Uden held lærer du at sætte pris på lykken — En dansk fortælling om at stå alene med et uønsket barn…

Hvordan er du dog blevet så tossede, dit fjols! Hvem vil nu have dig med et barn på armen? Og hvordan har du tænkt dig at opdrage det? Jeg er ikke din tjenestepige! Jeg har fodret dig til nu, men jeg passer ikke dit afkom! Ud af mit hus med dig, og kom aldrig tilbage!

Agnete stod og lyttede til de skarpe råb med blikket sænket mod de ujævne brædder. Håbet om, at faster endelig gav hende lov at blive, bare til hun fandt et arbejde, opløstes for øjnene af hende.
Hvis bare mor levede endnu…
Faderen kendte hun aldrig. Moren døde for femten år siden, påkørt af en fuld bilist ved fodgængerovergangen i Odense. Kommunen var ved at sende hende på børnehjem, da en fjern slægtningmors tremenningmeldte sig. Hun havde hus og fast løn og tog Agnete til sig.

De boede i udkanten af en lille by på Sydfyn, hvor sommeren knitrede af varme, og vinteren regnede og var mørk. Agnete var flittig, manglede hverken brød eller tøj. Måske savnede hun kærligheden fra en mor, men hvem lagde egentlig mærke til det?
Hun gik ud af skolen med ros, så læreruddannelsen i Svendborg. Alligevel var hjemkomsten ikke glædelig.

Ud! Forsvind fra min gårdsplads med det samme!
Faster Maren, bare…
Jeg har sagt ud!
Pigen løftede sin slidte kuffert og trådte ud i den drømmyghed varme. Hvordan var det gået så vidt? Fornedret, frastødt, hendes mave kun lige rund. Hun havde fortalt sandheden, hun kunne ikke mere skjule det, selv om hun aldrig havde ønsket at lyve.

Nu måtte hun finde tag over hovedet. Hun drev gennem gaden med hovedet bøjet, da duften af stuvet kål og varme boller slapped hende ud af tankerne. En kvinde hældte vand ud af en gryde over sine blomster.
Undskyld, kunne jeg få en tår vand?

Estrid, en bredskuldret fynbo i halvtredserne, betragtede hende:
Kom bare ind, kære du.
Hun rakte Agnete en stentøjskande med koldt vand. Agnete sad tungt på bænken, drak begærligt.

Må jeg hvile lidt? Det er så klamt i dag…
Bliv du bare, jeg har tid nok. Hvor kommer du fra med al din oppakning?
Jeg læste til lærer. Vil undervise i folkeskolen, men har intet sted at sove. Kender du nogen, der lejer et værelse ud?
Estrid betragtede hende. Sølle og træt, skyggesom om øjnene, men ren.

Du kan bo her hos mig. Jeg forlanger ikke meget, men du betaler til tiden. Hvis det er i orden, skal jeg vise dig værelset.
Hun glædede sig i smuglidt ekstra penge, og ensomheden lettede et sekund.

Værelset var småt og bart, men vinduet vendte ud mod haven. Agnete flyttede ind, derefter skyndte hun sig til skolekontoret.

Dage gled mellem legende børn og at trække tomater op i Estrids jord. De blev langsomt venner. Om aftenen sad de under den sammenfiltrede vin op ad carporten, drak stærk te og vekslede historier om livets forunderligheder.

Børnet i Agnete voksede roligt. Da hun fortalte om Ask, søn af rige lærere, som havde forladt hende så brat, strøg Estrid hende over hånden:
Du er ikke den første, og du er nok heller ikke den sidste. Godt du ikke kværkede et liv. Dit barn vil fylde dig med glæder.

Agnete turde ikke mere drømme om forsoning; hun væmmedes ved mindet om den afvisning.

Sidst i februar, på fødeafdelingen i Faaborg, holdt Agnete lille Magnus i armeneen kraftig dreng. I sengen ved siden af lå en grædende pige, forladt af sin mor.
Dit navn skal være Oline, hviskede Agnete og trak hende ind til sig.

To morgener senere viste en grænsebetjent sig på stuen. Hans kone var stukket af og havde efterladt ham med den nyfødte. Da han så Agnete pusle om begge børn, blev hans blik fyldt af forvirret taknemmelighed.

På udskrivningsdagen holdt en Volvo pyntet med blå og lyserøde balloner foran sygehuset. Betjent Mads Johansen hjalp hende op og rakte to poser: en med strik til Magnus, den anden fyldt med legetøj til Oline.

Livet serverer os mere mærkelige overraskelser end nogen eventyrer kunne digte, mumlede Estrid, da bilen svajede væk i diset sving.

Og såledestilfældigt, drømmeagtigtblev to splintrede skæbner flettet sammen i et usædvanligt eventyr, hvis ekko man i årevis ville høre i den lille, tågede, sydfynske landsby ved grænsen til havet.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

nineteen − eight =

Uden held lærer du at sætte pris på lykken — En dansk fortælling om at stå alene med et uønsket barn…
Godhed vender altid tilbage Elena skyndte sig til Hovedbanegården. I dag skulle hendes nære veninde, Maria, komme på besøg. Da hun nåede frem, indså hun, at hun havde skyndt sig forgæves – toget var forsinket næsten tre timer. Hun regnede ud, at det ikke gav mening at tage hjem – hun ville sidde længere i trafikken og alligevel komme for sent – så hun begyndte at vandre rundt på stationen uden mål. Hun har aldrig brudt sig om larmende steder, og stationer var de værste. Konstant travle mennesker, tiggere, fattige, lommetyve… Hun forstod ikke, hvorfor de alle søgte mod markeder og stationer, de mest menneskefyldte steder. Da hun så en ung, beskidt fyr, rynkede hun på næsen og undrede sig over, hvordan han kunne lade sig selv komme så langt ud. Hun vidste endnu ikke, at denne fyr ville spille en vigtig rolle i hendes liv. Efter at have gået hundrede meter videre, vendte Elena pludselig om og gik tilbage. Han bad ikke om noget fra nogen. Han sad bare på betongulvet med et fjernt blik, ligeglad med alt omkring sig. – Er du sulten? spurgte hun. – Vil du købe en bolle? – Ja. Og vand, hvis det er muligt, svarede han meget stille uden at løfte hovedet. Elena skyndte sig til kiosken, købte flere varme boller og en stor flaske vand. – Her, spis… Den stakkels fyr kastede sig grådigt over maden. Det virkede, som om han slugte stykkerne hele og skyllede dem ned med vand. – Tak! sagde han og rødmede. Han indså, hvor ynkelig han så ud, helt uden værdighed. – Hvad laver du her? Hvor er dit hjem? Du er jo omkring tyve. Hvorfor sidder du på stationen sådan? Fyren sukkede tungt og fortalte hende om alle sine ulykker. Han var for nylig kommet til storbyen. Før det havde han skændtes voldsomt med sine forældre, som hele tiden blandede sig i hans liv og bebrejdede ham for alt. Efter endnu et skænderi blev Dima virkelig vred. Han fornærmede sin far og besluttede at tage til København for at starte et nyt liv. Han ville klare sig selv uden hjælp. Men han vidste ikke, at storbyen kunne byde på alvorlige problemer. Dima lejede et lille værelse hos en ældre dame og begyndte at lede efter arbejde. Om aftenen indså han, at uden uddannelse og erfaring var der ingen, der ventede på ham. I desperation gik han ud for at finde et hvilket som helst job. Samme aften mødte han en pige. Uden venner eller familie i byen åbnede han sig for hende og fortalte om sine problemer. Han indrømmede også, at han havde penge, men kun nok til et par måneder. Den fremmede blev rørt og inviterede ham hjem til te. Han sagde ja, glad for at have fundet en ven så hurtigt. Men næste morgen vågnede han i en grøft ved stationspladsen. Dima var blevet slået, og han havde hverken penge eller papirer tilbage. Hans hoved gjorde frygteligt ondt, men han fandt styrke til at gå til lejligheden, hvor han havde lejet værelse. Da udlejeren så ham beskidt og forslået, nægtede hun ham adgang. Hun smed hans taske ud i opgangen og bad ham forsvinde, før hun ringede til politiet… På gaden gik Dima til politistationen i håb om hjælp. Men de gjorde grin med ham og sagde, at han skulle gøre sig præsentabel, før han kom igen. Sådan endte han på stationen… Han ville gerne vende hjem, men i den tilstand virkede det umuligt… – Jeg vil gerne købe en billet til dig! forsikrede Elena. – Tag hjem og lyt til de kloge, til dine forældre. Det virker kun i provinsen, at man bare kan tage til hovedstaden, og så går