke at komme hjem. Hvad gør jeg, Lou?
Du skal skilles. Henrik er feje, han tie stille når han møder modstand. Kan du huske Jens fra 3.g, ham der gik på hænder? Han arbejder i kommunen han kan hjælpe med rådgivning.
Ja, Jens… suk fra Kristina.
Men tro ikke, han er klar han er gift igen, men hjælper altid dem, han holder af. Jeg ringer ham op i morgen. Nu går vi i seng.
Natten igennem lå Kristina og lyttede. Men Henrik søgte hende ikke, han sov trygt og uden hende. Deres store ejerlejlighed blev snart solgt for at dække gæld. Og nu? Hvad var tilbage?
Efter et halvt års tovtrækkerier, retssager og tårer blev Kristina skilt, fik lidt ud af det sin salon, sin søn og et par brækkede ribben. Niklas opgav CBS og ville på mekanikerskole.
Kristina gav Louise et nyt frakke, stilrent og smukt.
Det må du ikke! Det er for dyrt! udbrød Louise.
Men Kristina grinede bittert. Det, der virkelig er værdifuldt, er ikke tøjet men Louise selv. Hende, der hjalp, selvom hun fik det så skidt igen og igen. Den bedste ven.
Undskyld alt, Louise, vil du tilgive mig? spurgte Kristina.
For hvad? For du tog Henrik? For det skal jeg da sige tak — Gud ske lov! grinede Louise. Gud ville beskytte mig, kan du se… Vil du have mere te?
Efter det begyndte Kristina ofte at komme på besøg, og Marie elskede det. Hun blev som katten Sif faldt til og fandt varme. To ensomme sjæle, der fandt hinanden til sidst. Louise var misundelig på Sif, der foretrak Kristina, men trak så på skuldrene. Alle har brug for at blive elsket så kan Sif godt give lidt varme gratis væk.
***
Livets veje former os forskelligt, og man ved aldrig, hvem der ender med at række hånden ud, når det gælder. Det er ikke materialer og titler, der afgør lykken, men om vi kan holde fast i venlighed og forståelse, når livet viser sig fra sin svære side. Nogle gange skal der ikke så meget til bare en kop te, et venligt ord og evnen til at tage imod og tilgive.
