Marie havde aldrig stolet på sin mand. Derfor måtte hun altid klare sig selv. Sådan havde hele deres ægteskab været.
Hendes mand, **Mads**, var smuk som et maleri. Derudover havde han en utrolig udstråling og var midtpunktet til enhver fest. Han drak kun sjældent, røg aldrig og havde ingen større interesser for fodbold, fiskeri eller jagt. Kort sagt, **en sand gentleman værdig til et slot**.
På grund af alle disse egenskaber vidste Marie udmærket, at hendes mand fandt trøst udenfor hjemmet. Mænd som ham var sjældne, og **bejlerne** tog selv kontakt
Det eneste, der gav hende ro, var Mads’ ubetingede kærlighed til deres søn, **Anders**. Han brugte al sin fritid sammen med ham og blev aldrig træt af det. Marie troede derfor, at hans faderkærlighed ville holde deres familie sammen.
I skolen kaldte de andre børn Marie for **den rødhårede** på grund af hendes ildrøde hår og fregnede ansigt.
Hendes mor, en kvinde med skønhed som få, gentog altid til sin datter:
**Marie, min pige, du er som den grimme ælling. Undskyld sammenligningen, men du er nødt til at se virkeligheden i øjnene. Hvem vil ellers fortælle dig sandheden, hvis ikke din egen mor? Måske er der ingen mænd, der vælger dig, så du må sørge for at klare dig alene. Tag dig sammen, få en god uddannelse, byg en karriere op. Og hvis en ordentlig mand melder sig, så vær ikke kræsen. Vær en trofast og lydig hustru.**
De ord satte sig fast i Maries sind for livet.
Efter hun havde afsluttet gymnasiet med topkarakterer, begyndte hun på universitetet. Det var der, hun mødte sin kommende mand. Hun forstod ikke, hvad sådan en flot mand dog så i hende. Senere indrømmede **Mads**, at hun var den eneste kvinde, han nogensinde havde turdet nærme sig. Marie brugte ikke makeup, gik klædt i afdæmpede farver og anede ikke, hvordan man flirtede.
Da Marie forstod, at sådan en mand virkelig var interesseret, besluttede hun at tage sagen i egen hånd. Hun ville ikke lade skæbnen slippe fra sig! Det var hende, der friede til Mads. Han blev fuldstændig overrasket over hendes dristighed, men Marie beroligede ham:
**Jeg skal nok være dig en god, tro og lydig hustru. Kærligheden skal nok vokse frem.**
Mads tøvede, men sagde til sidst ja. Et vigtigt argument blev hans mor, **Kirsten Thomsen**. Da sønnen for første gang introducerede sin kommende kone, så Kirsten på hende med tydelig modvilje. For hendes søn var jo en **perle**! Hvilken som helst pige ville give alt for at blive gift med ham! Og nu stod der så… en bleg pige fuld af fregner.
Det første møde med svigermor gik ikke just godt.
Marie lagde mærke til Kirstens skepsis, men hun havde ikke tænkt sig at give op. Et par dage senere opsøgte hun Kirsten alene. Hun måtte gøre alt for at redde sit forestående ægteskab! Denne gang blev hun budt velkommen med te, og hun virkede mindre ligegyldig i svigermoderens øjne.
Marie lovede, at hun ville være Mads tro indtil verdens ende. Det løfte vejede tungere end alle hendes **mangler**.
Kirsten var selv en ensom kvinde. Hendes mand havde forladt hende for en anden, men kom tilbage efter et år slidt og nedbrudt. Men familien tog ham aldrig til nåde igen. Kirsten havde ofte spurgt sig selv, om hun skulle have tilgivet ham men vidste, at smerten over svigt aldrig ville forsvinde.
Det havde været hårdt for Kirsten at opdrage sin søn alene. Derfor **accepterede hun Mads valg af Marie**. Hun forstod, at denne kvinde aldrig ville slippe hendes søn, uanset hvad livet bød på.
Et år senere kom sønnen **Anders** til verden. Spyttet ud af sin far, til stor glæde for farmor.
**Mads forgudede sin søn**, brugte al sin tid på ham, og Anders blev centrum i hans univers.
Men kærligheden til hustruen blomstrede aldrig.
Marie følte heller ikke den store passion for Mads. Deres forhold var præget af stille rutiner. Hun vaskede og strøg hans skjorter, lavede hans mad, kyssede ham godnat på kinden. Mads gav hele sin løn, købte blomster til hendes fødselsdag, kyssede hende hver morgen, inden han tog af sted. Alt sammen mere **vaner** end kærlighed.
Fem år senere **fandt Mads kærligheden** dog ikke hjemme.
Hun hed **Lisbeth**, en kvinde med et dragende og næsten uvirkeligt skønhed. Mads kunne ikke modstå hende. I seks måneder mødtes de i al hemmelighed, indtil Lisbeth en dag sagde:
**Jeg vil ikke bare være din elskerinde. Gift dig med mig eller vi går hver til sit.**
Mads var ude af sig selv. Han ville ikke miste Lisbeth, men hans søn betød alt. På det tidspunkt tænkte han overhovedet ikke på Marie.
Da **Anders** fyldte fem år, samlede **Mads** sine ting og forlod hjemmet.
Marie kom i tanker om sin mors ord. Som barn havde de virket hårde, men nu indså hun, at hun ville overleve uden melodrama eller sammenbrud. Hun var såret, men hun ville ikke bukke under.
Da Mads forlod lejligheden, lød Maries rolige stemme:
**Hvis du en dag ændrer mening, så står døren åben. Men vent ikke for længe. Anders elsker dig.**
Mads vaklede længe mellem Anders og Lisbeth.
Marie lod **sin tandbørste** ligge på badeværelset. Hver gang Mads kom forbi for at se sin søn, bemærkede han den. Da han på et tidspunkt tog den med sig, stod der ved næste besøg en ny på nøjagtig samme sted
Årene gik.
Marie indså til sidst, at **Mads aldrig kom tilbage**.
Hun besluttede, at det var på tide at stoppe med at vente. **På en ferie kastede hun sig ud i et kortvarigt eventyr uden forpligtelser.**
Ni måneder senere fik **Anders en lillesøster Kirstine.**
En aften ringede det på døren.
**Det er min far!** råbte den lille pige.
Marie gik ud og åbnede.
**Mads stod på dørtrinnet.**
**Må jeg komme ind?**
**Kom bare.**
To uger senere ringede Marie til sin veninde:
**Du ville vide, hvad min datter fik som mellemnavn? Husk det Kirstine Madsdatter!**I røret var venindens latter, varm og overrasket.
Madsdatter? Du er ikke til at bide skeer med, Marie.
Nej, svarede Marie og så ud mod gangen, hvor Kirstine sad på gulvet, benene over kors, mens Anders læste op for hende. Mads stod ved døren og hængte sin jakke, forsigtigt, som om han stadig ikke hørte helt til.
Veninden fortsatte:
Er det nu en ny begyndelse?
Marie smilede, men lukkede øjnene et øjeblik, før hun svarede:
Ikke for mig og Mads. Men for børnene. Hver familie må lære at mødes midt i alt det uperfekte. Jeg slipper ham, men døren til deres far er altid åben.
Da aftenen lagde sig over lejligheden, og børnene grinede ude fra køkkenet, fandt Marie tandbørsten frem og lagde den tilbage på badeværelset. Hun så sig selv i spejlet samme fregnede ansigt, nu mærket af livet, men med et blik, som ingen længere kunne knække.
Hun smilede. For første gang vidste hun, at hun var nok i sig selv. Kærligheden til børnene var alt det faste, hun behøvede. Hvad der kom og gik, kunne vinden tage.
Bag hende lød Mads stemme dæmpet. Tak, Marie.
Selv tak, svarede hun og lukkede døren bag sig, varm af forårsluft og duften af fremtid.
Marina havde aldrig stolet på sin mand. Derfor måtte hun kun stole på sig selv. Sådan forløb deres æ…
