Godhed vender altid tilbage
For mange år siden skyndte Astrid sig til Københavns Hovedbanegård. Hendes nære veninde, Mette, skulle komme på besøg, og Astrid glædede sig. Da hun nåede frem, opdagede hun, at hun havde haft travlt forgæves toget var forsinket med næsten tre timer.
Hun regnede ud, at det ikke gav mening at tage hjem igen; trafikken ville tage længere tid, og hun risikerede at komme for sent. I stedet begyndte hun at vandre rundt på stationen uden mål. Astrid har aldrig brudt sig om larmende steder, og banegårde var de værste. Folk hastede forbi, tiggere og hjemløse sad i hjørnerne, lommetyve lurede.
Hun undrede sig over, hvorfor alle disse mennesker samledes på markeder og stationer, hvor der var flest folk. Da hun fik øje på en ung, snavset fyr, rynkede hun på næsen og spekulerede på, hvordan han var endt i sådan en sørgelig tilstand.
Dengang anede hun ikke, at han ville få betydning for hendes liv. Efter at have gået et stykke, vendte Astrid pludselig om og gik tilbage. Fyren bad ikke om noget, han sad bare på det kolde gulv med et fjernt blik, ligeglad med alt omkring sig.
Er du sulten? spurgte Astrid.
Må jeg få en franskbrødssandwich? Og lidt vand, hvis det er muligt, svarede han lavmælt uden at se op.
Astrid skyndte sig til kiosken, købte et par lune franskbrødssandwich og en stor flaske vand.
Her, spis lidt…
Den unge mand kastede sig over maden, slugte store bidder og skyllede dem ned med vand.
Tak! sagde han, rød i kinderne, tydeligt flov over sin situation.
Hvad laver du her? Hvor bor du? Du er vel omkring tyve. Hvorfor sidder du her på stationen?
Han sukkede og fortalte om sine ulykker. Han var for nylig kommet til København efter et voldsomt skænderi med sine forældre, som altid blandede sig i hans liv og mindede ham om, hvad han skyldte dem. Efter det sidste opgør blev Emil rasende.
Han sårede sin far og besluttede at tage til hovedstaden for at starte forfra. Han ville klare sig selv, uden hjælp. Men han vidste ikke, hvor barsk storbyen kunne være. Emil lejede et lille værelse hos en ældre dame og begyndte at lede efter arbejde.
Allerede samme aften indså han, at ingen ville ansætte ham uden uddannelse eller erfaring. I desperation gik han ud for at finde et hvilket som helst job. Den aften mødte han en pige. Uden venner eller familie i byen betroede han sig til hende og fortalte, at han kun havde penge til et par måneder.
Hun blev rørt og inviterede ham hjem til te. Han takkede ja, glad for at have fundet en ven.
Men næste morgen vågnede han i en grøft ved stationen. Emil var blevet overfaldet og bestjålet ingen penge, ingen papirer. Hovedet dunkede, men han slæbte sig tilbage til værelset. Da udlejeren så ham, smed hun ham ud og satte hans taske i opgangen, truede med politiet.
Emil gik til politistationen og håbede på hjælp, men de grinede bare og sagde, han skulle komme igen, når han så ordentlig ud. Så endte han på stationen…
Han ville gerne hjem, men i den tilstand virkede det umuligt.
Jeg kan købe en billet til dig! sagde Astrid.
Tag hjem og lyt til de kloge, til dine forældre. Man tror, alt bliver let i København, men storbyen er hård og ligeglad. Her må alle klare sig selv.
Jeg kommer ikke med toget uden papirer og ser sådan ud…, sagde Emil fortvivlet.
Astrid forstod ham. Netop da blev det annonceret, at Mettes tog nu var fem timer forsinket.
Kom med mig! sagde Astrid bestemt.
Hun kunne ikke bære, at en ung mand gik til grunde for øjnene af tusindvis, mens ingen hjalp.
De tog en taxa hjem til Astrid. Hun var lidt ældre end Emil og behandlede ham som en lillebror, der havde været i militæret.
Hun tænkte: hvad nu, hvis hendes egen Anton en dag stod i samme situation og ingen hjalp?
Astrids mor, Karen Madsen, åbnede døren. Hun blev overrasket over at se datteren med en forslået ung mand.
Mor, Emil skal have lov at vaske sig. Spørg om alt senere, sagde Astrid.
Efter en halv time så Emil nogenlunde anstændig ud. Astrid gav ham sin brors tøj, og hans snavsede kluns blev pakket til skraldespanden.
Karen serverede varm suppe og ynkede ham uafbrudt. Tilbage på stationen købte Astrid en billet til Emil og talte med togpersonalet om hans manglende papirer.
Den unge togfører var først afvisende, indtil Astrid gav hende en frisk 100-kroneseddel.
Så er det ordnet, Emil, smilede Astrid ved toget.
Tag hjem og lad være med at gøre dumme ting igen.
Tak, Astrid… Emil ville sige mere, men stemmen svigtede, og tårerne glimtede i øjnene.
Det skal nok gå! sagde Astrid og klappede ham på skulderen. God rejse!
Otte år gik. Astrid sad på en bænk ved Rigshospitalet og sørgede over sin tunge skæbne. Hun forstod ikke, hvorfor livet blev ved at sende prøvelser.
For nylig havde hendes mand forladt hende for en yngre nabo, uden forklaring. Hun var knap kommet sig, før næste slag ramte.
Hendes mor, Karen, blev alvorligt syg, og kun behandling i udlandet kunne hjælpe. Prisen var uopnåelig for familien.
Hvorfor græder du, pige? Det er jo en smuk forårsdag, lød en mands stemme, og Astrid så op.
Astrid? hviskede den fremmede.
Kender vi hinanden? spurgte hun træt.
Det er Emil! Husker du stationen… toget…
Emil?! Astrid blev glad for gensynet.
Du er blevet voksen, men dit blik er stadig venligt og åbent.
Astrid, hvorfor græder du? Er du syg? spurgte Emil.
Nej. Det er min mor, og min bror og jeg kan ikke gøre noget, sagde Astrid og græd igen.
Emil satte sig ved siden af hende og bad hende fortælle alt. Astrid forklarede, og det lettede hende at tale ud.
Penge er ikke et problem. Jeg har det, der skal til, sagde Emil alvorligt. Nu skal vi bare finde den bedste klinik.
Jeg husker Karen Madsen og føler mig forpligtet til at hjælpe. Jeg glemmer aldrig smagen af hendes suppe, sagde Emil med et smil.
Hvor har du så mange penge fra? undrede Astrid sig.
Jeg fulgte dit råd. Begyndte at lytte til mine forældre. Nu har jeg succes som erhvervsdrivende, forklarede Emil. Alt takket være dig…
Fire måneder senere tog Astrid og Emil imod Karen i lufthavnen. Hun var blevet rask og kom hjem igen.
Astrid! Hvor er det dejligt at se dig, min pige! udbrød Karen og omfavnede sin datter. Hvem er det, du har med? Han ser bekendt ud, men jeg kan ikke huske…
Det er Emil, mor den hjemløse fra stationen, lo Astrid. Han betalte for din behandling.
Tak, min dreng, sagde Karen med tårer i øjnene. Jeg skylder dig alt…
Det skal du ikke tænke på, Karen. Vi er jo familie, smilede Emil.
Karen så spørgende på Astrid, uforstående.
Ja, mor, vi ventede på dig for at fortælle om vores forlovelse, smilede Astrid.
Jamen dog… Sådan kan livet vende! glædede Karen sig. Jeg er så glad for jer, I passer perfekt sammen, som skabt for hinanden.
