Jeg er 52 år nu. Og jeg har ingenting. Ingen kone, ingen familie, ingen børn, intet arbejde faktisk absolut ingenting
Mit navn er Mads. Jeg og min kone, Karla, var sammen i 30 år. Jeg arbejdede altid for at forsørge familien, mens Karla holdt styr på hjemmet. Jeg ønskede faktisk aldrig, at hun skulle ud og arbejde jeg var glad for, at hun kunne være derhjemme. Efterhånden begyndte det dog at irritere mig.
Vi levede side om side med gensidig respekt, men kærligheden forsvandt stille og roligt. Jeg tænkte, at det sikkert var meget normalt, og det passede mig egentlig fint. Men så ændrede alt sig. En aften på et værtshus i København mødte jeg en kvinde ved navn Alberte. Hun var 20 år yngre end mig, smuk, venlig og fuld af humør det føltes næsten for godt til at være sandt.
Vi begyndte at ses, og snart blev hun min elskerinde. Efter to måneder kunne jeg ikke længere holde ud at lyve over for Karla. Jeg hadede at komme hjem fra arbejde, og jeg indså, at jeg var forelsket i Alberte og gerne ville giftes med hende.
Med rystende hænder fortalte jeg Karla sandheden nogle dage efter. Hun reagerede utrolig roligt ikke noget drama. Jeg troede ærligt, at hun heller ikke elskede mig længere, og derfor tog det hende ikke så hårdt. Men i dag forstår jeg, hvor meget jeg sårede hende.
Vi blev skilt. Vi solgte lejligheden på Frederiksberg, hvor vi havde tilbragt så mange år. Alberte pressede på for, at jeg ikke skulle give Karla lejligheden, og det gik jeg med til. Karla købte en lille etværelses jeg brugte så mine opsparede penge og købte en toværelses til Alberte.
Jeg hjalp ikke min ekskone økonomisk ikke én eneste krone. Jeg vidste, hun ikke havde penge, og jeg vidste, det ville blive svært for hende at finde job sådan lige med det samme. Men på det tidspunkt var det fuldstændigt ligegyldigt for mig. Mine sønner, Mathias og Simon, ville slet ikke tale med mig. De syntes, jeg havde svigtet deres mor og kunne ikke tilgive mig.
Dengang betød det heller ikke meget for mig. Alberte var gravid, og jeg glædede mig til, at vi skulle have et barn sammen. Kort tid efter blev vores lille dreng født. Men drengen lignede hverken mig eller Alberte. Mine venner begyndte at snakke og såede tvivl om, hvorvidt han overhovedet var min søn. Jeg ville ikke lytte til dem.
Men livet med Alberte blev på ingen måde, som jeg havde forestillet mig. Jeg skulle knokle dobbelt, tage mig af både hjemmet og barnet Alberte ville bare have flere penge og var stort set aldrig hjemme. Huset flød, der var aldrig lavet mad, og når hun endelig kom hjem klokken tre-fire om natten, lugtede hun af øl og vin og begyndte skænderier om de mindste ting.
Til sidst mistede jeg mit arbejde. Jeg var udmattet og sur og begyndte at fejle derhjemme såvel som på jobbet. Sådan gik det i tre år. Til sidst blev min storebror, som aldrig havde brudt sig om Alberte og hele tiden havde haft sine tvivl om drengens ophav, ved med at presse på for et faderskabstest. Testen viste, at drengen ikke var min.
Jeg gik direkte til skilsmisse, så snart sandheden kom frem. På det tidspunkt havde jeg slet ingen kontakt haft til Karla eller vores sønner. Efter bruddet med Alberte besluttede jeg mig for at prøve at finde tilbage til min første kone. Jeg købte blomster, en god flaske rødvin og nogle wienerbrød fra bageren og tog hjem til hende. Men Karla var flyttet væk, og den nye beboer gav mig hendes aktuelle adresse.
Jeg tog derhen. Da døren blev åbnet, stod der en mand jeg fandt hurtigt ud af, at Karla havde fundet sig et godt job og giftet sig med en kollega fra kontoret. Hun var tydeligvis glad, og det gik hende godt.
Lidt tid efter mødte jeg hende på en café. Jeg spurgte forsigtigt, om der var en chance for, at vi kunne finde hinanden igen. Hun kiggede på mig, som om jeg var skør, og gik bare sin vej. Lige der blev det helt klart for mig, hvor kæmpe en fejl jeg havde begået. Hvad havde jeg egentlig forestillet mig? Hvad er det, jeg har opnået? Hvorfor forlod jeg Karla for en yngre kvinde?
Nu står jeg her, 52 år gammel. Ingen kone, ingen job, og selv mine sønner nægter at tale med mig. Alt af værdi har jeg mistet undervejs. Og alt sammen skyldes mine egne valg. Desværre er det her én fejl, jeg aldrig vil kunne rette op påJeg prøver somme tider at ringe til mine sønner, men hver gang lægger de bare på, eller også svarer de ikke. Jeg kan kun håbe, at de en dag vil give mig en chance for at forklare ikke for at undskylde, for jeg ved ikke, om der findes undskyldninger store nok. Nu sidder jeg i min lille lejlighed, hvor minderne om det, jeg engang havde, fylder mere end møblerne.
Nogle gange tænker jeg på, hvordan livet kunne have set ud, hvis jeg bare havde været mere tålmodig, mere nærværende, før jeg traf mine valg. Hvis jeg havde kysset Karla godnat lidt oftere. Hvis jeg havde taget hånd om de små skænderier, i stedet for at flygte fra dem. Men alle de tanker ændrer ikke på, at jeg står her alene nu.
Hver morgen mærker jeg dog, at jeg stadig har noget tid igen. Måske kan jeg gøre noget godt ikke for at rette op på min fortid, den kan jeg ikke ændre. Men jeg kan være venlig over for dem, jeg møder. Lytte, hvor jeg før tav. Møde andre med den respekt og omsorg, jeg skulle have vist min familie. Måske er det ikke meget, men det er noget.
For en dag kan selv det mindste smil være begyndelsen på en ny historie. Og jeg ved nu: værdi findes ikke i det, man mister, men i det, man vælger at give.
