Hver morgen vågner jeg til det sagte gråd fra lille Sofie. Hun er så bitte, så perfekt. Hendes små fingre griber om min, når jeg løfter hende, og jeg føler, at verden igen har mening.
“Godmorgen, min skat,” hvisker jeg, mens jeg tager hende op af vuggen. “Har du sovet godt?”
Ude fra køkkenet hører jeg de tunge skridt fra Henrik. Han har altid været en tavs mand, men siden Sofie kom til verden, er han blevet endnu mere fjern.
“Taler du igen for dig selv?” siger han fra dørkarmen, med det blik jeg aldrig helt forstår.
“Jeg taler til Sofie,” svarer jeg.
Han sukker og kører hånden gennem håret.
“Birgitte, vi skal snakke.”
“Senere,” svarer jeg og vugger Sofie blidt. “Hun skal have mad først.”
Han går væk, og et stød af skyld rammer mig. Jeg ved, at Henrik kæmper med noget, men Sofie har brug for mig nu. Hun er så skrøbelig, så afhængig af mig.
I løbet af dagen, mens Henrik er på arbejde, følger vi vores rutine. Jeg synger vuggeviser, bader hende med omhu, læser eventyr for hende. Hun lytter med de klare øjne, der synes at forstå hvert eneste ord.
“Din far vil komme til at elske dig,” siger jeg, mens jeg skifter hendes ble. “Han skal bare vænne sig til det.”
Når Henrik kommer hjem om aftenen, finder jeg altid en undskyldning for at tage Sofie med ind i et andet rum. Han kigger ikke på hende, spørger ikke til hende. Nogle gange hører jeg ham græde på badeværelset, uden at forstå hvorfor.
En aften, efter jeg har lagt Sofie, finder jeg Henrik på sofaen med et billede i hånden.
“Hvad er det?” spørger jeg.
Han kigger op. Hans øjne er røde.
“Kan du huske det her?”
Det er scanningsbilledet. Vores første scanning, for otte måneder siden. Jeg husker den dag helt tydeligt: Glæden, planerne, navne vi valgte sammen.
“Selvfølgelig,” siger jeg og sætter mig ved siden af ham. “Det var dengang vi fandt ud af, at Sofie skulle komme.”
Henrik lukker øjnene, og tårerne løber ned ad hans kinder.
“Birgitte… Sofie er ikke her.”
“Hvad mener du? Hun ligger og sover på sit værelse.”
“Nej, skat. Der er intet børneværelse. Ingen vugge. Ingen Sofie.”
Jeg springer op.
“Du er vanvittig! Selvfølgelig er hun det! Jeg lagde hende lige i seng!”
Jeg løber mod værelset, Henrik følger efter. Han tænder lyset.
Rummet er tomt. Ingen vugge, ingen uro, ingen små bitte tøjstykker jeg var sikker på, jeg havde vasket i morges. Kun støvede kasser og gamle møbler.
“Sofie…” hvisker jeg.
“Vi mistede Sofie for seks måneder siden, Birgitte,” siger Henrik med knækket stemme. “I den 32. uge. Lægerne sagde, der ikke var noget at gøre.”
Billederne kommer tilbage, som skår af glas: hospitalet, de tavse monitorer, mine tomme arme.
“Men jeg bærer hende hver dag… giver hende mad… hun smiler til mig…”
Henrik tager mig ind til sig, mens jeg synker sammen.
“Du har båret på et tæppe, skat. Talt til et tæppe. Jeg har set dig vugge det, skifte ‘ble’. Jeg har ventet på, at du ville huske, at du ville vende tilbage til mig.”
Jeg kigger på mine tomme arme og for første gang på måneder mærker jeg virkelig tomheden. Vægten jeg troede jeg bar, visken jeg mente at høre, alt svinder ind til røg.
“Sofie… min Sofie…”
“Jeg ved det gør ondt,” hvisker Henrik. “Det gør også ondt på mig, hver dag. Men vi må fortsætte sammenikke med hende, men sammen.”
Den nat græder jeg for første gang siden begravelsen, jeg ikke husker. Jeg græder for min baby, der aldrig kom hjem, for min mand, der så mig forsvinde ind i en fantasi og ventede tålmodigt på, at jeg skulle finde tilbage. Jeg græder for de måneder, jeg mistede til sorgens skygge.
Men jeg græder også i lettelse, for nu kan jeg endelig begynde at hele.
Og Henrik er her, venter på miglige som han altid har gjort.
