26. marts
I dag har jeg oplevet noget, jeg aldrig havde forestillet mig, da jeg stod i Netto for at købe mælk. Hele turen hjem har jeg ikke kunnet tænke på andet.
Karen og jeg var gift i ti år. Vores to dejlige piger, Frida på fem og Signe på fire, var midtpunktet i vores lille familie. Jeg arbejdede som teamleder i en mindre virksomhed i Odense, og selvom vi ikke boede i Hellerup eller kørte rundt i Audi, havde vi råd til at tage på ferie sammen til Bornholm eller måske et lille sommerhus i Blåvand et par gange om året. Vi havde råd til en sød ung pige, Marie, der passede børnene, mens Karen udviklede børnetøj hjemmefra og solgte det på nettet. Jeg prøvede altid at tage del i vasketøjet og madlavningen alligevel var det, som om intet af det længere betød noget.
En aften nærmest helt rolig fortalte Karen, at hun ville flytte.
Jeg har fundet ud af, hvem jeg er, sagde hun. Jeg vil have mere.
Få uger efter så jeg billeder af hende på Facebook: smilende på fancy restauranter i København, på bådture i Middelhavet, og i tøj, jeg kun kender fra magasiner. Hun var blevet forlovet med en velhavende mand. Var det virkelig derfor alt skulle slutte shoppingture og eventyr?
Jeg kunne ikke lade være med at rode rundt i tankerne hvorfor, hvorfor? Men det værste var Frida og Signe, der spurgte:
Far, hvornår kommer mor igen?
Hvad skulle jeg svare dem?
Årene gik langsomt.
Vi begyndte at finde en rytme, pigerne og jeg. Det var ikke altid let; der var trætte morgener, grå dage med aflyste legeaftaler, men Signe og Frida blev mine lys og mit holdepunkt.
Så for to timer siden stod jeg i køen med min Øko-letmælk og skulle netop til at betale. Og så så jeg hende.
Hun stod nogle kasser længere henne. Jeg kunne næsten ikke kende hende mørke rande under øjnene, billigt tøj, og hun så træt og nervøs ud. Intet mindede om billederne fra Instagram.
Vores blikke mødtes. Hun blev stående, med småmønter i hånden.
Søren sagde hun så, men ordene døde hen.
Jeg sagde intet. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg kunne sige.
Hvordan har pigerne det? spurgte hun, knap hørbart.
En vrede boblede op indeni mig. To år, hvor hun ingenting havde givet lyd fra sig.
De har det fint. De har jo mig, svarede jeg koldt.
Hun så væk.
Jeg ville ønske, jeg kunne se dem igen
Mine hænder begyndte at ryste af bare vrede.
Nu husker du dem? Efter to år?
Karen tørrede stille en tåre væk.
Jeg har fejlet, Søren
Jeg kunne ikke lade være med at grine tørt.
At glemme sin paraply er en fejl. Du valgte at forsvinde. Du valgte penge, Karen. Er det virkelig sådan, lykke føles? Er yachts og mærketøj alt?
Hun lukkede øjnene i.
Han gik fra mig. Da jeg ikke havde mere at tilbyde ham. Nu har jeg ingenting. Ingen penge, ingen sted at bo.
Jeg bemærkede, at hendes hænder var nøgne ingen ring.
Og vores børn? Det tog dig to år at huske, de fandtes?
Gråden overmandede hende.
Jeg ved, jeg ikke kan ændre noget nu. Men lad mig bare se dem.
Jeg trak vejret dybt ind.
De kan knap huske dig, Karen. De stoppede med at spørge efter dig for længe siden.
Hun brød fuldstændigt sammen.
Jeg beder ikke om en ny chance med dig men det er stadig mine børn
Der stod hun ikke længere kvinden, der var gået efter hurtig lykke. Hun var brudt helt sammen.
Jeg skal nok tænke over det. Men det bliver på mine vilkår.
Hun løftede hovedet, og et lille håb lyste frem i hendes øjne.
Tak
Jeg vendte mig om og gik, forbi mennesker, der ikke anede, hvad der netop var sket.
Og jeg ved stadig ikke, om jeg nogensinde kan tilgive hende.
Men én ting ved jeg: Frida og Signe fortjener det bedste.
Min kone forlod mig og vores to små piger til fordel for en rig mand – flere år senere møder jeg hen…
