18. juli
Kære dagbog, nu har jeg endelig samlet tankerne om noget, der stadig river lidt inde i mig.
Piger, hvem af jer er egentlig Karen? spurgte en ung kvinde, som så på os med et lille glimt i øjet.
Det er mig hvad drejer det sig om? svarede jeg forvirret.
Du skal have et brev, Karen. Fra Mads, hun fiskede et krøllet brev op af lommerne på sin hvide kittel og rakte det til mig.
Fra Mads? Hvor er han henne? blev jeg overrasket.
Han er blevet flyttet til et voksent beskyttet botilbud. Han ventede sådan på dig, Karen, nærmest som sulten venter på mad. Han gav mig brevet for at læse korrektur, for han var bange for at dumme sig over for dig. Nå, jeg må videre, frokosten starter om lidt. Jeg arbejder som pædagog her, hun så mig alvorligt i øjnene, sukkede, og forsvandt.
Alt det her begyndte ved et tilfælde sidste sommer. Mie og jeg var 16, vi havde sommerferie og trængte til eventyr, da vi på en af vores ture forvildede os ind på området ved et ukendt bosted. Vi satte os på en træbænk og snakkede og grinede, indtil to unge fyre pludselig stod foran os.
Hej piger! Keder I jer? Skal vi hilse på hinanden? en af dem rakte hånden frem mod mig, Mads.
Jeg hedder Karen. Min veninde her er Mie. Og hvem har du med?
Det er Henrik, mumlede den anden fyr.
De virkede lidt gammeldags og alt for alvorlige. Mads bemærkede myndigt:
Hvorfor har I så korte nederdele på? Og Mie din top er da ret dristig
Ja, drenge, kig ikke for meget, I risikerer, at øjnene ikke kan finde ud af hvor de skal sidde, lo vi.
Det er svært at lade være. Vi er jo mænd. Ryger I egentlig også? blev Mads ved med at spørge.
Selvfølgelig, men ikke sådan rigtigt, grinede vi.
Først da bemærkede jeg og Mie, at noget var anderledes med drengenes ben. Mads havde svært ved at gå, Henrik haltede tydeligt.
Får I behandling her? spurgte jeg forsigtigt.
Ja. Jeg var ude for en knallertulykke. Henrik sprang uheldigt i havnen, svarede Mads hurtigt. Snart flytter vi ud.
Vi troede naturligvis på deres historier. På det tidspunkt vidste vi ikke, at Mads og Henrik var opvokset på institution, og at deres historier om ulykker kun var til for at skjule sandheden.
De boede her, gik på skole, gjorde alt det, vi andre kun hørte om. Hver især havde dækhistorier om påståede uheld, slagsmål eller lignende.
Vi snakkede meget med dem. De var kloge, læste bøger og fortalte om deres tanker. Før vi vidste af det, besøgte vi dem hver uge. Dels havde vi ondt af dem, men vi lærte også noget om livet. Vores små ugentlige møder blev en fast tradition. Mads plukkede blomster fra bedene til mig, Henrik foldede smukke papirsfugle og gav dem blufærdigt til Mie.
Vi satte os sammen alle fire på bænken Mads ved siden af mig, Henrik med ryggen til os, koncentreret om Mie. Hun blev tit rød i kinderne og genert, men man kunne se, at hun nød det. Vi snakkede om alt og ingenting og grinede så tårerne trillede. Sommeren forsvandt i et smil og efteråret kom med regn. Skolen begyndte igen, og fordi vi var blevet 3.gere, gled tanken om Mads og Henrik ud af vores hoveder.
Så kom studenterhuer, eksamener og translokation. Endelig ventede endnu en sommer. En dag fandt vi os selv ved bostedet igen, og længtes efter Mads blomster og Henriks origami. Men de kom aldrig ud. Vi ventede i to lange timer.
Pludselig dukkede en kvinde op og rakte mig brevet fra Mads. Jeg rev det op, ivrig efter at læse, og mit hjerte hamrede:
Kære Karen, du er min duftende blomst! Min uopnåelige stjerne! Jeg ved ikke om du opdagede, at jeg blev forelsket i dig fra første øjeblik. Vores møder var mit åndedræt, mit liv. Et halvt år har jeg stirret forgæves ud af vinduet og ventet på dig. Du har glemt mig hvor gør det ondt! Vores veje skilles. Tak fordi jeg mødte den ægte kærlighed. Jeg glemmer aldrig din fløjlsbløde stemme, dit smil, dine varme hænder. Hvor savner jeg dig, Karen! Bare en gang til at se dig, bare et øjeblik! Jeg kan næsten ikke trække vejret…
Henrik og jeg blev begge 18 for nylig. Vi skal overflyttes til et andet botilbud. Vi ses nok aldrig. Hjertet bløder! Jeg håber, jeg bliver rask og kommer videre. Farvel, min uforglemmelige!
Signeret: for evigt din, Mads
I konvolutten lå en presset blomst.
Skylden overvældede mig. En stemme i hovedet sagde, vi er ansvarlige for dem, vi gør tamme. Jeg havde slet ikke forestillet mig, hvad der udspillede sig i Mads indre. Men jeg kunne ikke gengælde hans følelser jeg havde aldrig haft den slags kærlighed til ham. Jeg var bare venlig, måske nysgerrig, aldrig forelsket. Ja, jeg var nok lidt koket, drillede Mads for sjov, tændte lidt op, men anede ikke, hvilken brand jeg tændte i ham.
Siden den sommer er der gået mange år. Mads brev er nu gulligt, blomsten forvitret til støv. Alligevel husker jeg vores uskyldige møder, lette grin og de sjove kommentarer fra Mads.
Der er egentlig en fortsættelse: Min veninde Mie blev grebet af Henriks svære liv. Hans forældre ville ikke kendes ved ham, fordi han var anderledes han var født med det ene ben meget kortere end det andet. Mie tog pædagoguddannelsen og arbejder i dag på institution med børn og unge med handicap. Henrik er hendes elskede mand, og sammen har de to voksne sønner.
Mads, hører jeg via Henrik, forblev ene. Da Mads var omkring fyrre, kom hans mor pludselig på besøg på institutionen. Hun så sin forsømte søn, græd og tog ham med tilbage til landsbyen. Ingen ved, hvad der er blevet af ham sidenNogle gange sidder jeg og læser brevet igen, lader fingrene følge de ujævne bogstaver og mærker et lille stik af vemod. For vi var unge, og ingen fortalte os, at vi kunne komme til at fylde så meget i andre menneskers verden bare ved at være dem, vi var. Jeg ser tilbage med taknemmelighed over, at vi mødte Mads og Henrik; heldige, ikke fordi vi kunne redde dem, men fordi de viste os, hvad sårbarhed og længsel er.
Mie og Henrik inviterer mig ofte på aftensmad. Nogle gange står Henrik i køkkenet med sit karakteristiske, skæve smil, mens deres ene søn spæner gennem stuen på præcis samme mærkelige måde som ham. Vi griner af det, og Mie hvisker: Der er mere styrke i at være anderledes, end folk tror. Jeg nikker og tænker på dengang, vi sad på bænken, hvor sommeren blev fortrolig med vores latter.
Og så, en forårsdag for et par år siden, modtog jeg et postkort uden afsender, men håndskriften kunne jeg kende. Der stod: Kære Karen, jeg har det godt. Jeg ser efter mælkebøtter på engen. Når forårsluften dufter, tænker jeg på dig. Tak fordi du var min drøm. Ingen kærlighed er spildt.
Jeg lagde kortet i dagbogen. Som blomster, der visner og vender tilbage hvert forår, lever de svære kapitler og glade minder videre i mig. Og jeg ved nu: Vi vokser af de historier, vi deler, og de hjerter vi engang rørte, glemmer os aldrig helt.
