Jeg er 29 år gammel og står midt i et stort familiedrama i forbindelse med planlægningen af mit bryllup. Halvdelen af mine slægtninge nægter at komme og kalder mig grådig. Jeg begynder ærligt talt at spekulere på, om jeg virkelig er gået for langt.
Min partner og jeg har været sammen i seks år, og vi besluttede endelig at blive gift til marts næste år. Vi har sparet op i to år, men sandheden er, at bryllupper i Danmark hurtigt bliver en dyr affære. Når vi regner på festlokale, mad, musik og alt det andet, så løber det hurtigt op i omkring 100.000 kroner for 120 gæster.
Problemet er, at vores familier er kæmpestore. Bare fra min side er vi cirka 60 personer tanter, onkler, fætre, kusiner og deres børn. Fra hans side kommer der mere end 50. Hvis vi inviterer alle, slår pengene slet ikke til selv til en almindelig menu.
For tre uger siden sendte vi invitationerne ud. Vi havde vedlagt en lille seddel, hvor vi skrev, at vi på grund af de store udgifter beder om et bidrag på 500 kroner pr. voksen og 250 kroner pr. barn over 5 år. Vi gjorde tydeligt opmærksom på, at alle var velkomne uanset om de havde mulighed for at bidrage eller ej vi ønskede dem stadig med.
Dagen efter begyndte telefonerne at ringe.
Min tante Grethe ringede rødglødende og sagde, at hun aldrig havde oplevet noget værre at det var brudeparrets ansvar at betale for festen. At hun har fire børn og ikke ville give 2.000 kroner for at tage til andres fest. Jeg prøvede at forklare, at vi netop havde givet mulighed for at sige nej til at betale, men hun smækkede bare røret på.
Min fætter Mads lagde straks en historie op på Instagram uden navn, men det var tydeligt, hvem han mente. Han skrev, at man sørme ikke skulle betale for at blive inviteret til et bryllup, og at alle værdier var forsvundet. Flere i familien syntes godt om det og kommenterede.
Min mor Lise er helt ødelagt over det. Hun føler, at hele familien ser skævt til hende og spørger, hvordan jeg overhovedet kan finde på sådan noget. Hun synes, vi bare skulle holde det simpelt for eksempel i haven med pølser og rugbrød. Jeg prøvede at forklare, at vi har drømt om det her bryllup i to år, og vi gerne ville gøre lidt ekstra ud af det, men vi har simpelthen ikke økonomien til 120 gæster.
I går skrev min onkel Knud til mig. Han har altid været som en ekstra far for mig, og hans ord ramte mig hårdt. Han sagde, han godt kunne forstå, at bryllupper var dyre, men at løsningen ikke var at bede gæsterne om at betale. Han mente, vi bare skulle invitere færre, måske 40 personer og så holde det enkelt.
Min kusine Signe, der blev gift for to år siden, sagde, at jeg tog fejl. Hun havde taget lån, men betalte selv hele festen, for det var sådan, det skulle være. Hvis ikke vi havde råd, burde vi bare have nøjedes med rådhuset og lidt frokost bagefter.
Ud af 60 invitationer til min familie har kun 15 sagt ja. Resten siger ingenting eller siger direkte nej. Min kæreste er mere rolig; fra hans familie har cirka 35 sagt ja, selvom der også her er blevet talt.
Ærligt talt, jeg overvejer at droppe det hele. Han siger: De der vil fejre os, kommer. Punktum. Alligevel gør det mig ondt, at min egen familie ser mig som grådig. Måske skulle vi bare have lavet noget mindre men efter to års opsparing ville vi virkelig gerne holde et bryllup, vi vil huske.
Jeg ved ikke, om det var forkert at spørge om bidrag, eller om vi i stedet bare skulle have optaget et lån, som Signe gjorde.
Hvad tænker du? Har jeg bedt om for meget? Eller er tiden måske inde til, at vi forstår, at kærlighed ikke handler om at gældsætte sig for at tilfredsstille alles forventninger? Man skal ikke gøre sig selv fattig for at imponere andre. Det vigtigste må være at fejre kærligheden på en måde, der giver mening for en selv.
