Nabodamerne
Mette Frandsen satte spanden fra sig i gruset og tørrede hænderne af i det lange, farverige skørt, mens hun gispede efter vejret.
Hvor bliver den dog af, den sløve Karen? Den dovne, ligegyldige nabokone. Jeg sagde jo til hende i går, at kvikgræsset breder sig ind i køkkenhaven, og hvad gør hun? Ingenting! Det pibler bare videre ind.
Mette gik utålmodigt rundt i gården, kastede jævnligt blikke mod hækken for at vogte over Karen. Hun var så vred! Grisen brokkede sig hvinende i stalden, huset rodede, og tankerne væltede ud af munden. Og alt sammen pga. den dovne kvinde ovre ved siden af! Hun skulle bare ligge og snue til middag.
Endelig dukkede Karen op på trappen høj og ranglet som et kosteskaft, stadig i den evige snavsede slåbrok. Mette havde ophobet irritation nok til at sprøjte det ud over hele landsbyen.
Med svingende stemme begyndte hun sin tale lad dem endelig høre det alle sammen:
Så må du jo hyre en hjælper, Karen, hvis du ikke selv orker at luge jeg sagde i går, at kvikgræsset breder sig over til mig!
Karen svarede uden at vende sig, bare i farten, men højt nok til alle kunne høre det.
Er det dig, det generer, må du selv hyre én eller komme over og luge det væk. Porten står åben, som du ser, sagde hun og forsvandt. I det fjerne kunne man høre vand, der blev smidt ud i haven.
Mette stod målløs. Hun rystede af raseri. Men hun måtte vente, til Karen kom tilbage. Hun trak sig over til plankeværket, kiggede. Ingen at se men hun vidste, at gamle Grethe sikkert sad og lyttede og derefter fór hen for at sladre: Hør lige, hvordan Karen satte Mette på plads!
Her måtte handling til men Karen sad fast i sin jord.
I Skovlunde var kvinderne kendte for deres evne til at skændes måske blev byen netop kaldt Skovlunde derfor! Selvfølgelig var der også mere stille eksistenser sådan en som Bente Jørgensen, der aldrig havde løftet stemmen overfor andre, men om hende var der intet at sige. Kedeligt nok. Hvad har vi så? For kan man ikke forsvare sig, er man heller ikke en rigtig kvinde, sagde de ældre koner.
Men om Mette talte man anerkendende hun var ild! Hun lod aldrig nogen trampe på sig eller sine. Og hun var altid i clinch med nogen aldrig en dag uden en eller anden diskussion.
Stridighederne tændte som krudt: i Brugsen, på parkeringspladsen, til fællesspisning i forsamlingshuset. Og især ved bussen, hvor damerne stimlede sammen, var der altid god anledning.
Uanset hvor travlt hun havde, kunne intet holde hende fra et skænderi. Hun stod gerne timevis og diskuterede igennem, og hun trak altid det længste strå. På køkkenerne rundt om i Skovlunde genfortalte man muntert dagens skænderier med detaljeret dialog: Så sagde hun og så svarede den anden
En gang var Mette endda tæt på slagsmål med en fra Uvelse på torvet. Alle taler stadig om det det var en forestilling værd! Forbandelser, trusler, hele familier, utroskab, økonomi alt blev slynget ud offentligt, og alle ville have det sidste ord.
De fleste snerrede vildt, men til sidst døde gløden ud, og man gik hver til sit. Skænderier var et slags teaterstykke, man måtte være både hurtig og snu for at vinde. Nogle havde et rent talent for de tirader.
Men skjulte de sig? Nej, langt fra.
Sådan gik det altså til mellem Mette Frandsen og Karen Mortensen. Omtalen af Karen i byen var ikke mild; men Karen var iskold og snappede bare igen.
Dum, siger jeg dig tænk ikke mere på hende.
En dag kom Karen ud bag stalden. Mette var klar:
Hvor doven kan man egentlig være, at bare folkene ikke kan fjerne ukrudt selv? Er du så travl? Har du malet stalden? Eller ligger du bare, mens børnebørnene hænger på dig?
Jeg har opdraget min datter ordentligt hun overlader ikke sine børn til bedstemor!
Uh, det ramte Mette. Hendes datters børn var jo altid hos hende.
Ja, for min datter ved da, at her render de ikke snavsede og sultne rundt dig tør man ikke engang overlade en hund!
Jeg render heller ikke rundt og binder snørebånd for børn på ni, sagde Karen.
For nyligt havde Mette nemlig kastet sig på knæ for at binde sit barnebarns sko han skubbede bare foden frem og gumlede videre på sit æble.
Karen betænkte sig ikke før hun sagde:
Her er det paradis, ikke arbejdslejr mine børnebørn kommer, fordi her er rart, ikke fordi de skal.
Ja, de har jo heller ikke mange andre steder at tage hen, sagde Karen og satte sin spand. Gå hellere hjem og hold øje med dine høns, de lusker igen over til mig. Jeg hakker dem ned en dag!
Kog da suppe, måske bliver du selv stærkere og kan endda fodre din mand ordentligt, nu du får fat i min høne.
Siger det bare ser jeg dem i haven slår jeg hovedet af dem!
Nå, hvad er det for noget grønt, de skulle finde der? Lad bare hønen nippe lidt græs. Måske giver hun flere æg, så kan du få et.
Du tror dog ikke, jeg får dine æg i halsen, vel?
Mændene, Peter og Mikkel, stak hovederne ud. Uden at aftale noget satte de sig på bænken mellem husene og lyttede.
Hold nu op, det river og rusker igen, sagde Mikkel.
Gud lavede tre plager: kvinder, djævle og geder, grinede Peter og bød en smøg.
De røg og lyttede stille. Så snakkede de lidt om arbejdet i skoven, om ledelsen på savværket. Så lyttede de igen.
Aaah, hvad skal man dog gøre, når damerne får for mange fridage?
Skulle vi gå ind og få dem stoppet? spurgte Peter.
Du er ikke rigtig klog! Bedre at piske en hund end gå ind til dem!
Nej, du har ret kvinder får altid sagt sidste ordet.
En cigaret mere. De ventede. Begge vidste, hvornår striden var færdig.
En skænderi om morgenen, så kunne dagen begynde. Bagefter fik kvinderne altid noget fra hånden; Mette regerede huset, støjede og dirigerede, som om hun ville vise hele verden, hvor dygtig hun var. Karen bare tav, blev rød og sur, men arbejdede også for at vise manden, at hun ikke var så slem, som Mette sagde.
Lad hende ikke ramme dig, Karen, sagde Mikkel.
Lad hende være. Hun kan glo på sit eget.
Mikkel vidste Karen var ramt. Hvorfor kunne de ikke bare leve i fred?
Karen var tilflytter til byen. Hun var rygtet som uduelig, da Mikkel hentede hende hjemme fra Sorø. Hun drillede bålet, bar lidt vand og så var det hele brændt ned allerede.
Og Mette? Ja, hun havde selv haft et godt øje til Mikkel, dengang han var ung og flot. Men han giftede sig altså med Karen, og nogle år senere blev Mette gift med Peter. I starten kom de sammen og fejrede højtider, børnene legede sammen, men Karen fik kun én datter de andre døde før tid. Mette fik to, en datter og en søn.
Mette var perfektionist: syede, vaskede, strøg og pyntede natten lang, og datteren gik aldrig snavset, altid den flotteste sløjfe i håret. Karen hun behøvede ikke det show, datteren gik pæn nok, men fik blot det nødvendige. Ingen bytur til Holte for nye bluser. De læste historier om aftenen, vaskefadet kunne vente.
Men i skolen kæmpede Mettes børn datteren havde det svært, sønnen hang med nød og næppe på skolebænken. Da hun var færdig, begyndte stridighederne for alvor. Børnene var stadig venner, mændene snakkede, men kvinderne gik konstant i clinch.
Egentlig var børnebørnene det vigtigste for begge; Karen havde få, Mette mange, alle kom stadig og gik, men hvor kom tiden dog hen? Nu var børnene flyttet, og der var masser af frihed og mere tid til skænderier.
Alle i Skovlunde vidste, at større fjender end Mette og Karen ikke fandtes. De delte haven, de skændtes om træer, dyr, og bænken mellem husene blev næsten smadret af deres slagsmål. Kun mændene forhindrede den totale katastrofe.
Selv den gamle hund, Trofast, der plejede at gå fra hus til hus, valgte i sidste ende at flytte hjem til enkemanden, Holm.
***
Men et forår blev Karen syg. Pludselig kom hun ikke ud; Mette ventede, men hun dukkede aldrig op. Selv hønsene passede Mikkel nu. Mette brokkede sig til alle Karen nu også; lægger alt over på sin mand!
Tiden var inde til at grave, men Karen lod haven gro vildt mere kvikgræs! Og pludselig kom rygterne: Karen er på hospitalet, sagde de, opereret for kræft. Datteren, Lise, kom hjem, men måtte snart tilbage til København små børn, mand, arbejde. Hun havde dog betalt Elna fra bagerens sidegade for at kigge til moren, når Mikkel var på arbejde.
Mikkel blev stille, snakkede endnu mindre. Engang imellem sad han dog med Peter på bænken og røg.
Hvordan går det? spurgte Peter.
Tja, sådan… Mikkel trak på skuldrene.
Hvis du har brug for noget, så sig til, sagde Peter.
Lad det ligge… men sig til din hustru, at vores jordbærbed er fyldt med ukrudt. Hvis hun vil, må hun gerne tage vi får det alligevel ikke brugt.
Du ved, hvordan det er de to imellem, smilede Peter.
Nå ja. Måske Elna gider tage lidt, ellers går det til spilde.
Peter tænkte på det i et par dage nævnte det for Mette, der stod og rørte i den store gryde jordbærsyltetøj, han havde sat sig ved bordet. Han krympede sig hun ville sikkert skælde ud over, at han bragte nabosnak op.
Men Mette sagde ikke noget. Hun stod med ryggen til, rørte i gryden. Peter sukkede lettet og skiftede emne.
Men to dage senere bad hun ham bære en stor indkøbstaske over til naboen.
Hvad har du i den? spurgte han.
To store glas hjemmelavet syltetøj og en lille, sirligt pakket ind i avispapir.
Så du har renset deres jordbær? spurgte han.
Ja, og luget ukrudtet. To dage, det var vokset mig til hoften. Mine hænder er godt medtaget, sagde hun og viste rifter.
Jamen, begyndte han, men holdt mund, tog tasken og gik.
Elna åbnede. Hun plaprede om Karens tilstand, om lægerne, om alt. Peter kiggede ind og så til Karen. Hun lå bleg med håret bredt ud på puden, men øjnene bad om selskab.
Hej Karen Hvordan går det? Her er lidt syltetøj, og Mette har luget jeres jordbær.
Tak, det smager altid godt, sagde Karen stille. Sæt dig lidt?
Peter rykkede en stol hen.
Mangler du noget?
Nej, Mikkel ordner det meste Men Peter, hvis jeres høns vil i haven, så fjern den gamle stålplade ovre i hjørnet. Der er alligevel kun ukrudt.
Det behøver du ikke du bliver snart frisk igen
Karen trak på skulderen.
Vær ikke sur på os, Peter ikke? Det var jo mellem os kvinder.
Selvfølgelig ikke, vi været venner det er kun jer to der
Elna kom ind med stegte kartofler og klagede højlydt over det hele. Karen himlede med øjnene, vendte sig væk.
Peter gik hjem med tungt hjerte.
Om aftenen fortalte han Mette alt. Hun stilte spørgsmål, nikkede, blev alvorlig Peter ærgrede sig, hun ville altid mene noget. Og ja, han syntes Elna var en elendig hjælper, alt blev rodet, Karen var bleg.
Hun sagde, at dit syltetøj er det bedste, sagde han.
Mette stivnede et øjeblik, vendte sig om og gik i gang med husholdningen.
Nå ja, hun har et hjerte af sten, tænkte Peter.
Dagen efter, da hun havde sendt manden afsted, lavede hun boller, puttede lidt kødsuppe og en flaske saft ned i en taske. Hun sad lidt på trappestenen, rejste sig og gik over til Karen uden at tage notits af nogen.
Elna? råbte hun ind.
Ja? svag stemme fra stuen.
Det er mig, sagde Mette hvor er Elna? Jeg har taget lidt mad med.
Karen sad på kanten af sengen, bleg, fødderne skæve ud, skuldrene tunge, håret pjusket over de smalle kraveben. Mette syntes ikke, det så godt ud luften havde stået stille for længe.
Hun er ovre hos Jørgensen efter mælk, sagde Karen træt.
Nå, så stiller jeg maden her Sig til, hvis du mangler noget. Har du brug for syltetøj?
Giv mig lidt saft, bad Karen.
Mette skyndte sig at fylde et krus. Hun så hurtigt, at hjemmet trængte, Elna klarede det ikke. Karen var træt. Mette begyndte at lufte ud, støvsuge, hente rent vand og tøj.
Træk nu sjalet omkring dig, Karen, og du skal rejse dig lidt af og til, for lægen har nok sagt, du skal bevæge dig.
Karen nikkede det var næsten tilladelse.
Efter to dage blev Elna sat på porten. Mette var ikke til at tage fejl af, hun satte skik på huset, råbte op, gik til hånde, og Karen havde ikke meget at sige, andet end at følge Mettes vilje om piller, mad, gymnastik.
Mikkel var ikke ked af det, Mette lavede nu mad til ham, huset fik en omgang, haven blev ryddet. Stemningen var lettere.
Hvordan holder han det ud? sagde Mikkel, når han røg med Peter.
Jo, du ved, Mette bliver sendt, hvor fanden ikke selv kan klare det, lo Peter.
Karen spirede lidt op. Hun kunne sidde udenfor, tale, klæde sig om. Lægerne sagde, det gik fremad, og Mette insisterede på frisk luft.
Nu skal vi ud at gå en tur, sagde Mette og rakte hende en trøje.
Jeg har ikke lyst
Mette beordrede mændene til at tage Karen under armen over til bænken mellem husene. Hun var stolt Karen sad stadig op, fyldte lidt mere, så bedre ud. Det ville hun gerne vise.
Ved du hvad, Karen, sagde Mette en aften, vi har boet ved siden af hinanden hele livet. Børnene er fløjet fra reden, mændene snakker stadig sammen til sidst er vi bare hinandens selskab. Vi skal ældes sammen på denne bænk.
Ja, svigermor satte den jo mellem husene for netop det , sagde Karen gemytligt og rykkede sjalet tættere.
Hov hov, min far lavede bænken!
Nej, det var nu min svigerfar, han gav penge for den
Du er da ikke klog, selvfølgelig lavede min far den, han tog ikke penge, aldrig!
Jeg siger dig, den var tiltænkt vores hus!
Sludder og vrøvl, Karen!
Gå du i bad da, Mette!
Karen hujede, Mette svarede igen, nu med frisk kraft.
Og igen lød der skænderi mellem nabokonerne i Skovlunde.
På den anden side af hegnet sad Peter og Mikkel med smøgerne.
Peter smilede stille og tørrede en tåre væk.
Ja, jeg har savnet det, sagde han. Karen er i bedring, ikke?
Jo, det bliver nok godt igen sagde Mikkel.
Og således døde skænderiet ud og blev til daglig hygge. Hund Trofast stak hovedet frem, lagde sig ved bænken. Solnedgangen gav landsbyen et særligt lys.
Skråt gennem skyerne skinnede solen på to kvinder, der sad tæt sammen på den gamle bænk.
Bænken, der bandt deres liv sammen.
