En nat i drømmen løb jeg igennem de snoede gader i København, hvor alt var dæmpet i blågrå morgendis, og menneskerne ligesom flød hen over brostenene. Min veninde, Line Madsen, lige fyldt 25 år, tynd som en birkegren og med langt lyst hår, begyndte at arbejde på et rejsebureau ikke langt fra Strøget.
Her mødte hun direktøren, Henrik Bang en mand på over 40, gift, to børn, kørte Volvo og boede i Hellerup. Han begyndte snart at leje en lejlighed til hende på Nørrebro og forærede hende gaver fra Illums Bolighus og tasker fra By Malene Birger. Deres forhold var som at have et ekstra lag af København, en skjult, opløst drøm, hvor han svævede mellem ægtefælle og elskerinde næsten et år gik sådan.
Line vidste fra starten, at Henrik ikke ville forlade sin kone, Sofie. Lidt efter lidt begyndte Henrik dog at mumle om skilsmisse over deres Carlsberg-øl i den lilla tusmørke. Hjemme på villavejen opfangede Sofie de forandrede strømninger i huset. Hun nævnte det aldrig højt. Intet efterspil. Ingen tjek af mobil, ingen lomme-undersøgelser, ingen drama. Hendes stilhed føltes som den første rim på en bilrude diskret, men isnende klar.
Henrik følte sig skyldig. Sofie blev kun kærere; hun begyndte at løbetræne, lagde sin naturkrøllede manke om i en ny, mørkere nuance, og hendes smil blev rummeligere. Line begyndte at frygte lønningsdage Sofie var nu startet som cheføkonom i bureauet. Når Line hentede sin løn, dunkede hjertet i brystkassen som Rådhusklokkerne før middag. Men Sofie hilste altid høfligt, pakket ind i uigennemtrængelig venlighed.
Henrik trak sig efterhånden væk fra Line, mens hendes desperation voksede og udmundede i sarkasme. Imens blev Sofie en charmerende magiker, og Henrik begyndte at tage tidligt hjem. Drejningen skete under en surrealistisk forretningsrejse til Aarhus, hvor alle tre måtte deltage. Under mødet troede Line, hendes forhold til Henrik beskyttede hende men hun snublede over sin egen arrogance, råbte op, mens den gråbrune Limfjord spejlede byen i urolig søvn.
Da drømmen vendte og vred sig, bad Henrik hende flytte ud og fortalte, eventyret var slut. Hun fik besked hos Sofie, nu cheføkonom, at hendes arbejde ikke længere var nødvendigt. Line vågnede af drømmen med et tungt hjerte, men endda med forundring over Sofies underfundige styrke.
Sofie stod tilbage som den sande vinder tålmodig, indsigtsfuld, måske knust bag facaden, men samlet i ydre. Henrik blev atter forelsket i hende, og nu så det ud som om, hun svævede gennem dagene, let, næsten uvirkelig. Hvem ved, hvad hun virkelig bar indvendigt skyggelagt af tårer og søvnløse nætter? Men hun havde ventet, til stormen havde lagt sig, for derefter at leve stærkere. Som en klog kvinde gør.
Men kvinden ved siden af? De fleste ville slå ud med armene, give vrede blikke og slynge fornærmelser over middagsbordet. Og manden han ville være et andet sted i sit hoved, drevet af forblindet passion. Hvem vælger han: den sure skygge eller den bløde, fornyede kærlighed? Hallucinationerne vippede; ingen tænkte længere klart.
Og hvor kom drømmens sandhed fra? I Danmark lærer vi at vente. At vinde kræver tålmodighed. Så, hvis du mærker kulden fra utroskab, tag fat i dig selv. Der er måske en vej tilbage: Meld dig ind i fitness, find en frisør som klipper alt det gamle væk. Meld dig til et salsakursus i Valby eller lær noget nyt i aftenskolen. Skift job, find noget der får dig til at leve. Elsk dig selv sådan danser den danske sjæl sig ud af mareridtet.
