Hvordan er du dog blevet så tossede, dit fjols! Hvem vil nu have dig med et barn på armen? Og hvordan har du tænkt dig at opdrage det? Jeg er ikke din tjenestepige! Jeg har fodret dig til nu, men jeg passer ikke dit afkom! Ud af mit hus med dig, og kom aldrig tilbage!
Agnete stod og lyttede til de skarpe råb med blikket sænket mod de ujævne brædder. Håbet om, at faster endelig gav hende lov at blive, bare til hun fandt et arbejde, opløstes for øjnene af hende.
Hvis bare mor levede endnu…
Faderen kendte hun aldrig. Moren døde for femten år siden, påkørt af en fuld bilist ved fodgængerovergangen i Odense. Kommunen var ved at sende hende på børnehjem, da en fjern slægtningmors tremenningmeldte sig. Hun havde hus og fast løn og tog Agnete til sig.
De boede i udkanten af en lille by på Sydfyn, hvor sommeren knitrede af varme, og vinteren regnede og var mørk. Agnete var flittig, manglede hverken brød eller tøj. Måske savnede hun kærligheden fra en mor, men hvem lagde egentlig mærke til det?
Hun gik ud af skolen med ros, så læreruddannelsen i Svendborg. Alligevel var hjemkomsten ikke glædelig.
Ud! Forsvind fra min gårdsplads med det samme!
Faster Maren, bare…
Jeg har sagt ud!
Pigen løftede sin slidte kuffert og trådte ud i den drømmyghed varme. Hvordan var det gået så vidt? Fornedret, frastødt, hendes mave kun lige rund. Hun havde fortalt sandheden, hun kunne ikke mere skjule det, selv om hun aldrig havde ønsket at lyve.
Nu måtte hun finde tag over hovedet. Hun drev gennem gaden med hovedet bøjet, da duften af stuvet kål og varme boller slapped hende ud af tankerne. En kvinde hældte vand ud af en gryde over sine blomster.
Undskyld, kunne jeg få en tår vand?
Estrid, en bredskuldret fynbo i halvtredserne, betragtede hende:
Kom bare ind, kære du.
Hun rakte Agnete en stentøjskande med koldt vand. Agnete sad tungt på bænken, drak begærligt.
Må jeg hvile lidt? Det er så klamt i dag…
Bliv du bare, jeg har tid nok. Hvor kommer du fra med al din oppakning?
Jeg læste til lærer. Vil undervise i folkeskolen, men har intet sted at sove. Kender du nogen, der lejer et værelse ud?
Estrid betragtede hende. Sølle og træt, skyggesom om øjnene, men ren.
Du kan bo her hos mig. Jeg forlanger ikke meget, men du betaler til tiden. Hvis det er i orden, skal jeg vise dig værelset.
Hun glædede sig i smuglidt ekstra penge, og ensomheden lettede et sekund.
Værelset var småt og bart, men vinduet vendte ud mod haven. Agnete flyttede ind, derefter skyndte hun sig til skolekontoret.
Dage gled mellem legende børn og at trække tomater op i Estrids jord. De blev langsomt venner. Om aftenen sad de under den sammenfiltrede vin op ad carporten, drak stærk te og vekslede historier om livets forunderligheder.
Børnet i Agnete voksede roligt. Da hun fortalte om Ask, søn af rige lærere, som havde forladt hende så brat, strøg Estrid hende over hånden:
Du er ikke den første, og du er nok heller ikke den sidste. Godt du ikke kværkede et liv. Dit barn vil fylde dig med glæder.
Agnete turde ikke mere drømme om forsoning; hun væmmedes ved mindet om den afvisning.
Sidst i februar, på fødeafdelingen i Faaborg, holdt Agnete lille Magnus i armeneen kraftig dreng. I sengen ved siden af lå en grædende pige, forladt af sin mor.
Dit navn skal være Oline, hviskede Agnete og trak hende ind til sig.
To morgener senere viste en grænsebetjent sig på stuen. Hans kone var stukket af og havde efterladt ham med den nyfødte. Da han så Agnete pusle om begge børn, blev hans blik fyldt af forvirret taknemmelighed.
På udskrivningsdagen holdt en Volvo pyntet med blå og lyserøde balloner foran sygehuset. Betjent Mads Johansen hjalp hende op og rakte to poser: en med strik til Magnus, den anden fyldt med legetøj til Oline.
Livet serverer os mere mærkelige overraskelser end nogen eventyrer kunne digte, mumlede Estrid, da bilen svajede væk i diset sving.
Og såledestilfældigt, drømmeagtigtblev to splintrede skæbner flettet sammen i et usædvanligt eventyr, hvis ekko man i årevis ville høre i den lille, tågede, sydfynske landsby ved grænsen til havet.
