Kære dagbog,
Jeg sidder ved det gamle egetræsbord i min stue i Hørsholm og holder min afdøde vens lommeur i hånden. Uret er tungt, med en slidt sølvkasse og et revnet glas. Viserne står fast på halv seks – et tidspunkt, der ikke betyder noget, eller måske alt. Jeg drejer dem mellem fingrene som om jeg kunne give dem liv igen.
– Hvad gemmer du på, Jens? – hvisker jeg til uret, mens jeg stirrer på skiven. – Du bar det altid, selv da det gik i stykker. Hvorfor?
Jens døde for tre måneder siden af et pludseligt hjerteanfald, som et lyn der slår ned. Jeg var 32, han var 35, og vi havde lige begyndt at drømme om en fremtid: børn, rejser og en lille have bag huset. Så standsede tiden – præcis som uret.
Jeg lægger uret fra mig og tænker på alle Jens’ ejendele; hver sweater, hver bog trækker mig tilbage til ham. Uret er den sidste gåde. Jens har aldrig fortalt mig, hvor han har fået det fra, kun sagt: “Det er vigtigt, Anders.” Sådan er det.
Jeg rejser mig, går hen til vinduet. Vores hus på forstaden er omgivet af efterårsblade. Børn i nabohuset løber med en bold, en hund gøer i det fjerne. Livet går videre, men for mig er det som om tiden er gået i stå.
– Nok nu, – siger jeg til mig selv. – Jeg må leve videre, i det mindste for ham.
Jeg har altid været den, der ikke giver op så let. Før jeg giftede mig, arbejdede jeg som blomsterdekoratør i en lille butik i København, hvor jeg lavede buketter, der fik folk til at smile. Jens drillede mig med, at jeg “tæmmer blomster”. Han var selv ingeniør, tavs men med varme øjne. Vi mødtes ved et uheld: Jeg tabte en blomstervase ved caféens indgang, og Jens, som gik forbi, bød sin hjælp.
– Bare rolig, blomsten vil overleve, – sagde han med et smil. – Du ser ud som om du er i chok.
– Det er min yndlingsvase! – protesterede jeg, men grinede straks efter. Hans ro smittede af på mig.
Det var starten på vores historie. Et år senere blev vi gift, købte et hus i forstaden og fik en kat, som vi kaldte Ask. Vi drømte om et barn, men skæbnen havde andre planer. For halvandet år siden mistede vi vores lille dreng i femte måned. Jens holdt mig i hånden, tavs, men hans tavshed talte højere end ord. Vi talte aldrig om smerten, vi levede videre. Nu er han væk.
Uret lå på bordet som en påmindelse om det usagte. Jeg tog det og gik mod døren. I byen fandt jeg en gammel urmagerværksted, som Jens engang havde nævnt. Måske ved de, hvad der er galt.
Urmageren sad bag disken i en smal gyde på Nørrebro. Skiltet lød “Ure og tid – reparation”. Den gamle mand med tykke øjenbryn og et venligt smil hed Søren Mikkelsen.
– Goddag, – sagde jeg og lagde uret på disken. – Det går ikke. Kan du ordne det?
Søren tog sine briller på og inspicerede uret grundigt.
– Hmm, en gammel genstand, – mumlede han. – Tysk, fra begyndelsen af 1900-tallet. Hvor har du fået den?
– Fra min mand. Den betød meget for ham.
Han nikkede, som om han forstod mere, end jeg sagde. Han åbnede forsigtigt bagsiden og trak et lille, gulnet stykke papir frem.
– Der er noget her, – sagde han og rakte papiret til mig. – Det ligner et brev.
Jeg stod stille.
– Et brev? Hvilket brev?
– Jeg ved det ikke, – hævede han skuldrene. – Uret holder ikke, fordi mekanismen er rusten. Jeg kan reparere det, men det vil tage et par dage. Brevet er dit.
Jeg tog papiret med rystende hænder, men turde ikke åbne det med det samme.
– Tak, – hviskede jeg. – Jeg kommer tilbage for uret senere.
Hjemme sad jeg længe med brevet i hænderne. Ask lagde sig på mine ben og spandt, men jeg så ikke på ham. Endelig trak jeg vejret dybt og åbnede papiret. Skriften var Jens’ – enkel, let hældende.
“Til vores lille dreng, som jeg aldrig får se.
Undskyld, at jeg ikke kunne beskytte dig. Jeg lovede din mor, at vi skulle være en familie, men livet gik en anden vej. Jeg havde altid ønsket at plante et træ for dig – et ahorn, som min far havde. Han sagde, at et træ er livet, der fortsætter. Hvis du læser dette, nåede jeg ikke at gøre det. Men din mor vil gøre det for mig. Hun er stærk, min Lærke. Pas på hende, okay?
Din far, Jens”
Tårerne løb ned ad kinderne. Jeg klemte brevet ind til brystet, som om jeg kunne omfavne Jens gennem ordene. Han havde skrevet det efter vores tab, men viste det ikke mig. Hvorfor? For at beskytte såret? Eller for at give mig håb?
– Du gjorde altid tingene på din egen måde, – sagde jeg til mig selv med et svagt smil gennem tårerne. – Så lad os så dit ahorn.
Næste dag gik jeg til planteskolen i Roskilde. Jeg valgte et lille ahorntræ med friske grønne blade. Salgsassistenten, en ældre dame ved navn Inge, lagde mærke til min melankoli.
– Til hvem er træet? – spurgte hun, mens hun pakkede rødderne i en burlappose.
– Til min søn, – svarede jeg stille. – Og til min mand.
Inge så på mig med varme.
– En god gerning, dreng. Træet er hukommelse. Min mand plantede også ahorn hver forår, så længe han kunne. Nu passer jeg på dem.
– Hvor er han nu? – spurgte jeg.
– Han gik bort for fem år siden. Men jeg ser ham i hvert blad, – smilede hun. – Plant i ro, så vil det gro.
Jeg gik hjem, tog en skovl og gravede et hul i haven. Ask sad på verandaen og så på mig, som om han godkendte. Jorden var hård, men jeg gav ikke op. Jeg forestillede mig Jens smilende, mens han så på mig.
Da hullet var klar, hørte jeg en stemme over hegnet:
– Hej, nabo, hvad bygger du?
Det var Nanna, en kvinde i begyndelsen af femtierne, der altid kom med kage eller et godt råd, selvom man ikke bad om det.
– Jeg planter et træ, –
